Der udspiller sig for tiden en ejendommelig sag vedrørende en psykologs tavshedspligt.

Landsretten ønsker at vide, om psykologen i forbindelse med sit arbejde har fået forevist nogle billeder, der skulle vise tortur, af en af sine klienter.

LÆS OGSÅTavs psykolog: Mine klienter risikerer tilbagefald

Psykologen nægter at udtale sig og henviser til tavshedspligten. Både psykologen og psykologforeningen hævder, at deres fastholden af tavshedspligten bunder i hensynet til de hjemvendte soldater.

Men hvad er egentlig formålet med psykologers tavshedspligt? Jeg antager, at det er væsentligt for soldater og andre at have et frirum, hvor de i fortrolighed kan fortælle om tanker og følelser i forhold til de ting, de har oplevet, og i forhold til deres kolleger, familier og andre nære relationer.

Men er det det, Landsretten vil have psykologen til at fortælle om? Som jeg har forstået det, ønsker Landsretten nogle helt konkrete oplysninger, nemlig: Har psykologen set billeder eller andre egentlige beviser på, at der er foregået tortur?

PSYKOLOGFORENINGMan kan ikke gøre terapilokalet til et forhørslokale

Hvis psykologen ikke har set den slags egentlige beviser, vil afhøringen formentlig blive meget kort.

Hvad tolken måtte have fortalt psykologen om sådanne episoder, har næppe den store interesse, idet det jo er alment kendt, at psykologer ikke nødvendigvis får den objektive sandhed fra deres klienter, men den sandhed, som klienten har oplevet.

Og endnu mindre vil landsretten naturligvis interessere sig for tolkens tanker og følelser i denne forbindelse. De er komplet irrelevante for landsrettens arbejde.

Når man nu er så optaget af, at soldater skal bevare tilliden til psykologer, kunne man jo fra psykologforeningen have sagt: I skal ikke være bange. Jeres tanker og følelser bliver ikke udstillet.

Psykologen vil blot svare på nogle konkrete spørgsmål om, hvilket materiale hun har set.

SOLIDARITET400 rasende psykologer støtter kollega

Men man beroliger ikke soldaterne, fordi man bruger denne sag som løftestang for et politisk ønske om at få fuld vidnefritagelse ligesom præster.

Et ikke helt urimeligt ønske i betragtning af at psykologerne i høj grad har overtaget præsternes rolle som sjælesørgere i det moderne samfund.

Men det er svært for mig at forstå, at psykologen helt nægter at vidne. Hvorfor ikke høre spørgsmålene, og se om de kan besvares uden at prisgive tolkens tanker og følelser - og dermed det, som psykologers tavshedspligt skal beskytte?