20.000 pendlere kører forbi et vildt eksperiment hver dag. Nu er unik natur opstået under Øresundsbroen
For 25 år siden var Peberholm, som er en del af Øresundsforbindelsen, en gold og kunstig ø. I dag er den hjem for forskellige plantearter og en koloni af skestorke. Det er et godt eksempel på, at naturen kan selv, hvis den får fred, og mennesker ikke blander sig. Eksperimentet på Peberholm bør tjene som inspiration i den grønne trepart, mener eksperter.
Det er nok de færreste, der pendler mellem Danmark og Sverige via Øresundsforbindelsen, som skænker det en tanke, at de kører forbi et 24 år gammelt eksperiment.
Men den ubeboede kunstige ø Peberholm, der forbinder tunnelen i vest med højbroen i øst, har i mere end to årtier fået lov til at passe sig selv stort set uden menneskelig indblanding, siden den blev skabt af overskydende materiale fra havbunden ved etableringen af den faste forbindelse.
Til lyden af tung trafik fra biler, lastbiler og tog har naturen lige siden haft frie hænder til at indrette sig, præcis som den vil. Det har forvandlet den nøgne, kalkrige, næringsfattige og livløse ø med grå og hvide flader til en grøn ø med unik og mangfoldig natur, hvor sjældne plante- og insektarter er vandret ind.
Så sent som i 2023 slog en flok eksotiske skestorke sig ned på den kunstige ø og begyndte at yngle i forladte skarvreder, og i august i år opdagede biologer en helt ny græshoppeart i Danmark, som var flyttet ind på øens nordside.
Den kunstige ø Peberholm er ikke åben for offentligheden. Vi kører derfor med miljørådgiver Hans Ohrt fra Øresundsbro Konsortiet med gult blink på taget for at blive vidne til det 24 år gamle eksperiment.
Man bliver vidne til forvandlingen, når man med gult blink på taget i selskab med miljørådgiver Hans Ohrt fra Øresundsbro Konsortiet og biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening, kører ind i nødsporet og får en bom til at gå op, så snart man kommer op i lyset efter at have kørt gennem tunnelen fra Amager.
På den anden side af bommen – hvor offentligheden ikke har adgang – bliver man mødt af et vildnis med buske og små træer, hvor de gule og orangerøde frugter fra havtorn stjæler opmærksomheden på en grå baggrund af skyer, som regner på os.
Havtorn findes over alt på Peberholm. Her spiser miljørådgiver Hans Ohrt et havtornbær, som bliver kaldt Nordens citroner, fordi de er en kende sure og er meget rige på C.-vitaminer
»Pas på, at de lange torne på havtornen ikke river hul på jeres tøj«, siger Hans Ohrt, mens vi forlader bilen på den smalle asfalterede servicevej, hvor man kan køre hele vejen rundt om den 4 kilometer lange og 400 meter brede ø.
»Havtorn er sandsynligvis kommet hertil med stære og drosler, der har holdt hvil på Peberholm i forbindelse med et træk. De spiser havtornbær og har dermed havtornfrø i deres tarme. Så det er formentlig fugleklatter fra de trækkende fugle, der har introduceret havtorn på Peberholm, hvor de nu har bredt sig til det meste af øen«, siger Knud Flensted.
Mager jord
Mineraljorden på Peberholm, som stammer fra havbunden, er meget fattig på kvælstof. Det er en af grundene til, at det er svært for mange næringskrævende plantearter at vokse på øen. Men her har havtorn en fordel, fortæller Hans Ohrt.
»Havtorn kan i et tæt samarbejde med bakterier tage kvælstof direkte fra luften. Det giver havtorn en fordel i konkurrencen med andre planter, og det er forklaringen på, at den stort set har bemægtiget sig hele øen«, siger Hans Ohrt og opfordrer os til at smage på de C-vitamin-rige bær.
»Så vil I forstå, hvorfor man kalder dem for Nordens citroner, for de er ret sure«, siger Hans Ohrt.
Efter smagsprøven bliver vi ført over en grøftekant, hvor der står nogle vilde orkideer, som blomstrer om sommeren.
»Orkidéfrø kan flyve gennem luften over lange afstande. Nogle er så landet på Peberholm og har haft held med at etablere sig her, fordi orkideer er nøjsomme planter, som ofte trives bedst på kalkrige og relativt næringsfattige jordtyper«, siger Knud Flensted og fortsætter:
»Hvis et orkidéfrø derimod var landet på velnæret landbrugsjord andre steder i vores land, ville det ikke have haft en chance. Det ville blive udkonkurreret af de tusindvis af frø, der ligger i muldjorden i forvejen, som bliver til brændenælder, skvalderkål, hundegræs, rajgræs, der vil kvæle alt andet, der forsøger at vokse op«.
