Her på det seneste mistede jeg min barnetro. I hvert fald noget af den. Man kan sige, at det var på tide, da min 60-års fødselsdag allerede er et fjernt minde. Og man kan også sige, at det var mærkeligt, jeg har holdt ved så længe – men dét, man har fået ind med modermælken … Ligesom jeg har haft en naiv forestilling om, at skolelærere kan lide børn, at læger kan lide mennesker, at dyrlæger kan lide dyr, og at sygeplejersker har et kald, har jeg altid troet, at journalister blev journalister for at grave og afdække, kort sagt for at finde Sandheden og for at oplyse læsere og seere om tingenes rette sammenhæng, og at de ville gå gennem ild og vand for at levere det sande budskab. Det er mærkeligt, at jeg har holdt fast i denne tro, for allerede i underskolen fandt jeg ud af, at skolelærere ikke altid brød sig om børn, og engang sagde min læge til mig, at han var dødtræt af syge mennesker. Jeg har altid haft lidt ærefrygt over for journalister. Møder man et menneske og får at vide, at det er en journalist, får jeg uvilkårligt lidt respekt, for det må da være et spændende og engageret menneske. Det var pudsigt nok en ven, der selv er journalist, der bevirkede, at skællene faldt fra mine øjne. Vi diskuterede som så ofte før journalistik, og for en gangs skyld fik hun mig overbevist om, at min opfattelse hvilede på forkerte forudsætninger. Hun sagde, at journalister ikke var gjort af et særligt stof. De får ligesom alle andre beskæftigede en opgave, som de løser mere eller mindre vellykket. De kunne lige så godt være købmænd, speditører eller lærere. Jamen, de må da have nogle holdninger, indskød jeg desperat. Næh, svarede hun, hvorfor skulle de have det. Forstår du da ikke, at de bare skal udfylde et job. Det har jeg så tænkt over siden, og jeg må tilstå, at mange ting er faldet på plads – men alligevel er der mange spørgsmål, jeg ikke har fundet svar på. Ligesom jeg tit har undret mig over, at fisk er så dyre at købe, når de hentes gratis op af havet, har jeg på samme måde tænkt, at journalister får meget foræret – som regel er det andre, der har opsnuset en historie, en brand skal dækkes, et valg bliver udskrevet osv. Men det hænger nok sammen med min fejlagtige opfattelse af journalister som opsøgende og nyskabende. Og jeg bliver lige forbavset, hver gang samtlige medier løber efter den samme historie. Alle over en vis alder kan huske Hotel Ritz-sagen. En fremtrædende politiker (selvfølgelig en kvinde, for ellers havde det ikke været en skandale) skulle efter sigende have boet for dyrt i Paris. Hele lemmingeflokken styrtede af sted – ingen ville lades bagud. Læserne skulle nu – alle som én – manipuleres til at mene, at politikeren skulle smides på porten. Den såkaldte fjerde statsmagt vandt slaget. Ministeren måtte efter en ihærdig pressedækning gå af, selv om hun oven i købet af den siddende statsminister havde fået chancen for at blive, hvis hun ville angre sin brøde, hvilket hun nægtede. Hændelsesforløbet blev senere brugt som undervisningsmateriale som et skoleeksempel på, hvordan man kunne skabe en folkestemning. Så er det, man forstår, at diktatorer kan komme til og blive ved magten. Sjovt nok prøvede journalister igen for nylig at slagte en politiker fra samme parti – en forholdsvis ung MF’er havde haft samkvem med en betydelig yngre pige på et kursus. Det lykkedes næsten … partitoppen løb med, men det gjorde befolkningen ikke, og historien (skandalen) fes ud. Både presse og partitop havde fejlbedømt befolkningens moraltærskel. Hesten blev sadlet om, og nu kom modargumenterne, således at alle kunne komme ud af sagen med æren i behold. Mangeandre ting har undret mig i årenes løb. Nok fordi jeg har levet med den der illusion om journalister. Hvorfor finder journalister sig i, at de gang på gang bliver forhindret i at levere noget som helst? Jeg tænker her specielt på et stort parti, p.t. regeringsbærende, der tilsyneladende sender samtlige deres ministre og MF’ere på samme kursus. Her lærer de, hvordan de skal takle bl.a. journalister. Jeg forestiller mig, at det er, ligesom dengang vi som børn legede en leg, hvor der var bestemte ord, man ikke måtte sige. Så gik det ud på for de andre at lokke det forbudte ord over ens læber. Men de her politikere har gået i en effektiv skole, hvor de har lært at sige noget uden at sige noget. Eller gentage det samme om og om igen uanset spørgsmålets indhold. Hvorfor siger journalisten ikke: Du spilder min og læsernes/seernes/lytternes tid? Kom igen en anden gang, når du virkelig ønsker at sige noget. Et andet (ikke helt regeringsbærende) parti har stort held med (er utrolig dygtige til) at få journalister til at viderebringe budskaber/absurditeter. Og ihukommende lemmingerne fra før viderebringer alle medierne nu det samme, så alle i befolkningen kan få den samme mening – helst! Hvorfor er der ingen journalister, der siger, nej, vel vil vi da ej medvirke i dette håndholdte dukketeater – hvorfor opfører de sig som dikkende lammehaler? – hvorfor siger de ikke, at hvis partiet vil have reklame, må de altså betale for det ligesom alle andre? Det starter ofte som en prøveballon, bliver så ved lemmingernes hjælp en pseudohistorie for at ende med alvor, hetz og lovgivning, og hvad man nu kan forestille sig. For at bevæge mig i en helt anden boldgade har jeg tit og ofte undret mig over