Lægers bijobberi stærkt overdrevet

Politikens leder 1. april startede med følgende: »Lægerne flygter fra de offentlige sygehuse. Nogle forlader det offentlige fuldstændigt og søger til private klinikker eller hospitaler; andre beholder deres job, men forsvinder ud på eftermiddagen til deres bijob«. Der er ’flygtet’ omkring 80-100 heltidsansatte special/overlæger til de egentlige privathospitaler, og antallet af ’bijobbere’, dvs. læger med heltidsansættelse på et offentligt sygehus, ligger på 300-500. Det skal ses i lyset af, at der på de offentlige sygehuse er godt 5.200 overlæger/speciallæger og knap 1.600 afdelingslæger. Hertil kommer godt 6.500 reservelæger. Indsnævrer man og antager, at det især er kirurger og narkoselæger, som er ansat eller bijobber på privatsygehusene, er der på de offentlige sygehuse omkring 2.000 kirurger – fra plastikkirurger til ortopædkirurger – og ca. 750 narkoselæger. Læger har mange forskellige former for bibeskæftigelse, hvoraf nogle kan være mere problemfyldte end andre – og nogle kan være tæt på uundværlige. Nærværende analyse fokuserer på offentligt ansatte hospitalslægers bibeskæftigelse på privathospitaler. Data stammer fra en ph.d.-afhandling, skrevet af Karolina Socha. Der er tale om en spørgeskemaundersøgelse blandt læger ansat på de offentlige sygehuse. Mere end 5.000 besvarelser indgår, og vi skønner, at undersøgelsen er rimelig repræsentativ. ANALYSEN belyser tre hovedspørgsmål: 1. Omfang af bijobberi, 2. Effekter, bl.a. i form af arbejdstiden på de offentlige sygehuse, og 3. Vurdering af, om det er en hensigtsmæssig og acceptabel praksis. Lad os se på omfanget først: Figuren viser de forskellige former for bijobberi. Samlet set har en stor andel af læger bijob, idet 43 pct. angiver en eller anden form for bibeskæftigelse, fra undervisning til bijob på privathospital. Den største gruppe er undervisning efterfulgt af bijob i den private behandlingssektor, her forstået som privathospital og som praktiserende speciallæge. Læger med bijob på privathospitaler var der i gennemsnit godt 5 timer om ugen, men med betydelig spredning. MEN HVAD så med effekten? Betyder bijob, at der er færre arbejdstimer til rådighed for det offentlige sygehus, hvor lægerne har deres hovedjob? Det er der overordnet set ikke meget, der tyder på. Læger med bijob har ikke kortere arbejdstid i deres offentlige stilling, og intet tyder på, at de er mindre engagerede i arbejdet på de offentlige sygehuse. Muligheden for bijob medfører reelt flere arbejdstimer – med den konsekvens, at ikke blot tjener de pågældende læger mere, men der bliver behandlet flere patienter, end der ellers ville være blevet. 60 pct. oplyser, at der ikke er mulighed for overarbejde på hovedarbejdspladsen. I den offentlige debat er det ofte underforstået, at alternativet til bijobberi på privatsygehusene skulle være (betalt) overarbejde. Der er heller ikke noget, der tyder på, at bijobberne skærer hjørner vedrørende opfyldelsen af de ugentlige arbejdstimenormer på hovedarbejdspladsen. 75 pct. arbejder over 40 timer om ugen. Og der er endda en svag tendens til, at jo mere man arbejder på det offentlige sygehus, jo mere arbejder man samtidig på privatsygehusene. MEN ER DET så en acceptabel praksis? Det er ikke usædvanligt med bijob. Således havde 13 pct. af sygeplejerskerne bijob i 2007. Blandt falckredderne har 25 pct. bijob. Andelen af læger med en eller anden form for bijob – 43 pct. – er dog høj. Den offentlige debat har især fokuseret på de 5 pct. med bijob på privathospitalerne. En ofte hørt formulering går på, om ’man kan arbejde for konkurrenten’, eller at der kan være habilitetsproblemer, fordi de pågældende læger angiveligt skulle henvise patienter, de ser på det offentlige sygehus, til behandling på det privathospital, hvor de selv bijobber. Med hensyn til det sidste skal blot bemærkes, at almindelig logik tilsiger, at påstanden ikke kan have meget på sig. I det omfang det måtte være tilfældet, tangerer det afskedigelsesgrund – og der findes kun et fåtal af sager, hvor det måske har været på kanten af det tilladelige. Hertil kommer, at man fra debatten får det indtryk, at offentligt ansatte hospitalslæger selv afgør, om en patient skal behandles privat – og dermed, at de på denne måde opbygger deres egen patientflok til behandling på privathospitalerne. For de offentligt betalte patienter på privatsygehuse (under 1-måneds garantien) skal retten være optjent og er ikke som sådan et lægeligt spørgsmål, ligesom der heller ikke er tale om en henvisning til et bestemt privathospital. Det er grundlæggende patienten, der vælger privathospital. Med hensyn til, om ’man kan arbejde for konkurrenten’, afhænger det af overenskomsten, og om, hvorvidt der er tale om en egentlig konkurrent. Med hensyn overenskomsten er der ikke noget formelt, der forhindrer læger i at have bijob. Ved 2008-overenskomsten blev oplysningspligten strammet med en ’Aftale om oplysningspligt ved bibeskæftigelse’, som ikke kræver sygehusledelsens godkendelse, men alene oplysning. Sygehusledelserne har således fuldt indblik i forekomsten af bibeskæftigelse, og det står dem eller afdelingsledelserne frit for at være særligt opmærksomme på, om der er problemer. HVAD ANGÅR spørgsmålet om konkurrentforholdet, er der tale om uklar tænkning. F.eks. skulle man jo i givet fald også interessere sig for de knap 6 pct., der har vikaransættelse på andre offentlige sygehuse, men dette er interessant nok ikke fremme i debatten. Spørgsmålet er derfor, hvad der mere konkret skal forstås ved konkurrent – og om det især er private konkurrenter, ikke andre offentlige konkurrenter, der er problemet.