Meningsløs aktivering, virksomheder, der ikke kan få kvalificeret arbejdskraft, jobcentermedarbejdere, der bruger mere tid på bureaukrati end på at hjælpe folk i arbejde. Overledighed hos ufaglærte og dimittender, der ikke kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Vi bruger milliarder og atter milliarder på beskæftigelsespolitikken. Men få er tilsyneladende glade for den.

Jeg tror ikke, det handler så meget om enkelte paragraffer i lovgivningen. Og guderne skal vide, at medarbejderne knokler og der foregår mange gode ting rundt omkring på både jobcentre og i a-kasserne. Derfor er det noget mere grundlæggende, der er forkert. Og det er et politisk ansvar. Det er tid til at sadle om og styre efter andre værdier.

Regeringen har to overordnede mål for sin beskæftigelsespolitik: For det første skal en arbejdsløs vende styrket tilbage på arbejdsmarkedet med flere kvalifikationer, når han har været igennem beskæftigelsesindsatsen, end den dag, han blev fyret. Og lige så vigtigt: Virksomhederne og den offentlige sektor skal sikres den arbejdskraft, de har brug for.

De to mål udgør de vigtigste pejlemærker for de reformer, vi har bebudet, og for den politik, vi vil lægge frem i årene, der kommer. Målene er samtidig udtryk for en ny samlet arbejdsmarkedspolitik. Vi skal tilbage til en politik, der går på to ben: rettigheder og pligter – og som har et entydigt fokus: uddannelse og job!

Grundlaget for vores holdninger, reformplaner og visioner på det danske arbejdsmarked er vores værdier. Værdier, der står på vores 100-årige faner. Vi kræver plads til alle ved samfundets bord. Plads til alle, som vil. Vi mener det, når vi synger Oscar Hansens sang fra 1934, om et ’Danmark for folket’.

Andre faktorer kan ændre sig. En international krise, mindre årgange og en skarpere konkurrence fra udlandet. Men når vi skal træffe valg, prioritere og formulere konkret politik, så er vores værdier givet. Mere og reel frihed, lige og værdige valgmuligheder. Ikke som teoretiske værdier. Nej helt konkret. Reel solidaritet indeholder både rettigheder og pligter. Hvis et sjak eller en hvilken som helst gruppe skal fungere, så ved vi, at alle har en rolle og en værdi, og vi ved, at vi alle har brug for en hjælpende hånd indimellem.

De værdier har vi fået og udviklet gennem generationer i det virkelige liv – på skolebænken, på arbejdspladser og i foreningslivet. Værdierne er vores arv, men er samtidig vores fundament og kompas for fremtiden.

Den grundlæggende værdi er frihed. Vi skal som mennesker have værdige og lige muligheder for at realisere vores potentiale. Enhver har ret til at forfølge lykken med alle sine evner. Men ingen skal bære byrden af uheldige eller urimelige omstændigheder alene. Vores samfund er et fællesskab, hvor de, der kan, har frihed til at udnytte deres evner. Ikke på bekostning af dem, der ikke kan, men til gavn for fællesskabet og dem selv. Men de, der har sværest ved at løbe hurtigt, og som har mest at bære på, dem efterlader vi ikke. Det er vores arv og samvittighed.

Min respekt for en dygtig smed bliver ikke mindre af, at han mister sit job. Og min mistro til ham vokser ikke, og jeg tror ikke på, at han kommer tættere på et job ved at bygge spagettitårne, finde sin indre fugl eller ved at rende til flere samtaler om nøjagtig det samme.

Også derfor vi nu vil tage et opgør med den endeløse række af cv- og jobansøgningskurser for i stedet at fokusere på et reelt kvalifikationsløft af den ledige.

Endelig ved vi, at det kræver en særlig indsats, hvis vi skal have det bedste sjak, den bedste produktionslinje og det mest innovative team. Hvis holdet mangler hænder, hvis kæden mangler et led, og hvis teamet står uden en afgørende kompetence. Ja, så falder det hele fra hinanden. Virksomhederne skal have adgang til arbejdskraft. Kvalificeret arbejdskraft. Alternativt lukker virksomheden og flytter derhen, hvor arbejdskraften er. Dermed forsvinder arbejdspladserne, og grundlaget for vores velfærd går tabt.

Vores vision for dansk arbejdsmarkedspolitik er klar: Vi skal invitere flere indenfor i arbejdsfællesskabet. Det bliver ikke let, og vi kan ikke klare opgaven med et snuptag – slet ikke mens krisen raser i hele Europa. Men jeg insisterer på, at alle skal have adgang til at udfolde sig og bruge deres evner på arbejdsmarkedet. Jeg anerkender og ved, at mange voksne mennesker har et meningsfyldt liv uden arbejde.

Det er naturligvis ikke kun et arbejde, der skaber identitet og selvværd. Og jeg synes det er beskæmmende, at der er borgere på overførselsindkomst, der føler sig mistænkeliggjort og set ned på. Det hører ikke hjemme i vores velfærdssamfund. Mennesker kan ikke gøres op i nytte og funktion. Ikke desto mindre er selvforsørgelse, hvis det er muligt, en fundamental værdi, som socialdemokrater altid vil sætte højt.