Se, det er øjentrøst, der i gamle dage blev brugt som medicinplante mod øjensygdom
Knud Flensted, biolog, Dansk Ornitologisk Forening
På den anden side af grøften går vi dybere ind i vegetationen, som veksler mellem lysåbne enge, lavvandede vådområder, som tørrer ud om sommeren, og tæt buskads, der er i gang med at iklæde sig efterårsfarver.
De to eksperter ser hele tiden noget, som vi andre ikke ser. For eksempel en undseelig plante, som rækker nogle centimeter op af jorden og bærer nogle små fine blomster med hvide til svagt violette kronblade.
»Se, det er øjentrøst, der i gamle dage blev brugt som medicinplante mod øjensygdom. Det er en art, man ikke finder særlig mange steder, og den indikerer, at jorden er kalkrig og næringsfattig uden for tæt og høj vegetation. Det er en god indikator for, at naturen her på Peberholm er ud over det sædvanlige«, siger Knud Flensted.
Biolog Knud Flensted kigger efter små planter i vegetationen og får øje på øjentrøst som i gamle dage blev brugt som en medicinplante mod øjensygdom. Øjentrøst bærer nogle små fine blomster med hvide til svagt violette kronblade. I forgrunden ses smalbladet brandbæger med de gule blomster.
Blinde passagerer
Vi får ikke lov til at dvæle længe ved øjentrøst, for Hans Ohrt har fået øje på en plante med gul blomst, som der er mange af især langs motorvejen og jernbanen på Peberholm.
»Vi blev meget begejstrede over at finde smalbladet brandbæger her på øen. Det er en typisk jernbane- og motorvejsplante, fordi dens frø spreder sig over lange afstande ved at være blinde passagerer på eksempelvis biler og tog. Blomsten kommer oprindelig fra Sydafrika og har spredt sig rundt i Europa via motorveje og jernbaner og blev fundet her i 2001«, siger Hans Ohrt og fortsætter:
»Vi kender alle til det lufttryk, som biler og tog bliver ramt af, når de kommer ud af en tunnel, og det er formentlig det, der får frøene til at falde af her på Peberholm«.
Det er fuglenes fødder, der har trampet jorden så flad
Hans Ohrt, miljørådgiver, Øresundsbro Konsortiet
Et øjeblik senere bliver den tætte vegetation afløst af et stort bart område. Det bliver mere og mere mudret, jo længere vi bevæger ind os ind på området, og det føles en lille smule som at gå i kviksand. Det er der en god grund til. For vi står i en sænkning af jorden, som i det regnvåde forår bliver til en sø, der tørrer ud igen i løbet af sommeren.
»I det våde forår, vi havde i år, stod vandet i knæhøjde og blev et eldorado for fugle i form af bramgæs, edderfugle, andefugle, terner, måger og hejrer med ynglende fugle i terrænet rundt om den temporære sø. Det er fuglenes fødder, der har trampet jorden så flad«, siger Hans Ohrt.
Miljørådgiver Hans Ohrt står i kanten af den temporære sø, som på denne efterårsdag er tørlagt. Han viser, hvordan piletræerne har tilpasset sig søen med rødder over jorden, som den bruger som snorkel, når der er vand. Et fænomen man også kender fra tropiske mangroveskove.
Den midlertidige sø har også lokket en sjælden gæst til øen, den grønbrogede tudse, som nu yngler og har etableret en ret stor bestand. Den er formentlig svømmet fra naboøen Saltholm, hvor der også findes en bestand af grønbroget tudse.
»Grønbroget tudse kan svømme over lange afstande og kan godt tåle brakvand, som kan give dem en fordel i forhold til andre padder, og derfor findes den nu her«, siger Knud Flensted.
På denne efterårsdag er fuglene fløjet, og vandet er væk, men man kan godt se, hvordan vegetationen har tilpasset sig, at vandet kommer og går i takt med årstiderne. For eksempel har piletræerne i kanten af vådområdet rødder, som er over jorden, som man kender det fra tropiske mangroveskove.
»Det er luftrødder, så piletræerne kan få luft ned til rødderne, når de er dækket med vand. Det er træernes svar på en snorkel«, siger Hans Ohrt.