noget, der måske kunne skyldes journalistisk dovenskab eller fantasiløshed. Hver gang emnet drejer sig om brystkræft, skal vi præsenteres for et fuldmodent bryst i en skanner. Når det drejer sig om prostatakræft, får vi billedet af en læge i hvid kittel og med alvorstung mine. Kan du se pointen, eller skal jeg stave den for dig? Som produkt af den nu udskældte 68’er-generation har det været mig en kilde til evig undren, at det tit er lykkedes at beklikke journalisters troværdighed ved at hænge dem ud som røde lejesvende. Det lykkedes med stor succes for Erhard Jakobsen, dengang Ungdomsredaktionen på Danmarks Radio lavede udsendelser, som selv voksne kunne holde ud at se. Det er lykkedes for den nuværende regering at beklikke journalisters troværdighed, hvis deres holdninger ikke er i overensstemmelse med regeringens. Men alle de journalister ved Danmarks Radio, som senere er gået ind i borgerlige partier, bliver jo ikke mistænkeliggjort – hvorfor denne forskel? Hvorfor er man mere suspekt, hvis man ikke bekender sig til de borgerlige doktriner? Går McCarthy stadig igen? Jeg ville så gerne have et svar på, hvordan man kunne hetze en tidligere statsminister ihjel, fordi han efter et valg ændrede på et valgløfte – hvordan fik man journalisterne til at blive ved og ved? Hvorfor blev man ved med at give taletid til dem, der havde en klar personlig fordel i, at hetzen fortsatte? Nu har man politikere, som journalister med lethed kunne give samme behandling, man det gør man ikke. Hvorfor? Bliver journalister i virkeligheden manipuleret til at manipulere os? Jeg har aldrig forstået behandlingen af stuntet i den valgkamp, hvor en siddende statsminister rev sider ud af en bog skrevet af en nuværende statsminister. Jeg syntes personligt, at det var en god idé, også fordi forfatteren til bogen efter sigende havde fortrudt, hvad han havde skrevet. Hold da op – en eller anden fik plantet en association til bogafbrændingerne i Nazityskland – så kom lemmingerne igen. Man turde dårligt nok bekende, at man bifaldt ideen. Bøger var blevet noget helligt, og ingen kunne tillade sig at rive blade ud af en bog; det var helligbrøde – at bøger så i gamle dage blev lagt ud på toilettet til at blive brugt i den anden ende, var der ingen, der lige huskede på. Ak ja, de gode græd, og de onde lo. Lige for øjeblikket prøver journalisterne atter at vække vores forargelse til live. En fyret ministerchauffør synes åbenbart ikke, at ministeren skal dø i synden, så han afslører, at ministeren på det groveste har benyttet ministerbilen til privat kørsel. Egentlig har jeg altid troet, at ministre måtte bruge bilerne, lige så tosset de vil, hvilket jeg faktisk synes ville være helt i orden. Jeg har nemlig svært ved at forestille mig en minister stå ved vejsiden og praje en taxa eller tage den sidste natbus hjem. Men jeg erfarer nu, at der er nogle mere eller mindre faste regler på området. Her må jeg indskyde, at der var altså mere format over tingene dengang i 70’erne. En minister – i øvrigt den samme, som boede på Hotel Ritz i Paris – skulle hjem på weekend til sit faste domicil på Fyn. Da hun kunne se, at hun ikke kunne nå storebæltsfærgen, fik hun den beordret til at vente på hende. Det vakte naturligvis stor forargelse; og så oven i købet en socialdemokrat, der tydeligt følte sig hævet over almindelige mennesker. Men om det drejede sig om privat kørsel eller ej, var der altså ingen, der interesserede sig for. På den baggrund synes den nuværende ministerbilsskandale noget tynd. Selv om diverse chefredaktører fra formiddagspressen udtaler stor bekymring over, at en minister misbruger vores skattekroner og uddyber sine holdninger med, at det er tydeligt, at den nuværende regering har siddet så længe, at de tror, de kan skalte og valte. Og hvad værre er; regeringen har nu siddet så længe, at de er efter disse chefredaktørers mening er blevet magtfuldkomne! Eksperter på området bliver naturligvis også indkaldt, og de er enige om, at det er bekymrende, at gældende regler ikke bliver overholdt. Desuden skulle det have forværret sagen, at der er sket tilføjelser til ministerens mødekalender, så man nu kan se, hvilke arrangementer han har deltaget i. Jeg tror og håber, at historien fiser ud. Der må da være grænser for smålighed! For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om ministerbilen er et rullende kontor eller ej – om det så er fra en lufthavn eller en konfirmation. Jeg synes, det burde være en ministerret at benytte bilen til hvad som helst, for vil vi ikke også have, at vore ministre nyder en vis beskyttelse – både som offentlig og privat person? Hvorfor er der ingen journalister, der bruger den vinkel? Der er jo også de tilbagevendende skandaler. Behandlingen af ældre på plejehjem. Omgangstonen over for handikappede, dyretransporter, hønsebure, tremmekalve osv. Stor forsidesag i et par dage, de skyldige går i hi, til faren er drevet over. Hvorefter alle kan fortsætte som hidtil. Efter nogen tid bliver posen rystet, og nøjagtig samme historier kan bringes igen. Hvor er journalisterne henne, når nyhedens interesse har lagt sig? Eksemplerne er legio – I kan jo selv fortsætte med jeres egne, så her på falderebet vil jeg blot sige undskyld til engagerede, dybdeborende, hæderlige, selvstændige journalister, hvis nogen skulle have følt sig truffet.