I går landede jeg i Rio.

Her har jeg boet, og her var jeg også for 20 år siden som ngo, da den brasilianske storby lagde kongrescenter og hoteller til en skelsættende FN-konference, der fødte bl.a. en klimakonvention og en biodiversitetskonvention.

Der er meget vigtigt på agendaen i Rio år, men forventningerne til konferencen er små. Klimadebatten er ikke, hvad den har været, og hjemme i Danmark er det, som om debatten er helt forsvundet. Det må og skal der ændres på.

LÆS DEBATVerdens grønne omstilling begynder i Rio

Til efteråret fremlægger regeringen en klimaplan. Den vil vise, hvordan Danmark kan reducere sine drivhusgasudledninger med 40 procent i 2020, sådan som det klart er formuleret i regeringsgrundlaget.

Men kan det overhovedet lade sig gøre at reducere udledningerne med 40 procent? Bliver det ikke voldsom dyrt for Danmark med stigende skatter og afgifter og faldende konkurrenceevne til følge? Og giver det overhovedet mening, at et lille land som Danmark går foran, når vi kun tegner os for 0,2 procent af de samlede drivhusgasudledninger på jordkloden?

Svaret er ja. Det kan og skal lade sig gøre. Ja, det giver mening, at Danmark går foran. Og nej, det bliver ikke en økonomisk ørkenvandring. Tværtimod. Men for at nå frem til de svar, er der behov for politisk handlekraft og en ny realisme i klimapolitikken.

Klimaet har altid levet en flakkende politisk tilværelse. I perioder er klimaforkæmperne blevet stigmatiseret som grønne tosser forført af en næsten religiøs overbevisning om verdens snarlige undergang. Til andre tider er klimaspørgsmålet blevet mainstreamet og gjort til indbegrebet af sund fornuft.

Den seneste klimabølge nåede sit højdepunkt i en dansk sammenhæng op imod COP15. Bølgen blev stejlere og stejlere, men kammede til sidst over i en brænding af opskruede forventninger og storpolitiske realiteter. Brændingen hvirvlede en masse op, herunder flimrende signaler i forhold til dagsordenens tvingende nødvendighed.

Det er sandsynligvis den primære årsag til, at klimadebatten siden 2009 har været mindre intens og mere træt, i hvert fald på det centrale politiske niveau. En anden grund er utvivlsomt, at både politikere og borgere har svært ved at overskue konsekvenserne af at tage klimatruslen alvorligt. At fremmane dommedagsscenarier uden samtidig at anvise konkrete løsninger virker handlingslammende på alle, og det har også været medvirkende til, at klimaet ikke har været meget synligt i de sidste års offentlige debat.

Men det er ganske enkelt uholdbart. For mens debatten og den politiske interesse bølger frem og tilbage, bliver videnskaben mere og mere sikker på, hvad der sker, og hvad der kræves.

Der er i dag ikke nævneværdig uenighed om de vurderinger, der kommer fra FN’s Klimapanel (IPCC). Og IPCC fastslår, at koncentrationen af drivhusgasser uden sammenligning er på det højeste niveau i de seneste 650.000 år, og at den eksplosion i drivhusgasser og temperatur, som vi oplever lige nu, overvejende er sket inden for de sidste 100 år. Forskerne er ikke i tvivl om, at stigningen især skyldes vores voldsomme forbrug af olie, kul og gas samt rydning af skov for at skaffe flere fødevarer – og stadig mere kød – til stadig flere mennesker.

Jordklodens hedeslag har markante konsekvenser for vores fremtidige levevilkår.

Selv hvis det lykkes at holde temperaturstigningerne på de 2 grader, der er den officielle FN-målsætning, vil vi opleve alvorlige problemer. Adgang til rent ferskvand vil blive endnu sværere at sikre for stadig større befolkningsgrupper. Op mod 20-30 procent af alle plante- og dyrearter risikerer at uddø. Vilkårene for fødevareproduktion vil blive reduceret i store dele af verden. Kystnære og lavtliggende områder risikerer oversvømmelse, og hyppigheden af ekstremt vejr – som f.eks. det skybrud, Danmark oplevede sidste sommer – vil stige mærkbart.