Man møder mange døde fugle, når man vandrer rundt i vegetationen på Peberholm. Det skyldes dels, at der er mange fugle på øen, hvor nogle dør af fugleinfluenza, sult eller et angreb fra en rovfugl, dels at der ikke findes større rovdyr som ræv og grævling, som kan sætte fugleådslerne til livs.
Et helt specielt levested
For 7 år siden fandt en dygtig botaniker ud af, at vådområdet også er dækket af et grønt tæppe af dyndurt, som er en fugtigbundsplante, der er utrolig sjælden i både Danmark og Sverige.
»Tilstedeværelsen af dyndurt er et godt eksempel på, at Peberholm er et helt specielt levested, hvor lige præcis den art er begunstiget. Så man kan sige, at vores eksperiment er med til at bevare arter, der er trængt andre steder«, siger Hans Ohrt.
De to eksperter glæder sig generelt over den temporære sø på Peberholm, som er en mangelvare i den danske natur.
»Det er typisk lavvandede søer, som man igennem århundreder har fjernet ved dræning, fordi de er det letteste at afvande og lave om til landbrugsjord. Det betyder, at Danmark stort set har mistet det unikke økosystem, som vi ser på lige nu. En af fordelene ved svingende vandstand er, at fisk ikke når at etablere sig i søen, hvilket betyder, at arter, som fisk lever af, vinder frem, for eksempel guldsmed, vanddyr og vandkalve«, siger Knud Flensted.
Biolog Knud Flensted står hele tiden klar med kikkerten, så snart han ser en fugl på den grå efterårshimmel.
Det er ikke kun dyr og planter, man kan se med det blotte øje, der er flyttet ind på Peberholm uden hjælp fra mennesker. Det blev professor Hans Henrik Bruun og hans kolleger fra Københavns Universitet vidne til i forbindelse med et feltstudie på Peberholm.
Her opdagede de, at de mikroskopiske mykorrizasvampe, som lever i tæt symbiose med planter, hvor svampene skaffer fosfor til planten, som er nødvendig for dens vækst, mens svampene til gengæld får sukker fra planternes fotosyntese, kom til Peberholm fra Saltholm med sporer, der spredes med vinden eller med gæs, der flyver mellem Saltholm og Peberholm.
»Vi opdagede groft sagt, at de mykorrizasvampe, som ikke laver sporer, blev på Saltholm, mens de, der gjorde, lavede et øhop fra Saltholm til Peberholm. De sporedannende mykorrizasvampe har så hjulpet planterne på Peberholm til, at de har kunnet slå sig ned på den knap så frugtbare jord bestående af grus, sand og kalk, som stammer fra havbunden«, siger Hans Henrik Bruun.
Tag ved lære af Peberholm
De tre eksperter er enige om, at Peberholm i forbindelse med naturgenopretning i Danmark bør tjene som et godt eksempel på, hvad der sker, hvis man lader naturen få frit spil uden at styre den i en bestemt retning.
»Jeg tænker, at parterne i den grønne trepart skal tage ved lære af det store eksperiment på Peberholm. For lader man tingene komme af sig selv i et næringsfattigt miljø, får man vild natur med en mangfoldighed af truede og sjældne arter, som har det svært i kulturlandskabet, og som vi gerne vil hjælpe«, siger Knud Flensted.
For at nå den ambition vil det kræve, at man undgår muldjord, som er godt, hvis man dyrker grøntsager, men ikke gavner den store diversitet af planter, insekter og dyr.
Hans Henrik Bruun og hans kolleger har med Peberholm som inspirationskilde sat et forsøg i gang i år på Søholt Gods på Lolland, som Aage V. Jensens Naturfond har købt, hvor de har skrabet den næringsrige topjord af en forsøgsmark for at komme ned til den rå mineraljord nedenunder, som minder om den på Peberholm.
»Vi er lige startet, så jeg kan ikke sige noget om resultatet af vores eksperiment på Lolland. Men vores idé er, at vi ligesom på Peberholm vil se noget nyt og sjældent spire frem midt ude i noget, som har været dyrket med sukkerroer og hvede i århundreder«, siger Hans Henrik Bruun.
En kæmpe bunke kaninlort afslører, at kaniner også er flyttet ind på den kunstige ø Peberholm. Overvågningskameraer ved broen har afsløret, at det formentlig var en familiefar, som ikke nænnede at tage livet af dem.
Da vi går tilbage mod bilen på servicevejen, stjæler afføring fra dyr vores opmærksomhed. Det er en stor bunke kaninlort. Det er der en naturlig forklaring på, fortæller Hans Ohrt.
