Kort efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1373, som bl.a. pålægger stater at forebygge og kriminalisere terrorisme i national lovgivning. Resolutionen er umiddelbart bindende og forpligtende for alle medlemsstater af FN. Resolutionen indeholder imidlertid ingen definition af terrorisme. Trods mange forsøg helt tilbage fra 1937 er det aldrig lykkedes staterne at blive enige. Problemet er at definere, hvem der er terrorister, og hvem der er frihedskæmpere.

EU’s rammeafgørelse om terrorisme er ledsaget af en mødeprotokol, hvori det hedder, at »personer, der kæmper for at bevare eller genindføre demokrati«, ikke er omfattet af erklæringen. Dette fremgår ikke af den danske bestemmelse om terrorisme, straffelovens paragraf 114, men et stort flertal i Folketinget siger i bemærkningerne til loven, at den skal fortolkes i lyset af erklæringen.

Men så er alt vel godt?

Hovedproblemet i sagen om ’Fighters and Lovers’ var netop, om FARC og PFL var frihedskæmpere eller terrorister. Sagen startede i byretten og gik hele vejen til Højesteret. Dommen er på 42 sider, hvilket er særdeles usædvanligt for Højesteret.

Størstedelen af siderne behandler dette spørgsmål. Vedrørende FARC hævdede de tiltalte – utvivlsomt med rette – at Columbia ikke er et samfund, der respekterer retsstatsprincippet. Men hvor meget kan frihedskæmpere tillade sig i den situation med hensyn til angreb, der involverer civile ofre? Under Anden Verdenskrig var der utvivlsomt også civile tab på grund af frihedskæmpernes sabotage.

Højesteret ender med at sige, at »uanset om det forholder sig, som de tiltalte siger, så er omfanget og karakteren af FARC’s handlinger således, at man efter en samlet bedømmelse finder, at det drejer sig om en terrororganisation« – som man efter straffelovens paragraf 114b ikke må støtte økonomisk. Højesteret tilføjer imidlertid, at den nærmere rækkevidde af paragraf 114b »giver anledning til tvivl« (Ja, det må man nok sige: 42 siders tvivl). Derfor finder Højesteret, at det er forsvarligt at give en betinget dom.

Det kendetegner imidlertid et retssamfund, at lovene ikke »giver anledning til tvivl«, men at man på forhånd ved, hvad der er strafbart. Men som det fremgår af Højesterets dom, er dette ikke tilfældet med paragraf 114b. Hvad gør man så, hvis man ønsker at støtte kampen mod diktatorer?

Man kan undersøge terrorlisterne, men desværre viser det sig, at FN, EU, USA og mange andre stater har lister, der ikke er sammenfaldende. Spørger man det danske justitsministerium, hvem det er lovligt at støtte, lyder svaret: Det ved vi ikke. Det må domstolene afgøre.

Rigsadvokaten har her i avisen givet udtryk for, at det vel ikke er så slemt. Der er jo også økonomiske love, hvor det kan være svært at afgøre: Er dette en smart fidus, eller er det skattesnyderi?

Rigsadvokatens gode råd til folk lyder derfor: Er du i tvivl, så lad være.

Det er jo utvivlsomt et godt råd, men hvor efterlader det det menneske, der gerne vil bidrage til en bedre verden og f.eks. bekæmpe styret i Columbia?

I almindelighed består efterforskning af en forbrydelse af undersøgelser efter, at en forbrydelse er begået. Efterforskning af terror indebærer en særlig udfordring for den efterforskende myndighed, fordi efterforskningen foretages for at forhindre en forbrydelse i at blive begået.

Det betyder, at meddelelseshemmeligheden bliver særlig interessant for efterforskningsmyndigheden. Meddelelseshemmeligheden, dvs. vores mulighed for at kommunikere med hinanden uden at blive overvåget, er fastsat i grundloven. Det er en kernebestemmelse i et demokratisk samfund, og den kan som udgangspunkt kun brydes, hvis en række betingelser er opfyldt, herunder at det skal være besluttet af en dommer, og at der er tale om mistanke om alvorlige forbrydelser.