LÆS DEBATEt vådt wake-up call

Det er voldsomme forandringer, men det er forandringer, som vi kan håndtere, hvis vi forstår at tilpasse os og investere i de nødvendige foranstaltninger.

Helt anderledes ser det ud, hvis temperaturen stiger 3 til 4 grader. Her kæmper videnskaben fortsat med at kortlægge konsekvenserne, fordi temperaturstigninger aldrig er sket med den hast før. Kollaps af økosystemer og katastrofale konsekvenser for både menneskelige levevilkår og biodiversiteten synes uundgåelige. Og alligevel er det præcis den kurs, vi som menneskehed har fulgt indtil nu. Tager vi udgangspunkt i de løfter, som verdens lande på nuværende tidspunkt har givet frem mod 2020, vil vi efter al sandsynlighed få i nærheden af 3,5 graders stigning i den globale middeltemperatur, mens vores mindste børn stadig lever.

Det er så dystre udsigter, at de er svære at beskrive uden at komme til at lyde som en dommedagsprofet. Lad mig derfor straks springe til den gode nyhed: Målet om 2 graders stigning er stadig inden for rækkevidde, selvom manglen på international politisk handling er forstemmende.

Opgaven er sådan set klar: Hvis vi skal holde den globale opvarmning på 2 grader, skal koncentrationen af drivhusgasser stabiliseres. Det kan ifølge IPCC lade sig gøre, hvis den samlede klode skærer voldsomt i udledningen af drivhusgasser. I vores del af verden er kravet en reduktion på 25-40 procent i 2020. Danmark har stadig en af verdens højeste udledninger af drivhusgasser, og det er den kontante baggrund for regeringsgrundlagets klare løfte: Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres med 40 procent i 2020 i forhold til 1990.

Med energiforliget fra foråret i år vedtog et meget bredt flertal i Folketinget, hvordan vi skal nå de 34 af de 40 procentpoint gennem energieffektiviseringer og omlægning til vedvarende energi. Nu retter regeringen fokus mod de næste 6 procentpoint.

Inden udgangen af 2012 fremlægger vi en plan, der viser vejene frem til dette mål. Arbejdet er netop gået i gang og foregår dels i mit ministerium, dels i ressortministerierne for de områder, der skal hjælpe særligt til: Transportministeriet, Ministeriet for Fødevarer og Landbrug og Miljøministeriet. Lidt populært sagt er det transport, landbrug og bygninger, der primært skal medvirke til, at vi kan indfri vores klimaløfter helt.

Det er endnu for tidligt at pege på de konkrete indsatser, men allerede med energiforliget tog vi de første skridt på transportområdet og satte penge af til en basal infrastruktur af elladestandere samt målrettet infrastruktur til brint og gas på udvalgte steder. Og vi skabte de første ansatser til at få gassen ind i den tunge transport.

På landbrugsområdet knokler Natur- og Landbrugskommissionen netop nu. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad de barsler med, men mon ikke udtag af lavbundsjorder er blandt de nærliggende anbefalinger.

På miljøområdet har miljøministeren annonceret en ny affaldspolitik med fokus på en større genanvendelse af de ressourcer, der er i affaldet. Og på bygningsområdet har vi med mit ministerium, der både står med ansvaret for klima-, energi- og bygningspolitikken, for første gang muligheden for at formulere en sammenhængende politik for et område, der står for 40 procent af vores energiforbrug.

Derfor er svaret på det første af mine indledende spørgsmål: Ja, det kan lade sig gøre at reducere drivhusgasudledningen med 40 procent i 2020.

Men bliver det ikke frygtelig dyrt, lyder det næste spørgsmål? For at kunne svare på det spørgsmål, er der brug for, hvad jeg kalder en ny klimarealisme: Sagen er, at det koster at investere i drivhusgasreduktioner, men det koster mere at lade være.