»For nogle år siden fangede vores overvågningskameraer på broen en person, der satte kaniner ud på Peberholm. Det var formentlig en familiefar, som ikke nænnede at tage livet af dem. De er lykkedes med at etablere sig, så nu er der også kaniner på øen«, siger Hans Ohrt.
Tidligere var der også harer på øen. De kom formentlig i isvinteren i 2010-11, da farvandet mellem Saltholm og Peberholm var frosset til, så harer fra Saltholm formentlig er vandret over isen til Peberholm.
»Harer render meget mere omkring, end kaniner gør, og de var ikke vant til trafikken oppe på motorvejen og blev ofte påkørt. Så bestanden af harer døde ud efter tre-fire år«, siger Hans Ohrt.
Hans Ohrt går på den menneskeskabte stensætning, som omgiver hele øen. Der er fyldt med fugleklatter, der dufter af fisk
Havørne og sæler
I det tiltagende regnvejr har vi kun én ting tilbage i forbindelse med vores besøg på Peberholm. Vi skal hen til den del af øen, hvor man har set skestorken yngle. I håbet om at se fuglen – som i øvrigt ikke er en stork, men en ibis – selv om ynglesæsonen er slut, og den måske er fløjet hjem til Afrika.
Da vi når frem til lokationen, følger vi med vores to eksperter ned til vandet og stiller os ud på den menneskeskabte stensætning, som indrammer hele øen. Der er fugleklatter fra massevis af havfugle på stenene, som frigiver en tydelig stank af fisk, som er fuglenes yndlingsmåltid.
Hans Ohrt og Knud Flensted tager deres kikkerter for øjnene og kigger først mod vest, hvor der står en flok af havfugle. Der er både skarv og sølvhejre i sigte, men ingen skestork.
En ung havørn med et vingefang på over 220 cm letter lige bag os og flyver over vores hoveder med kurs mod Saltholm.
Derefter retter de to eksperter kikkerterne mod den store koloni af cirka 100 gråsæler og spættede sæler, som ligger og hviler sig dels på stranden, dels på det lave vand ovre på Saltholm.
»Da man designede og skabte Peberholm, havde man endnu ikke besluttet, at man ville lade øen være et natureksperiment. Hvis man havde vidst det, kunne man have lavet nogle rastepladser for sæler lige her, så de også kunne være på Peberholm«, siger Hans Ohrt.
På vej hjem får vi øje på en stor flok stære på køreledningerne, som har en fest med de mange havtornbær, der findes på øen.
En gave til naturen
Før man besluttede at lade naturen få frit spil på Peberholm, havde man tanker om at bygge et kasino, en racerbane eller en ny bydel på øen, men de ideer faldt til jorden. Det var takket være ingeniør Finn Enemark, som arbejdede på Øresundsforbindelsen og var voldsomt interesseret i fugle, at tanken om at komme den vilde natur i møde blev født.
»Finn Enemark argumenterede for, at man skulle give Peberholm tilbage som en gave til naturen, som en lille kompensation for det store havområde syd for Saltholm, hvor fuglene var før, som blev inddraget i forbindelse med etableringen af Øresundsforbindelsen«, siger Hans Ohrt og fører os tilbage til bilen.
Da vi kører tilbage til tunnelen, hvor vi kom fra tidligere, kører vi forbi hundredvis af stære, som sidder på køreledningerne. I det øjeblik vi kører forbi, letter de og flyver videre i flok.
»I dag kan vi ikke kalde det sort sol, fordi det regner så meget. Lad os kalde det sort regn«, griner Hans Ohrt.
På vej ned i mørket i tunnelen, præciserer Knud Flensted.
»Husk nu, at det kun er, når en rovfugl i form af en vandrefalk, en dværgfalk eller en spurvehøg angriber, og stærene i forsvar klumper sig sammen til en rund kugle, at man med rette bør kalde det ’sort sol’. Så det vi så lige før var egentlig ikke ægte sort sol, som almindelige mennesker kalder det«, siger ornitologen med et glimt i øjet.
Til næste år har Øresundsforbindelsen 25-års jubilæum, hvilket blandt andet fejres med et broløb. Hvis man deltager, vil det måske være en god idé at holde ekstra øje med luftrummet, når man passerer Peberholm. For det kan være, at en flok skestorke kredser over øen og gør klar til landing.
Redaktion
Tekst: Lasse Foghsgaard
Tegning: Mads Pedersen
Foto: Nicolai West
Layout: Christine Cato
Redigering: Dorrit Saiets
Korrektur: Per Lykke
Redaktør: Kathrine Rossau