Men det er klart, at hvis du skal ind på planlægningsstadiet og afsløre en forbrydelse, før den begås, bliver det meget vigtigt at finde ud af, hvad folk taler med hinanden om, og hvilke hjemmesider de besøger.

Problemet er navnlig, at man skal gribe ind på det rette tidspunkt. Griber man for tidligt ind, risikerer man, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser, og griber man for sent ind, er katastrofen sket. Derfor gælder det om at skaffe sig mange beviser fra et tidligt tidspunkt – hvilket igen betyder, at man skal ind ved de allerførste forhandlinger, og det betyder så igen, at man skal ind på et tidspunkt, hvor mistanken er meget spinkel.

Ikke desto mindre får politiet medhold i op imod 99 procent af alle anmodninger om telefonaflytninger. Dette skyldes navnlig, at politiet i sådanne sager er i besiddelse af alt bevismaterialet i sagen. Eftersom det naturligvis må holdes hemmeligt for den aflyttede, tager en særligt udpeget advokat sig af sagen. Denne har ikke mulighed for at tale med sin klient, og han kan sjældent stille meget op imod politiets bevismateriale. Dertil kommer, at – navnlig hvis det drejer sig om formodet terror – indgrebet ikke synes særligt alvorligt i forhold til muligheden for at få afsløret terror.

I Storbritannien blev en 23-årig engelsk muslimsk pige, Samina Malik, tiltalt for forsøg på terrorangreb. Pigen havde to år tidligere været inde på nogle hjemmesider og bl.a. downloaded en al-Qaeda-manual, en håndbog om giftstoffer og en manual om bombefremstilling. Pigen forklarede selv, at hun dengang havde været fascineret af den verden, men hun havde aldrig været i kontakt med andre eller talt med andre om materialet. Nu var hun vokset fra det og havde ikke tænkt på det de sidste to år. Pigen blev dømt ved byretten, men frifundet ved landsretten. Men at der overhovedet kan rejses sag, for slet ikke tale om at fælde dom, på så spinkelt et grundlag, er tankevækkende.

Et andet problem, der er specifikt for terrorefterforskning, er, at politikerne følger så at sige alle PET’s ønsker. For nylig er nogle personer blevet varetægtsfængslet i USA. Efter det amerikanske politis oplysninger skulle det dreje sig om personer med planer om terror i bl.a. Danmark. Det fremgår, at man har fundet frem til disse personer ved et samarbejde mellem PET og de amerikanske myndigheder. Samme dag udtalte formanden for retsudvalget, at efter denne vellykkede aktion må PET have flere beføjelser.

Statsministeren bad ham dog slå koldt vand i blodet, »for PET har jo ikke bedt om yderligere beføjelser«. Forhåbentlig skal denne bemærkning ikke forstås således, at hvis PET havde bedt om flere beføjelser, havde man også fået dem. Men det er tydeligt, at politikerne er meget lydhøre over for PET’s ønsker, hvilket de også har en klar interesse i. Skulle det værste ske: en terrorhandling på dansk grund, kan politikerne vaske deres hænder og sige: Det er PET’s ansvar. Vi gav dem alt, hvad de bad om.

Når politiet selv bestemmer, hvilke beføjelser det skal have, nærmer vi os betænkeligt en politistat – hvortil kommer, at ved at hele ansvaret lægges på PET, bliver PET særlig nidkær i sin efterforskning. Man er jo klar over, at man vil få skylden, hvis noget går galt. Tænk, hvis det kom frem, at PET havde haft en af terroristerne i kikkerten, men opgivet, fordi materialet var for spinkelt!

