Da vi i samarbejde med Politiken inviterede til debat om Danmarks fremtidige udviklingspolitik var det for at få kritiske og konstruktive indspark til, hvordan vi kan styrke det danske udviklingssamarbejde.

Udviklingsdebatten skal ud af de lukkede lokaler, hvor eksperter og organisationer debatterer med hinanden. Det er den i den grad lykkedes. Tak til Politiken for samarbejdet, til debattørerne for stærke og inspirerende indlæg og til læserne for stort engagementet på bloggen.

LÆS OGSÅ»Jeg er åbenhedsfanatiker«

Det er vigtigt, danskerne står samlet om udviklingspolitikken og Danmarks kontante bidrag til bekæmpelse af fattigdom. En spritny undersøgelse viser, at danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet er stor. Men den er faldet markant, siden vi sidst fik en udviklingsstrategi i 2010. Fra 76 % til 60 % på kun et år.

Det tror jeg skyldes den markante finansielle krise, det store underskud på statens budgetter og den politiske splittelse, der har ramt udviklingsbistanden de sidste år. Også derfor er det vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at fortælle, at udviklingssamarbejdet ikke kun er en investering i at afskaffe fattigdommen. Det er i høj grad også en investering i vækst og arbejdspladser, i en mere fredelig verden og færre flygtninge.

Det er derfor også en investering i os selv. Og jeg håber, at vi igen kan samle alle partier i folketinget om en fælles og langtidsholdbar strategi.

Debatten er ufuldstændig, hvis vi ikke tager vores partnere i udviklingslandene med. Det er klart, at vi skal lade landene være med til at præge deres egen udvikling, men ikke med en almissetilgang om blot at inddrage ”hjælpens modtagere”, som Ravinder Kaur fra Københavns Universitet peger på.

Vi skal stræbe efter at tage debatten med dem som ligeværdige partnere. Jeg er i disse dage bl.a. i Kenya, hvor jeg selv tager dialogen direkte.

Jeg vil fortsætte debatten med partnere i andre samarbejdslande, som jeg besøger i de kommende måneder. Og alle relevante ambassader bidrager og engagerer sig. Det er helt grundlæggende for vores fokus på rettigheder, åbenhed og inddragelse, at vores prioriteter fastlægges i aktiv dialog med vores udviklingspartnere.

LÆS ARTIKELVirkelighedsnær udviklingspolitik efterlyses

Jeg vil godt sige til de, der mener udviklingssamarbejdet er spild af penge. Ja, der har været kiksere gennem de snart 50 år, vi har forsøgt at hjælpe verdens fattige. Men hovedkonklusionen, at det virker. Tallene taler deres eget meget tydelige sprog.

I forhold til 1990 er der i dag 400 millioner færre fattige, og 58 millioner flere fattige børn får i dag nok mad til, at de kan overleve. 1,6 milliarder mennesker har nu adgang til rent drikkevand. Over 90 % af udviklingslandenes børn kan nu gå i skole.

I Burkina Faso har næsten en million mennesker fra de fattigste landsbyer i samarbejde med Danmark fået adgang til rent drikkevand. I Nepal har vi været med til at sikre, at 1 million flere børn klarer skolen helt til 10. klasse.

Dette er blot eksempler på de resultater, som udviklingssamarbejdet skaber for verdens fattige. Den gode nyhed er, at en lang række fattige lande, også i Afrika, nu oplever markant og høj økonomisk vækst – skabt på det fundament af uddannelse og sundhed, som udviklingssamarbejdet i den grad har bidraget til.

Men udviklingssamarbejdet skal selvfølgelig blive endnu bedre. Det er derfor, jeg har sat gang i arbejdet med en ny, bedre og mere effektiv strategi.

Mange har i debatten stillet spørgsmålet: Hvad betyder en rettighedsbaseret tilgang til udvikling?

Poul Engberg-Pedersen advarer imod, at lade rettigheder styre udviklingspolitikken. Er det en mirakelkur – eller et akademisk påfund? Det er ingen af delene, og det er heller ikke så kompliceret, som mange gerne vil gøre det til.

LÆS OGSÅDanmark risikerer at blive korsfarer

Vi skal kæmpe for menneskerettighederne, fordi de er fundamentale og universelle. De udgør en af de flotteste og stærkeste ideer, menneske-heden har skabt, og de har været drivkraften bag enorme forandringer i verden.

