Danmark og danskerne er en integreret del af en globaliseret verden.

Vi kan dybest set kun forstå os selv, når vi sammenligner os med andre lande og deres befolkninger.

Her er god, uafhængig og troværdig statistik fuldstændig nødvendig, hvis vi ønsker at blive sammenlignet både på langs i tid og på tværs i samfundet.

Med relevant statistik kan forskelle og ligheder fremhæves, analyseres og problematiseres.

Det er også den tanke, der ligger bag FN’s såkaldte Verdensstatistikdag, der første gang blev markeret 20. oktober.

På den baggrund burde vi måske stoppe op og betragte os selv og vores naboer i et digitalt lys.

I daglig tale henvises der tit til den såkaldte skandinaviske velfærdsmodel, når snakken falder på den danske social- og velfærdspolitik. Og det sker med god grund.

De skandinaviske lande ligner på mange måder hinanden. Vi har et sprog, der med lidt god vilje kan forstås af hverandre.

Vi har langt hen ad vejen også en fælles historie og kulturbaggrund – og så er vi vant til dårligt vejr.

Landenes velfærds- og socialpolitik har også mange – socialdemokratisk lignende – fællestræk.

I faglig sammenhæng kaldes denne form for socialpolitik for et universelt velfærdssystem, da de sociale ydelser er universelle på den måde at forstå, at det ikke kræver et særligt optjenings- eller opsparingsprincip at blive omfattet af ydelserne.

På samme vis som disse ydelsestyper historisk set blev introduceret i de skandinaviske lande inden for stort set den samme tidshorisont, ser det også ud til, at de selv samme landes velfærdsydelser i de senere år er kommet under voldsomt politisk pres eller direkte udfasning.

For overhovedet at kunne sammenligne forskellige landes økonomiske og sociale udvikling er det vigtigt, at der er udviklet fælles standarder for, hvordan man statistisk set kan belyse udviklingen.

Det er faktisk ikke nogen helt let sag. Lande, der tilsyneladende ligner hinanden, f.eks. de skandinaviske, viser sig meget hurtigt i den virkelige verden at være ret så forskellige.

De har langtfra samme type af lovgivning, og de har i konsekvens af dette også indrettet de offentlige institutioner meget forskelligt.

For overhovedet at få hold på denne forskellighed er det vigtigt, at statistikkerne i de forskellige lande opgøres efter ensartede internationalt bestemte retningslinjer, eller at en international organisation påtager sig det arbejde at samordne de forskellige nationale statistikker i en fælles offentliggørelsesform.

Her har bl.a. Nordisk Råd, OECD, FN og EU spillet en helt afgørende rolle.

Med deres betydelige indsats er det efterhånden muligt at kunne sammenligne ganske mange nationale, nordiske, europæiske og internationale statistikker med hinanden.

I en mere og mere globaliseret verden er fælles statistikstandarder ligefrem blevet et must for både almindelig oplysning og demokrati.

Danmark har da også fulgt godt med i udviklingen, om end der stadig er betydelige forbedringsmuligheder.

I Danmark kan vi faktisk glæde os over, at der efterhånden kun er ganske få officielle statistikker, der ikke kan sammenlignes på tværs af nationalgrænserne.

Det er muligt, men stadig besværligt.

For de nordiske lande er statistiske sammenligninger blevet betydeligt lettet for brugerne gennem Nordisk Statistisk Årbog, der udgives af Nordisk Ministerråd, men som udarbejdes af Danmarks Statistik.

I denne bog findes der alle hånde statistiske sammenligninger på kryds og tværs af de nordiske lande. Der findes f.eks. befolkningsopgørelser, erhvervsstatistik, statistik over sociale forhold, nationalregnskaber og indkomstforhold.

Ja, der er næsten ikke det, som kan tælles på tværs af landegrænserne, der ikke er med.

I disse år er der stor opmærksomhed på fattigdom og fattigdomsbekæmpelse. 2010 er faktisk det år, som EU har udnævnt til at være et særligt fattigdomsår.

Guderne skal vide, at det absolut ikke er en nem opgave at finde et operationelt fattigdomsbegreb. EU er også meget varsom med at tage det i sin mund.

Alligevel opstiller de et statistisk mål for noget, som de kalder risiko for fattigdom. Denne risiko for fattigdom opstår for den person- eller familiegruppe, der har under 60 pct. af medianindkomsten (et slags indkomstgennemsnit) for hele gruppen.

Hvis man accepterer denne form for fattigdomsafgrænsning, kan man konstatere, at de nordiske lande har en væsentlig lavere andel af fattige end resten af EU-landene.

I Sverige og Danmark har ca. 12 pct. af alle husstande en risiko for at leve i fattigdom. Tallet er noget mindre for Norge, men som sagt væsentligt højere for EU som helhed.

Det er også interessant at se, at enlige med børn har væsentligt bedre vilkår i Danmark sammenlignet med de øvrige nordiske lande.

I Danmark lever 16 pct. af de enlige med børn af en indkomst, der udsætter dem for en fattigdomsrisiko.

I Sverige og Norge er de tilsvarende andele på 21 og 26 pct., mens andelen for alle EU-landene er på 35 pct.

Enlige er helt generelt mere udsat for en fattigdomsrisiko end folk, der lever i parforhold.

I Danmark lever hele 27 pct. af enlige under 64 år i en risiko for fattigdom, hvilket er en lidt større andel end i Sverige, hvor 24 pct. af de enlige er udsat for en fattigdomsrisiko.

I Norge er andelen på 28 pct., mens EU måske lidt overraskende har en lavere fattigdomsrisiko med 24 pct. af denne befolkningsgruppe.

I et fattigdomsperspektiv er det absolut ikke uinteressant at se, at det er par med børn, der statistisk set er den gruppe, der har den mindste fattigdomsrisiko – og her kommer Danmark faktisk rigtig flot ud af sammenligningerne.

Kun 4-5 pct. af alle børnefamilier i Danmark er udsat for en fattigdomsrisiko, mens tallet for Sverige er 6-9 pct. og for EU som helhed helt oppe på 12-14 pct. Og her taler vi om virkelig store befolkningsgrupper.

Så selv om man kan konstatere store indkomstforskelle inden for landets grænser og mellem de nordiske lande, må man også konstatere, at indkomstforskellene mellem de forskellige befolkningsgrupper i et internationalt perspektiv er relativt små.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at her spiller den skandinaviske velfærdsmodel med store indkomstoverførsler og høje personskatter en betydelig rolle for den indkomstlighed, der trods alt er den dominerende.