Set fra PET’s synspunkt må man derfor hellere aflytte en for meget end en for lidt. Desuden må den aflyttede jo også have venner, der igen har venner. Princippet i en retsstat er, at enhver er uskyldig, til han er dømt ved en domstol. Som sagen med Samina Malik viser, nærmer vi os hastigt en retstilstand på terrorområdet, hvorefter »Enhver er skyldig, indtil han har bevist, at han er uskyldig«.

Men sagen med Samina Malik viser også noget andet: Man skal være forsigtig med, hvilke oplysninger man søger på nettet, hvis man ikke vil udsætte sig for myndighedernes søgelys.

I dag registreres alt, hvad du og jeg foretager os: hvem vi er i kontakt med på e-mail, hvilke hjemmesider vi besøger, hvilke bøger vi låner på biblioteket, hvilke fly vi booker os ind på. Disse oplysninger gemmes et år, således at politiet eller PET, hvis personen bliver interessant, kan gå tilbage og kortlægge den pågældendes kommunikation det sidste år. Hvad PET registrerer, og hvor længe de opbevarer det, ved vi intet om.

En meget almindelig holdning til dette er: Det sker der vel ikke noget ved? Jeg gør intet forkert, så mig må de gerne overvåge og registrere.

Men hvad ved vi egentlig om, hvad der er forkert eller bare mistænkeligt i PET’s øjne?

Vi så, hvad der skete med Samina Malik. Da jeg var ung jurastuderende, gik jeg på biblioteket og lånte Hitlers ’Mein Kampf’. Jeg ville prøve at forstå, hvad der skete dengang i trediverne. Hvis jeg var ung jurastuderende i dag, ville jeg tilsvarende være interesseret i at se al-Qaedas hjemmesider. Hvad står der egentlig? Hvad truer de med? Jeg ville måske endog være interesseret i at kigge på en bombemanuel. Hvad er det for noget? Er det rigtigt, at der er så klare vejledninger på nettet, at stort set enhver kan konstruere en bombe ved hjælp af ganske almindelige, dagligdags ting?

Efter at have set, hvad der skete med Samina Malik, ville jeg med det sidste udsætte mig for en meget intensiv overvågning og måske endda arrestation. Ikke mindst, hvis jeg var muslim. Men heller ikke det første ville være klogt. Jeg kunne risikere at lukke for nogle muligheder i mit fremtidige karriereforløb.

PET ville sige: Hvad skulle hun der? Vi har måske ikke fundet andet på hende, men alligevel. Lad os tage en anden ansøger. Og jeg ville naturligvis aldrig få det at vide. Og måske ville det endog gå videre end PET. Måske en diskret hentydning fra PET til anklagemyndigheden eller domstolene. Jeg ved ikke, om det sker, men risikoen ville være nok til, at jeg ville holde mig fra hjemmesiden.

Jeg ved, at jeg kan gå ned på et bibliotek og låne en computer og søge mine informationer ad den vej. Men hvor langt holder det? I Sverige findes søgemaskiner, der er programmerede til at stoppe ved bestemte ord, hvorefter den går ind og aflytter samtalen. Mon ikke de er programmerede til at stoppe ved ord som al-Qaeda og bombe? Men selv hvis dette (endnu) ikke er tilfældet, synes jeg, at det er ydmygende, at jeg i Danmark – et af verdens ældste demokratier – ikke tør søge informationer på min egen computer.

Er dette ikke lidt overdrevet? Det synes Samina Malik næppe. For tiden samler jeg underskrifter med henblik på at få asylansøgernes børn ud af centrene og leve et normalt liv. Det er ikke et politisk budskab. Det er i mine øjne rent humanitært.

Alligevel har jeg i flere tilfælde oplevet, at folk har henvendt sig og sagt: Kan du ikke slette mit navn fra listen – jeg skal ud at søge job. Hvis en i mine øjne uskyldig ting som denne er nok til at bekymre folk – hvordan skal det så gå organisationer som Kirkeasyl. Hvem tør være med?