Bare se på borgerne i Tunesien, Burma og Sydafrika. Og på demonstranterne i Syrien, som kræver deres ret, selvom de bliver mødt med køller og geværer. Menneskerettighederne er det fundament, vi bygger demokratiske samfund op på. De er noget, vi og verden bør samles om.

Menneskerettighederne gør os derfor ikke til "korsfarere". Tværtimod. De skaber grundlag for et langt mere ligeværdigt - og forpligtende - partnerskab.

Jacob Mchangama mener, jeg afsporer fokus fra vækst, når jeg vil gøre rettigheder til omdrejningspunkt for udviklingspolitikken og opfordrer til at fokusere på frihedsrettighederne. Mcangama har ret i, at vækst er helt afgørende for fattigdomsbekæmpelse.

Det er klart, at der skal være noget at omfordele. Men vækst alene gør det ikke, som Carol Rask skriver. Mange steder kommer den slet ikke de fattige til gode, men ender i lommerne på en korrumperet magtfuld elite. Når vi bruger rettigheder – også de økonomiske og sociale rettigheder - som afsæt for udviklingssamarbejdet, betyder det, at vi også vil arbejde for, at væksten skaber arbejdspladser og bliver brugt til skoler, sygehuse og veje.

I Ghana har Danmark været med til at sikre, at indtil videre halvdelen af befolkningen har et sygesikringskort, som giver dem adgang til sundhedsvæsenet.

Wien-konferencen i 1993 slog netop fast, at rettighederne er individuelle, udelelige og indbyrdes afhængige. Det er de også i praksis.

Det opmuntrende er, at se, hvordan fattige mennesker i utallige lande nu kæmper for retten til mad, uddannelse og basale sundhedsydelser ved at bruge deres ytringsfrihed, organisationsret, retten til information eller endda gør det gennem formelle retssager. Det betyder mindre fattigdom og bedre fordeling. Derfor er en rettighedsbaseret tilgang afgørende.

Det er dog helt rigtigt, at udviklingssamarbejdet skal bidrage til en mere bæredygtig produktion i udviklingslandene, der kan forbedre folks levevilkår.

DEBATVi skal ikke købe kaviar og kampfly

Per Pindstrup-Andersen peger i sit indlæg på, ”at et meget stort antal landbofamilier er fanget i en fattigdomsfælde, som de ikke kan komme ud af; ikke fordi de er dovne eller dumme, men fordi de institutioner, den infrastruktur og de markeder, som skaber det økonomiske miljø, de lever i, gør det umuligt.” Jeg er 200 % enig.

Den fattige landmand er hidtil blevet beskattet og forsømt, fanget i konflikt og korruption, straffet af manglende investeringer i landområder og infrastruktur og udkonkurreret af landbrugsstøtteordninger i rige lande. Men hver gang landmandens indtjening stiger med 1 krone, stiger landets samlede indtægt med over det dobbelte – og fattigdommen falder.

Derfor mener jeg, at vi skal investere i at gøre landbrugserhvervet i udviklingslandene konkurrencedygtigt og grønt.

Her har vi, som Susie Stærk Ekstrand skriver, meget at byde på i Danmark, fra landbrugsorganisationer til landbrugsforskning og forarbejdning. Og vi skal, som Mogens Buch Hansen påpeger, samtidig sikre, at det kan betale sig for fattige landmænd at bevare ”bierne og skovene” gennem betalinger for miljø- og naturydelser.

Her er der god inspiration fra både Kina, Mellemamerika og fra EU, hvor nye programmer sikrer et landbrug, der samtidig sætter fokus biodiversitet og klima. Samme grundlæggende pointer gælder også for udviklingen af fiskeriet som anført af Thomas Augustinus og Sten Sverdrup-Jensen, og er der muligheder for at Danmark kan gøre en forskel, f.eks. i Somalia, så forsøger vi.

Mere bredt anerkender mange kommentarer nødvendigheden af grøn vækst. Alt peger på, at vi bevæger os mod knaphed og høje priser på alt fra energi, metaller og til fødevarer.

Priserne er steget markant de sidste år, og det skaber bekymring. Derfor skal ressourceknaphed tænkes ind i alle udviklingstiltag, som Katherine Richardson skriver i sit indlæg: Væk er de dage, hvor man kunne støtte udviklingslandene ved at forære dem vores brugte, umoderne og ener-gislugende computere og traktorer!