Imidlertid er det lettest at vurdere de umiddelbare omkostninger, og derfor er det ofte det, vi nøjes med. Investeringer i udledningsreduktioner sker på en overskuelig bane i kendte projekter, mens omkostningerne ved større klimaforandringer om halvtreds år er svære at beregne. Derfor bliver det også nødvendigt med hjælp fra både Skatteministeriet, der gennem fastlæggelsen af afgifter definerer, hvad det er rentabelt at investere i, og fra Finansministeriet, der som følge af regeringsgrundlaget har bebudet nye økonomiske kriterier for beregningerne, herunder en ny diskonteringsrate.

Det er der brug for. Vi er nødt til at få større realisme i vores vurderinger af udgifterne ved ikke at gøre noget. Det man på engelsk meget rammende kalder Costs of Inaction. Alle har længe været enige om, at udgifterne eksisterer, men et samlet og tilstrækkeligt overblik har ikke hidtil været tilvejebragt.

Udgifterne vedrører bl.a. de nødvendige klimatilpasninger. I Politiken kunne man for få uger siden læse om ombygningen af københavnske parker og pladser, så de kan optage større og kraftigere regnmængder. Det giver god mening, for midt i marts i år offentliggjorde DMI og Geus et notat, der viser, at København skal vænne sig til hyppige stormfloder: Om blot 100 år vil de hændelser, vi nu betegner som 400-års-hændelser, ske med få års mellemrum.

RETD (Renewable Energy Technology Deployment) under Det Internationale Energi Agentur har offentliggjort et meget interessant studie, ’Climate Change Adaptation, Damages and Fossil Fuel Dependence’ (juli 2011), der analyserer de eksisterende modeller, som de fleste anerkendte institutioner anvender, når de skal vurdere omkostninger og fordele ved CO2-reduktioner i energisektoren.

Notatets pointe er, at omkostninger ved ikke at gøre noget er stærkt undervurderede. Der er et presserende behov for, at de indirekte omkostninger også tages med i vores modeller: Omkostningerne til nødvendige klimatilpasninger, tab på de aktiver, der ikke kan reddes trods tilpasninger, udgifterne til at sikre forsyningerne med fossile brændsler, helbredsudgifter relateret til brugen af fossile brændsler osv.

RETD kan ikke konkludere, hvor meget Cost of Inaction er undervurderet, fordi der mangler studier af betydningen af klimaændringerne i en lang række regioner og sektorer. Men RETD konkluderer, at der, hvor studierne findes, er Cost of Inaction undervurderet med 2-3 gange mindst.

Det kræver med andre ord investeringer at reducere drivhusgasudledningerne, men det er efter al sandsynlighed billigere at gøre det nu og gøre det effektivt nok end at vente eller gøre for lidt. Misforstå mig ikke. Det ville være lige så forkert at overinvestere i de forkerte ting som at lade være. Men kun ved at få en ny realisme ind i vurderingen af omkostningerne ved ikke at gøre noget, kan vi prioritere rigtigt.

Abonnerer man ikke på argumenterne om en ny målestok for de økonomiske vurderinger, kan de gamle kuglerammer såmænd også retfærdiggøre omstillingen. Energiforliget herhjemme kommer til at koste en dansk gennemsnitsfamilie ca. 100 kr. om måneden ekstra i 2020. Samlet er ekstraomkostningerne for borgere og virksomheder i 2020 på 3,5 mia. kr. Men besparelserne ved energieffektivisering og færre udgifter til fossile brændsler er på mindst 6 mia. kr.

EU-kommissionen har regnet ud, at Europa kan spare 38 milliarder euro på fossile brændsler ved at investere 24 milliarder euro i isolering, energistyring og andre metoder til at nedbringe energiforbruget.

Læg dertil, at prisen på fossile brændsler er på vej op, mens prisen på vedvarende energi er på vej ned. Vindmøller på land kan i dag klare sig stort set uden støtte, og solceller er nu kommet så langt ned i pris, at de er blevet en hyldevare i Bilka.

