»Et af de største selvmål i britisk politik nogensinde«.

Sådan karakteriserede den tidligere leder af de liberale, Paddy Ashdown, den britiske premierminister David Camerons veto til en ændring af EU-traktaterne i sidste uge.

Mens alle øvrige 26 EU-lande var villige til at ændre traktaterne, så eurozonen kunne indføre ny økonomisk disciplin og dermed – forhåbentlig – skabe fornyet tillid i markederne, valgte Storbritannien som det eneste land at blokere.

LÆS OGSÅTænketank: Cameron rejste til Brxuelles som bulldog

Det tvang eurozonen til at løfte deres samarbejde uden for EU-traktaterne og over i en mellemstatslig aftale: en såkaldt finansiel pagt, hvis juridiske status stadig er meget uklar.

I begrundelsen for sit veto sagde Cameron, at briterne havde bedt om, men ikke fået, undtagelser for en eventuel finansiel regulering af ’The City’, som Londons finanscentrum populært kaldes.

I realiteten handlede det om højt spil, der kørte helt af sporet for en konservativ politiker. Cameron så en kortsigtet fordel i at please sit yderst EU-skeptiske bagland og en antieuropæisk tabloidpresse, der havde jagtet ham, siden han rykkede ind i Downing Street 10 for halvandet år siden.

LÆS ARTIKELBritisk EU-veto splitter regeringspartier

Ifølge kilder i det britiske udenrigsministerium, som den britiske avis Financial Times er kommet i besiddelse af, var ønsket om at beskytte ’The City’ imidlertid blot en dårlig undskyldning opfundet til lejligheden. Indtil ganske kort før topmødet i Bruxelles havde ingen i ministeriet hørt netop det argument for et eventuelt veto på topmødet.

Camerons forhandlingsposition var dermed efter alt at dømme bluff. Han havde jævnført sin regeringspartner, liberaldemokraten Nick Clegg, ingen reel intention om (eller mandat til) virkelig at trække tæppet væk under eurozonen og tvinge den ud af EU-traktaterne.

Men som Jonathan Powell, tidligere rådgiver for Tony Blair formulerede det i Financial Times i fredags, »... skal man aldrig bluffe, hvis man ikke er i stand til at leve med konsekvenserne af, at bluffet bliver afsløret«.

Det blev afsløret, og Storbritannien ligger nu, som det har redt: marginaliseret, isoleret og sandsynligvis uendelig ligegyldigt i fremtidens europæiske politik.

LÆS OGSÅSkotter raser over Camerons EU-modstand

Det ironiske eller måske endog tragikomiske i hele denne ballade om beskyttelsen af The City er imidlertid, at den omtalte finansielle regulering sandsynligvis vil kunne vedtages alligevel – uden om Storbritannien.

Det skyldes, at forslaget om beskatning af finansielle transaktioner kan defineres som en indre markeds-retsakt, der kun kræver kvalificeret flertal. Alt tyder i øjeblikket på, at der vil være et sådant flertal.

Ergo har Cameron tabt på to fronter. Han har mistet sin stemme i det europæiske samarbejde og har samtidig ingen mulighed – så længe han ønsker at vedblive at være en del af det indre marked – for at påvirke den lovgivning og regulering, som under alle omstændigheder kommer til at gælde i Storbritannien.

Eurozonelandene – og de øvrige lande, der vil tilslutte sig den finansielle pagt – vil nemlig mødes en gang om måneden fremover, og her vil de i fællesskab beslutte størstedelen af det indre markeds lovgivning med flertal.

LÆS ARTIKEL Presset Cameron bed fra sig i Underhuset

Storbritannien vil, som en kommentator i Financial Times har formuleret det, få en status som Norge (der som bekendt kopierer al indre markeds lovgivning uden at have nogen indflydelse på den) – blot uden olie!

Som Nick Clegg – lederen af de Liberale Demokrater og en overbevist europæer – formulerede det i weekenden til flere britiske medier, er det ikke kun et spørgsmål om Storbritanniens fremtidige isolation i Europa og den store mistillid fra de andre europæiske hovedstæder, man nu har skaffet sig på halsen:

»For Washington – som briterne eller bryster sig af at have et særligt forhold til – bliver vi også helt og aldeles uinteressante. USA vil ikke længere kunne se en fordel i at have et tæt forhold til et isoleret og marginaliseret Storbritannien, der sejler alene rundt i Atlanten. Vi er med et slag blevet en pygmæ i verden«.

Briterne, som ikke selv er med i euroen, har med et slag sat deres hele troværdighed i europæisk politik over styr og er måske på vej helt ud af det europæiske samarbejde.

Flere iagttagere på kontinentet har allerede spurgt sig selv, hvilken adkomst britiske EU-skeptiske konservative egentlig har til at ødelægge en helt nødvendig reform af eurosamarbejdet, når de end ikke selv er en del af den fælles mønt?

Burde briterne ikke i stedet have udvist civil courage, pakket deres kuffert og meldt sig ud af det EU, de bryder sig så lidt om?