LÆS INDLÆGKlimaekspert: Ulandene kan ikke reddes med umoderne traktorer

Vi skal aktivt bidrage til, at væksten bliver grøn. Det kræver også en langt stærkere indsats for at udbrede bæredygtige energiformer. Manglende adgang til energi er en markant barriere for vækst og udvikling. Og kan vi udvikle nye bæredygtige former for biobrændsler, skal det bestemt også indgå, som Steen Riisgaard foreslår.

Jørgen Madsen opfordrer til øget samarbejde om forskning og uddannelse – og flere stipendier til unge fra verdens fattige lande. Det er en god ide, som jeg gerne vil forfølge. Da jeg i november mødtes med unge afghanere i Kabul, efterspurgte de netop stipendier i udlandet.

Da jeg for nylig var i Burma og mødte industriministeren, talte han længe og varmt om dengang for 40 år siden, hvor han blev efteruddannet som sømand i Frederikshavn. Forskning, uddannelse og stipendier kan give viden, værdi, forståelse og samarbejde på tværs af landegrænser. Udviklingssamarbejdet bør bestemt være ”meget mere end penge”.

Peter Viggo Jacobsen og andre advarer imod, at vi tænker i siloer, og understreger, at vi skal sikre, at udenrigs-, udviklings- og handels- sikkerhedspolitikken tænkes bedre sammen. Det er jeg helt enig i. Verden derude hænger sammen, og vi kan ikke skille det ene fra det andet. Vi skal sammentænke, sammentræne og sammenudvikle.

Men vi skal stadig i en række tilfælde passe på med at sammenblande indsatserne. Det kan give dårligere resultater og øget risiko - både humanitært og militært.

Men det er en afgørende pointe, at tingene hænger sammen. Sikkerhed skal i høj grad komme gennem uddannelse og arbejdspladser, gennem konkrete fremskridt for befolkningen. Ellers er der alt for kort vej tilbage til konflikt.

LÆS OGSÅHvorfor må hjælpens modtagere ikke deltage i debatten?

I Afghanistan er det netop skoler og sundhedsklinikker, der langsomt overbeviser afghanerne om, at fremtiden er langt bedre uden konflikt og Taleban. De samme fremskridt skal vi sikre i de dele af Somalia, hvor konflikten nu holdes nede, og i Burma, hvor våbenhvileaftalerne skal følges op med konkrete fremskridt for befolkningen. Christian Balslev-Olesen slår fast, at det skal med i den nye strategi. Jeg er enig.

Sammentænkningen er særlig vigtig i verdens skrøbelige stater, som vi skal og vil engagere os mere i. Det giver også øget risiko for, at projekterne kan slå fejl. Men som Mette Bock fra Liberal Alliance skriver: Risikoen kommer man ikke udenom, hvis man vil give en udviklingsbistand, der reelt kommer verdens fattigste til gode. Den pointe gælder generelt, og den skal vi blive bedre til at forebygge og formidle.

Mette Bock fra Liberal Alliance og en række andre indlæg fokuserer også på behovet for at fjerne de barrierer, der holder fattige mennesker i fattigdom. Bock og Mchangama peger blandt andet på kampen mod korruption, for frihandel og for beskyttelsen af ejedomsretten. Det kan jeg kun være enig i. Det er bestemt afgørende for en rettighedsbaseret strategi.

Mange indlæg peger på befolkningstilvæksten som en stort problem. Vi skal bestemt forholde os til befolkningstilvæksten i den nye strategi, men løsningen er ikke sterilisation eller tvang, men uddannelse og udvikling – og en markant styrkelse af kvinders rettigheder og muligheder. Så falder børnetallet markant. Det er er allerede lykkes i en lang række lande. Og det har stor betydning for udviklingen.

Det var kun en flig af debatten. Det er umuligt at kommentere på det hele, men alt er læst, og det kommer med i strategiarbejdet som væsentlige indspark. Men vi må også erkende, at vi skal prioritere benhårdt i den nye strategi.

Mange tak for de mange inspirerende, kloge, provokerende og tankevækkende bidrag!

Debatten fortsætter. I forbindelse med forskellige offentlige arrangementer, i vores direkte dialog med repræsentanter for folkelige organisationer, erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og eksperter, i mine drøftelser med ministre og folkelige organisationer i udviklingslandene – og afgørende i et demokrati – i den politiske dialog med Folketingets partier.

Vi forventer, at have et strategiudkast klar til offentlig høring i april.

Håber, I fortsat vil deltage og bidrage. Igen, mange tak for bidragene.