Der har lige været demonstrationer i København omkring klimatopmødet. En af demonstrationerne var på omkring 100.000 – og bagtroppen på ca. 1.000, hvoriblandt befandt sig nogle uromagere, blev alle anholdt. Om aftenen tonede vores alle sammens tillidvækkende panserbasse Per Larsen frem på skærmen. Han var meget tilfreds med aktionen. Godt nok var der formentligt nogle uskyldige blandt de 1.000 anholdte – men til gengæld havde de 99.000 jo fået en fin dag ud af det.

Yderligere beroliget blev demonstranterne, da de blev løsladt. Politiet oplyste, at anholdelsen ikke ville komme på straffeattesten. Nej, naturligvis ikke. Det kræver, at din skyld er bevist ved en domstol. Men lur mig, om demonstranternes navne og adresser ikke er registreret et andet sted.

I forbindelse med terrorpakke II i 2006 var et forslag fremme om, at PET skulle vurdere alle personer, som søgte indrejse- eller opholdstilladelse i Danmark, og give afslag til enhver, der »har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer«.

Forslaget indeholdt endvidere et andet forslag, hvorefter der også skulle gives afslag, hvis personen »ikke aktuelt viser sådan adfærd, men om hvem der er alvorlig grund til at frygte, at de vil gøre sig skyldige heri«. (Min udhævning).

Hvad der ligger i »demokratifjendtlig adfærd«, og hvorvidt en given person måtte anses i fremtiden at udvise en sådan, skulle overlades til PET’s skøn. PET skulle ikke begrunde sin afgørelse, og afgørelsen kunne ikke ankes. Var der nogen, der sagde ’tankepoliti’?

Forslaget er ikke gennemført, men alene, at man i ramme alvor diskuterer det, er i mine øjne bekymrende. Det er også bekymrende, at PET for nogle år siden bad alle uddannelsesinstitutioner i Danmark om at holde øje med iranske studerende. Iranske studerende? Altså ikke navngivne personer, som var mistænkte, men bare »iranske studerende«.

Som jeg allerede har nævnt: Vi bevæger os fra, at du er uskyldig, indtil myndighederne har bevist din skyld – til at du er skyldig, indtil du selv har bevist, at du er uskyldig.

Det er måske ikke så stort et problem, at folk ikke længere tør støtte FARC – men det er et problem, hvis folk er bange for at søge informationer på nettet, for at gå i demonstrationer, støtte Politikens indsamling vedrørende job til irakerne – ja, selv min lille uskyldige underskriftindsamling.

I ethvert samfund er det ungdommens rolle at være nyskabende, at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, at være rebelsk og oprørsk. Tænk på de store reformer, vort samfund er gået igennem de sidste 100 år: kvindernes valgret, fagbevægelsen, rettigheder for homoseksuelle og lesbiske – og modstandsbevægelsen i krigens første år.

Nu betragter vi deres kamp som retfærdig, og rettighederne som selvfølgelige – men dengang var de et oprør mod det bestående og blev betragtet som farlige og nedbrydende for samfundsordenen. Tænk, hvis PET havde været på pletten med bekymringssamtaler og telefonaflytninger?

Vort samfund stivner, hvis vi følger myndighedernes gode råd: Er du i tvivl, så lad være. Det vil nødvendigvis føre til, at borgerne begrænser deres egne politiske muligheder. Det er nødvendigt, at vi stopper denne kontrol- og registreringsspiral. Vi må tilbage til demokratiets kerne, der er den frie tanke – og den frie informationssøgning.

Jeg ved, at frygten for terror er reel for mange mennesker. Selv er jeg ikke så bange for terror – jeg er mere bange for, hvad frygten for terror gør ved vort samfund. Målet for terrorhandlingerne er at ødelægge vore frie, demokratiske samfund. Og det går rigtig godt: Vi er selv i gang med at gøre arbejdet for dem i vores maniske jagt på sikkerhed.

Lad mig slutte med et let omskrevet citat fra Willy Brandt: Hvis bare en lovlydig person føler sig ufri, er ingen fri.