Dengang i 70’erne – skolen i parcelhusforstaden var nybygget, fysiklokalet glimtede af nye instrumenter, og lærerne var friske og nyuddannede. Jeg kan huske, hvordan vi tullede ind med vores røde skoletasker med indkøbt passer og lineal, klar til et nyt skoleår, til ny viden. Og der stod så en langhåret, bebrillet ung mandlig fysiklærer og kiggede ud over klassen, hvorefter han sagde: I piger kan sætte jer bagest, for fysik er alligevel ikke noget for jer.
Jeg var målløs. Jeg skulle jo være ingeniør! For min far, der hverken var venstreorienteret eller feminist, syntes, at det var naturligt, at hans døtre fik en lang naturvidenskabelig uddannelse. Den dag i fysiklokalet oplevede jeg for første gang, at nogen forventede, at jeg skulle glide ind bag et usynligt tæppe på grund af mit køn; at det blev defineret, at de synlige, dem på første række, var drengene – uanset at adskillige af dem var betydeligt dårligere til fysik end jeg, der ikke var nogen ørn. Jeg forstod det ikke. Jeg sad dernede på bageste række og tænkte: Hvorfor? Hvorfor?
