Kina er nu verdens andenstørste økonomi, og vi har vænnet os til tanken om, at Kina ligger i overhalingsbanen, når det gælder økonomisk vækst.

Men vil Kina inden længe også overhale os, når det kommer til udvikling af innovative kompetencer?

LÆS OGSÅDet asiatiske skolemirakel truer os

I nyere tid har vi i Vesten været de innovative, mens kineserne har masseproduceret, hvad vi opfinder og designer. Men overhalingsscenariet bliver nu diskuteret i vestlige regeringskontorer, fordi kinesiske universiteter hvert år uddanner flere kandidater end noget andet land i verden.

Spørgsmålet er dog, om vi skal se relationen mellem Kina og os i dette overhalingsperspektiv. Måske skal vi nærmere tænke i komplementære kompetencer; for Kina er ikke nødvendigvis på vej i samme retning som os i udvikling af kompetencer – og ønsker det måske heller ikke.

Hvis vi ser på antallet af højtuddannede kinesere, så har Kina på kort tid præsteret kraftigt at udvide antallet af studerende på erhvervsfaglige og videregående uddannelser, som det fremgår af tabellen.

Målet med denne ekspansion er det samme som det vestlige mål, nemlig udvikling af innovative vidensmedarbejdere. Men kinesiske vidensmedarbejdere bliver klædt anderledes på i uddannelsessystemet end eksempelvis amerikanske eller danske vidensmedarbejdere.

Siden den kinesiske leder Deng Xiaoping i 1978 satte gang i en reform af de erhvervsfaglige og videregående uddannelser, har disse uddannelser været underlagt en løbende reform.

En væsentlig målsætning har været at »uddanne specialister med innovative kompetencer og praktiske færdigheder i at omsætte disse kompetencer«. I processen har uddannelsesreformatorerne været åbne over for ideer om nye undervisningsmetoder fra andre lande.

De har bl.a. indført interaktive undervisningsformer, der skal fremme kreativitet og selvstændighed i modsætning til den traditionelle lærerstyrede undervisning med disciplin og udenadslære. Men de udenlandske metoder tilpasses den kinesiske kontekst.

LÆS OGSÅNy rangliste sender kendte universiteter på rutsjetur

Et eksempel fra et østkinesisk universitet illustrerer, hvordan interaktiv læring bliver tilpasset kinesiske normer og praksis – og derved er med til at skabe en kinesisk forståelse af innovative kompetencer, der måske nærmere er komplementær end direkte konkurrerende med vores tilgang:

Universitetet har forsøgt at indføre en ny undervisningsmetode til at oparbejde de studerendes kreative og løsningsorienterede kompetencer, hvilken er bedst kendt fra den amerikanske undervisningsmodel – nemlig problemorienterede casestudier med klassediskussion.

Både kinesiske undervisere og studerende er interesserede i casestudier, fordi det giver dem nye muligheder for at inddrage virkelighedens problematikker i undervisningen.

Men i det kinesiske eksempel anvendes casestudier på den måde, at underviseren ved forelæsninger forklarer løsningen af casens problemer for de studerende. Det er sjældent, at de studerende får lejlighed til at fremlægge mundtligt eller diskutere casen. Resultatet bliver, at den traditionelle lærerstyrede forelæsningsstil bliver reproduceret med tilføjelse af nye praktiske komponenter.

Reproduktionen bunder ikke kun i, at det er svært at ændre læringsstil, men også i den måde, hvorpå reformprocessen gennemføres. Der er eksempelvis ikke gjort meget for at ændre på eksamenssystemet, der opmuntrer til udenadslære.

Uddannelsesreformatorerne står derfor over for den udfordring, at de skal udvikle kreative og innovative, men ikke kritiske individer. I modsætning til os ser de dog ikke nødvendigvis noget problem i at integrere disciplin med kreativitet og innovation, muligvis fordi innovation bliver opfattet mere som en teknisk end en kreativ proces.

Dette udmøntes i det østkinesiske eksempel ved, at universitetet på de mere tekniske og organisatoriske områder inden for uddannelsesplanlægning tager store skridt mod at tilpasse sig globale standarder for uddannelse og kompetenceudvikling.

Men når det kommer til undervisningsmetoder og fagligt indhold, der former tankemåder, er undervisningen stadig dybt indlejret i den kinesiske tradition for disciplin og kontrol. Dette tyder altså på, at der på kinesiske universiteter bliver udviklet undervisningsformer, der giver de kinesiske vidensmedarbejdere andre kompetencer end vores vidensmedarbejdere.

LÆS OGSÅForskere og studerende begår akademisk bedrageri

En sammenligning med den autoritære singaporeanske stat kan måske understøtte dette synspunkt. Begge økonomier retter sig mod internationale standarder og ideer, men de fastholder den autoritære styreform og målet om et kollektivt orienteret samfund.

Dette giver ikke grobund for relativt frie og ukontrollerede innovations- og kreativitetsprocesser, som vi kender i de nordiske lande, men for en kontrolleret innovationsproces.

Både Kina og Singapore har vist, at de med stærk statslig styring har kunnet skabe succesfuld videreudvikling af ideer, design og produkter, der er ’undfanget’ andre steder – og gennem denne proces har de udviklet deres egen selvstændige innovationsplatform.

Det ser ud, som om Kina er i gang med samme proces inden for det videregående uddannelsessystem. Således kan man tænke sig, at de om et par generationer producerer innovative vidensmedarbejdere, der komplementerer vores innovationsprocesser – nærmere end overtager dem.

Vi skal derfor ikke fokusere så meget på at blive overhalet af Kina, men i stedet lade os inspirere og udvikle det, vi er gode til.