Jeg ved godt, at udsigten til reformer kan skabe bekymring og utryghed. Det gælder især hos dem, der sidder yderst. Men vi har ikke ubegrænsede midler. Og tilbage står, at hvis vi også fremover skal have mulighed for at opretholde og ikke mindst udvikle vores velfærdssamfund og sikre den frie og lige adgang til sundhed og uddannelse, så skal vi have modet til at prioritere og viljen til at træffe valg. Som det parti der har stået fader til mange af velfærdssamfundets muligheder, så har Socialdemokraterne et særligt ansvar for at handle, når det er påkrævet, og hvis vi kan se, at der er opstået systemfejl og nogle mennesker reelt holdes ude af arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundets logik skal hele tiden udfordres. Ellers bliver vi uskarpe på prioriteterne. Og så løser vi ikke opgaven.

De kritiske røster om, at vi socialdemokrater er blevet for reformvenlige, er svært forenelige med historien. Vi har altid været parat til at træffe svære valg i Socialdemokratiet. De første skridt blev allerede taget ved Kanslergadeforliget i 1933. Kursen blev senere udstukket af Hans Hedtoft som arbejdsminister og senere statsminister, da Danmark trådte ud af skyggen efter Anden Verdenskrig.

I 90’erne var det bl.a. Jytte Andersen, der førte arbejdsmarkedet ind i en ny tid gennem en række reformer. Så da tekstilfabrikkerne flyttede fra Jylland og skibsværfterne lukkede, kunne syerskerne og værftsarbejderne flytte til andre fag, der havde brug for arbejdskraften. Her blev pligten til at stille sig til rådighed for arbejde og især retten til aktiv opkvalificering slået fast, og rammerne for en fleksibel arbejdsmarkedspolitik blev grundlagt. Det er kendetegnende for hele perioden, at de ledige skulle opkvalificeres, og at virksomhederne skulle have adgang til arbejdskraft. Kodeordene for reformerne var også dengang: uddannelse og job.

Men den kurs blev forladt for omkring ti år siden. Langsomt og umærkeligt har man fjernet sig fra virksomhederne, og med stor behændighed blev der med den ene hånd skruet ned for rettighederne med loft over uddannelse og økonomiske sanktioner, mens man med den anden hånd skruede op for pligterne med krav om faste ugentlige ansøgninger og deltagelse i meningsløse samtaler og aktivering. Balancen forsvandt. Pligterne blev overvældende og rettighederne færre.

Kravene til kompetence fra virksomhederne steg, muligheden for opkvalificering blev beskåret. Grundmelodien var mistænkeliggørelse, økonomisk pres og kontrol. Tilliden forsvandt.

Det vil vi ændre. Det nuværende etbenede system skal væk. Gennem ret til opkvalificering og pligt til at stå til rådighed. Og vi vil bruge den danske model. Det er vores klare overbevisning og erfaring, at vi får de bedste resultater ved at inddrage parterne. Hvis danskerne skal have styrket deres muligheder for at realisere deres potentiale, så skal de have adgang til at dygtiggøre sig. Det mål er mere end noget andet visionen for de forestående trepartsforhandlinger.

Vi står i 2012. Efter det forsømte årti. Ressourcerne er få, og der skal prioriteres. Står valget imellem at give de ledige flere penge eller sikre dem en indsats og en uddannelse, har jeg ikke svært ved at vælge. Så vælger jeg uddannelse.

Muligheden for at dygtiggøre sig skaber frihed, og stadig flere kompetencer er vor tids største skaber af reel lighed. Fremtidens arbejdsmarked er et uddannet arbejdsmarked. Vi skal sikre os, at de unge bliver uddannede. De danske virksomheder skal bruge dygtige ansatte. Vi har brug for, at danskerne inden for alle brancher og på alle niveauer er blandt de bedste til deres job i verden. Det gælder både akademikere, håndværkere og specialarbejdere. Derfor skal unge, der mangler uddannelse og job, ikke fastholdes i kontanthjælpssystemet. De skal sættes fri via uddannelse. Derfor vil vi genoprette mulighederne for at blive opkvalificeret gennem øget ret – og pligt – til uddannelse.

Vi hjælper ikke de unge ved at lade dem sidde hen uden kontakt til det fællesskab og sociale liv, der er på en uddannelsesinstitution og sidenhen på en arbejdsplads. De unge skal ud og være en del af hverdagens fællesskaber. Derfor bør de unge naturligvis arbejde for kontanthjælpen, indtil der er en uddannelse, de kan begynde på.

Med følelsen af frihed følger følelsen af ansvar. Og uden konsekvens tager vi ansvaret fra mennesker. Langt de fleste mennesker ved godt, at når de træffer et valg, så har det en konsekvens. En murerarbejdsmand ved, at det kan betyde noget i a-kassen at sige nej til et job uden gyldig grund.