Så svaret på det andet spørgsmål er: Nej, det er ikke voldsomt dyrt at finansiere omstillingen. Men det kan blive uoverskuelig dyrt ikke at gøre noget.

Men kan det så nytte noget; Danmark står jo kun for 0,2 procent af de samlede drivhusgasudledninger i verden, lyder det tredje spørgsmål ofte.

Hvis man opdeler verden i 500 enheder, der udleder lige meget drivhusgas, skal ingen altså gøre noget, kunne det retoriske svar lyde. For mig at se, er Danmarks størrelse et meget teoretisk argument, som fuldstændig undervurderer betydningen af, at nogle lande går forrest og viser andre, hvordan man også kan gøre det. Hvis Danmarks strategi indtil nu havde været, at vi kun skal gøre som de andre, ville vi næppe være blevet et af de mest velstående lande i verden.

Det er isoleret set rigtigt nok, at lavere danske udledninger af drivhusgasser indtil 2020 giver andre lande mulighed for at udlede mere, fordi vi er med i EU’s kvotemarked. Men for mig er det en meget teoretisk tilgang.

Vi er nødt til at have et perspektiv, der rækker længere end til 2020, ellers risikerer vi at træffe beslutninger i dag, som binder os til at bruge fossile brændsler de næste 30 til 50 år. Vores nuværende energisektor skal under alle omstændigheder fornys i de kommende år. Derfor er det nu, vi skal afgøre, om vi vil binde os til kullene og olien eller satse på vedvarende, lokale energikilder, der bliver billigere og billigere som sol, vind, bølger og geotermi.

I en perfekt verden skulle vi nu i Rio aftale bindende klimamål på globalt niveau og implementere dem snorlige. I realiteternes verden diskuterer vi stadig i de internationale fora, om vi overhovedet skal vedtage bindende mål.

LÆS OGSÅMiljøminister: Lang vej til aftale på FN's Riokonference

Derfor skal presset på de internationale forhandlinger og de mest fodslæbende regeringer komme nedefra. Enkeltpersoner, virksomheder, byer, lande og regioner skal gå foran og vedvarende bevise, at det nytter noget, og at en aktiv håndtering af klimatruslen ikke står i modsætning til grøn vækst og velstand. Tværtimod. I den sammenhæng er det en stor opmuntring, at Danmark ikke står alene med sine klimapolitiske målsætninger.

EU står stadig som en stjerne i de internationale forhandlinger, selvom det haster med at få målsætninger på plads for finansiering til ulandene op til 2020 og klimapolitiske målsætninger efter 2020. Men Danmark har stærke allierede i at få det til at ske, ikke mindst Tyskland og Storbritannien. Det går faktisk den rigtige vej i Europa. I 2011 var 80 procent af nyinstalleret elkapacitet i EU vedvarende energi. Det var ikke sket, hvis ikke en række lande – ikke mindst Danmark – var gået foran.

Man taler derfor med rette om Danmark som et energipolitisk eksempel til efterfølgelse, og få er vel i tvivl om, hvor store erhvervspolitiske gevinster vi har høstet – og kommer til at høste – med den satsning, fordi vi netop har bevaret realismen og balancen i vores indsats.

Nu er det tid til at blive det klimapolitiske eksempel til efterfølgelse. Det kan kun lade sig gøre, hvis alle partier og alle dele af samfundet engagerer sig, vi udvikler vores klimarealisme og bevarer balancen mellem nutidige og fremtidige hensyn i indsatsen, ligesom det er lykkedes på energiområdet.

Målet skal være at reducere alle drivhusgasudledninger markant, uden at det går ud over vores velfærd. Tværtimod skal der følge innovation, erhvervsudvikling og bedre livsvilkår med for os alle i kølvandet på en aktiv klimapolitik.

De 40 procent i regeringsgrundlaget er ikke grebet ud af den blå luft. Det svarer nøje til, hvad der kræves, hvis vi skal følge vurderingerne fra FN’s Klimapanel.

Lad os alle, der mødes her i Rio, vise, at det er en attraktiv målsætning at forfølge.