Mens antallet af telefonaflytninger skal registreres, afviser justitsministeren at holde styr på, hvor mange gange politiet udnytter muligheden for at overvåge mistænktes private computere.

Siden 2002 har det ellers været muligt for dansk politi med en dommerkendelse i hånden at installere et ’snifferprogram’ i mistænktes computere, hvis der er mistanke om en forbrydelse, der kan give minimum seks års fængsel.

Hvor mange gange computeraflytninger anvendes, har hverken politi eller justitsministeren imidlertid kendskab til. Og de ønsker heller ikke at få det.

LÆS OGSÅ Danske journalister aflyttet af politiet

Det fremgår af et svar til Folketingets Retsudvalg, som justitsminister Morten Bødskov (S) har afgivet for ganske nylig.

Her afviser han at undersøge, hvor mange gange politiet har været inde og installere overvågningssoftware på mistænktes computere. Begrundelsen er: »Det er ikke muligt at angive, hvor mange gange politiet har iværksat dataaflæsning uden at foretage en ressourcekrævende manuel optælling i de enkelte politikredse«.

Nu kan man selvfølgelig have sine tvivl, om det virkelig er så svært for politiet at sætte et kryds i et af deres systemer, hver gang de har taget computerovervågning i anvendelse. Men endnu mere mærkværdigt er det dog, at ingen tilsyneladende har lyst til at undersøge sagen.

Man skulle forvente, at det er i politiets interesse at finde ud af, hvor mange af deres computerovervågninger der totalt set fører til sigtelser. Ligesom det er i Folketingets interesse at få overblik over, hvordan dette efterforskningsredskab, som de gav politiet i 2002, bliver anvendt i praksis.

LÆS ARTIKELMinister kan være offer for computer-hacking

Det virker paradoksalt, at der på den ene side er regler om, at antallet af telefonaflytninger skal registreres, fordi man regner dem som et stort indgreb. På den anden side gøres der intet for at registrere antallet af computeraflytninger.

Det selv om disse ofte er et endnu større indgreb end telefonaflytninger. Computere kan således indeholde hele ens livshistorie i form af e-mail, besøgte hjemmesider, feriefotos, tastetryk etc.

Politiet må selvfølgelig gerne have adgang til at bruge avancerede metoder til bekæmpelse af kriminalitet – hvis det foregår på betryggende vis. Problemet er blot, at det ser ud til at være noget uklart for såvel offentligheden som for myndighederne, om det nu også er tilfældet.

Kommer der derfor ikke gennemsigtighed både i myndighedernes egne rækker og over for offentligheden, risikerer tilliden til politiet at blive svækket. For uundgåeligt rejser der sig spørgsmålet om, hvor mange uskyldige der bliver overvåget, for hver kriminel der snuppes?

Det er et spørgsmål, der bliver stadig mere vigtigt at få et svar på, idet den teknologiske udvikling vil føre stadig flere og stadig mere avancerede digitale overvågningsværktøjer med sig og hermed gøre det uhyre let at overvåge store grupper af mistænkte.