Den køkkenassistent, der får afslag på et job i kommunen, fordi hygiejnekurset er forældet, forventer at få adgang til et nyt kursus. Pligt og ret. Naturligvis skal voksne mennesker både have rettigheder og pligter. Derfor skal vi styrke friheden – ikke kontrollen.

Danskerne skal komme styrket ud af ledigheden via en indsats, der bygger på en balance mellem rettigheder og pligter. Danske lønmodtageres traditionelt set store fleksibilitet skal naturligvis ikke betyde, at de mister hus og hjem, hvis de mister deres arbejde.

Men vi skal ikke være blåøjede. Vi hjælper ingen ved bare at sende en check og lade nogle synke passivt og uvirksomme hen. De ledige skal naturligvis stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og kontanthjælpsmodtageren skal arbejde for sin kontanthjælp. Det er kun rimeligt. Hvis der er et arbejde, en ledig kan varetage, har han pligt til at tage det. Det gælder i øvrigt uanset status og uddannelse og for såvel smed som sociolog.

Den bedste måde at tjekke på, om den ledige står til rådighed, er naturligvis, at den ledige bliver tilbudt et job. Hvis der er arbejde, som den ledige kan varetage, så skal den ledige søge det. På den måde kan vi slippe for alle mulige kunstige finurligheder, hvor ledige bliver kontrolleret på den ene eller anden mere eller mindre opfindsomme måde. Og efter mange samtaler med ledige er jeg ikke i tvivl. Langt, langt de fleste ledige knokler for at komme i arbejde igen. Det er et hårdt arbejde at være ledig. Men med pligter følger rettigheder. Og rådighedsforpligtelsen er ikke til forhandling.

Uden forståelsen for, at erhvervslivet skal have kvalificeret og motiveret – om muligt dansk – arbejdskraft, er det hele nyttesløst. Grundlaget for det velfærdssamfund, som vi med rette er stolte af, er, at danske virksomheder får de bedst mulige betingelser for at skabe værdi og arbejdspladser.

Det er i samspillet mellem fremsynede og ansvarlige virksomheder og en kvalificeret og motiveret arbejdsstyrke, vores samfund bliver rigt. Der skal være en løbende og tæt dialog med virksomhederne. Vi kan kun understøtte virksomhederne og styrke de ledige gennem den rette indsats, hvis vi kender virksomhedernes behov for medarbejdere og kompetencer.

Virksomhederne skal have adgang til at opkvalificere medarbejderne med arbejdsmarkedsuddannelser, jobrotation og nyansatte med opkvalificeringsjob. Virksomhederne skal have en god og professionel service, når de henvender sig til jobcentret. Indgangen bør være enkel og ubureaukratisk. Vi skal være en offensiv og aktiv medspiller i arbejdet med at hjælpe virksomhederne til at være konkurrencedygtige på danske vilkår.

Men virksomhederne har også pligter. Når virksomhederne har ret til motiveret og kvalificeret arbejdskraft, så skal de også passe på den. Virksomhederne må sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, må give plads til lærlinge, og de må sikre, at deres ansatte løbende bliver yderligere dygtiggjort. Og misbruget af udenlandsk arbejdskraft skal stoppes. Princippet om ret og pligt gælder alle.

Vores politik har fulgt os i rigtig mange år. Tiderne kan forandre sig. Men vores syn på mennesker kan ikke. Mistillid er en farlig vej at betræde. Og vi vil kendes for det modsatte. Jobrotation og voksenuddannelse i stedet for aktiveringsfabrikker. Balance mellem rettigheder og pligter – i stedet for umyndiggørelse. En kvalificeret og motiveret dansk arbejdsstyrke – i stedet for social dumping. En offentlig sektor, hvor man på tværs af forvaltninger tager udgangspunkt i det hele menneske – i stedet for silotænkning og bureaukrati. Virksomheder, der løfter deres del af ansvaret – i stedet for arbejdsskader og mangel på rummelighed.

Vores arbejdsmarkedspolitik går på to ben. Og de første skridt er taget. Bedre adgang til uddannelse med en lettelse af loftet over seks ugers selvvalgt uddannelse, en mere fleksibel indsats for kontanthjælpsmodtagere, indsats imod ungdomsarbejdsløshed, forstærket myndighedskontrol i forhold til social dumping og et udspil til en førtidspension, der skal sikre – med den nødvendige hjælp og tålmodighed – flere en plads på arbejdsmarkedet ved samfundets bord.

Nu følger de næste skridt på vejen. De ledige skal styrkes. Virksomhederne skal have motiveret og kvalificeret arbejdskraft.

Vi vil gå videre skridt for skridt. Nogle skridt vil styrke rettighederne, andre skridt vil understrege pligterne – men vi er fast besluttet på at genoprette balancen. Tiden er inde til forandring. Vi vil styrke de ledige og sikre virksomhederne arbejdskraft. Tiden er inde til at bringe dansk beskæftigelsespolitik tilbage i balance.