»Det koster dig dit liv at være her«. Disse ord, en sanglinje af Sebastian fra engang i 1980'erne, får ny betydning, når man bliver mor eller far. Ja, det koster dig dit liv. Når børnene engang forlader hjemmet, store nok til at klare sig selv, har de i mellemtiden taget en god bid af ens kræfter. Børn er ormen i æblet, plejer jeg at sige - og man er selv æblet. Ikke for at sige, at børn er besværlige eller en underskudsforretning. Børn er livets salt! Men faktum er, at de gnaver af ens ressourcer for at kunne vokse til - fysisk, men vel mest psykisk. Tilbage er et runkent æble med flere ormegange i, når sommerfuglen engang kravler ud af sin puppe, spreder de strålende silkevinger og flagrer mod himlens blå. »Det koster dig dit liv at være her«. Hvad betyder dette nu, når 'æblet' ikke er en biologisk far eller mor, men en såkaldt papfar eller -mor? Og hvad betyder det, når hun nærmere betegnet er en kvinde - en stedmor. Det spørgsmål stiller Cornelia Sabelström, psykolog og selv stedmor, i sin bog 'Fars nye kæreste - en overlevelsesguide for stedmødre'. Og guider kan der nok være brug for. Vi lever i den sammenbragte families tidsalder. I omegnen af 40 procent af alle parforhold opløses, og mange etablerer sig i ny familie med partner og denne partners eventuelle børn. Weekendbørn, delebørn eller fastboende. Det kan se ud på mange måder. Der er ingen tvivl om, at forholdet mellem børn og papforældre er et sprængfarligt emne, men også et emne, det er vigtigt at tage fat på. Sammenbragte familier er mineret område. De går i stykker igen for et godt ord. Forskningen viser, at stedmødre har det sværere end stedfædre, og at stedmødre lider af mere uro, depression og vrede end kvinder, der bor med deres egne børn. Stedfædre har faktisk et godt ry. Mænd gider godt investere ressourcer i afkom, de ikke er i genpulje med, og undersøgelser viser, at stedfædre deltager i omsorgsarbejdet i forhold til barnet i samme omfang som kernefamiliefædre. Anderledes stiller sagen sig for kvinderne. Da tv-værten Isabella Miehe-Renard stod frem og berettede åbenhjertigt om den depression, hun havde haft, hørte det med til historien, at hun for nylig havde etableret sig i sammenbragt familie med kæresten Thomas Mørk. Rollen som papmor kombineret med forelskelse og arbejdsliv endte med at dræne ressourcerne i en grad, så hun gik ned med flaget. Det er i hvert fald ét syn, man kunne anlægge på Isabella Miehe-Renards sygehistorie. Mænd bliver ikke på denne måde drænede og udbrændte i deres rolle som stedfar. På mange måder er det øretævernes holdeplads at være stedmor. Øv. Nu ligger det våde håndklæde igen der på badeværelsesgulvet - og en brugt T-shirt. Jeg tager begge dele mellem to fingre og smider det i vasketøjskurven. Grrr ... irriterende. Jeg ved bare, at havde det været mine egne børns brugte håndklæde eller beskidte T-shirt, ville jeg ikke have følt den samme irritation. Men nu er det altså min ... jaaaa, hvad skal man kalde det - stedsøn? Papdreng? I alle tilfælde min mands teenagesøn, som jeg bor i familie med, der lige har brugt badeværelset. Hans krop, hans sved, hans bad. Hvorfor kradser det mig så meget mere på nerverne end mine egne børns kroppe, deres sved, emmen i rummet efter deres bad. Og deres rod. Men sådan er det. Og det anfægter mig selvfølgelig. Også så jeg måske ikke rigtig får sagt til drengen, som jeg ville gøre til mine egne, at nu skal han altså ta' og rydde op efter sig. Men det bliver min irritation jo ikke mindre af, næste gang T-shirten og håndklædet ligger der. Tværtimod. Og så anfægtelsen igen og tvivlen på, om mine grænser er rimelige, og den usikkerhed, som dét igen afføder. Rouletten kører. Stedmorrouletten. Dette er et snapshot fra min egen tid i sammenbragt familie med mand og hver vores børn fra tidligere forhold. Men historien kunne så let som ingenting have stået i Cornelia Sabelströms overlevelsesguide. Efter endt læsning forstår man lidt mere om, hvilken kropumulig situation man som papmor i grunden er havnet i. Der er faktisk meget trøst at hente i Cornelia Sabelströms bog, om end løsningsforslagene ikke ligefrem står i kø. Det er en bog, som ser på problemer. Men den er skrevet på en grundlæggende kærlighed til og solidaritet med kvinderne såvel som de børn, der kommer ind i deres liv via forelskelsen i en mand. Cornelia Sabelström har selv dybdeinterviewet 15 kvinder, men derudover strør hun gavmildt om sig med oplysninger og pointer fra forskningen på området. Mest gavnlig er vel muligheden af at genkende egne følelser og komplikationer i de eksempler og historier, som bringes frem. Men der tilbydes også et nok så interessant kulturhistorisk og dybdepsykologisk perspektiv på stedmorproblematikken. For at tage det sidste først, løber der ned gennem vesterlandsk kulturhistorie en tradition for at dæmonisere visse træk ved kvindeligheden - nemlig de træk, som kan minde os om 'adskillelse', tabet af barnets første tidlige enhed med moren, som gør så ondt at opleve, at vi måske som kultur og som folk har fundet et fælles forsvar imod til fulde at tage denne smerte og dette vilkår på os. Dette fælles forsvar består i at gøre smerten ved tabet og adskillelsen til en egenskab ved kvinden. Eller de træk ved kvinden, som kan minde os om dette tab: kvinders aktivitet, deres begær, deres ambition og selvstændighed, alt det, der får os til at se dem som tydelige og adskilte personer med egen vilje og egen lyst, dæmoniserer vi. Derfor brænder vi heksen på bålet, marginaliserer en magtsøgende Ritt Bjerregaard - eller ser på 'fars nye kæreste', pap- eller stedmoren, med største mistillid. Stedmorens nærvær markerer, som Cornelia Sabelström skriver, tabet. Hun er en påmindelse om den rigtige mors fravær. Stedmoren personificerer på en måde adskillelsen fra moren. Derfor opleves hun som ond. Og det gør hun vel at mærke også af kvinden selv. For hele dette kompleks er kvinders, såvel som det er mænds. Kvinder benytter sig af de samme forsvar og oplever de samme træk som truende, de har behov for den samme slags idealisering af kvindeligheden - og føler selv både skyld og angst ved deres roller som onde mødre. Reaktioner over for stedbørnene, fremgår det af beretningerne, justeres på vejen ud, men mister så lidt af deres autenticitet. Et uautentisk forhold er ikke et godt forhold ... Når kvinderne havde følelser af jalousi og misundelse over for børnene, udtalte de sig selvkritisk og selvbebrejdende, de anklagede sig selv og beskrev sig som irrationelle, unfair og barnlige. Indstillingen til stedbørnenes jalousi var helt anderledes: Stedbørnenes følelser var forståelige og meget acceptable. Det var normale reaktioner på at leve i en stedfamilie, syntes kvinderne. Stedbørnenes følelser var altså acceptable, men ikke stedmødrenes egne. Men faktisk påviste en undersøgelse, at stedbørn opfattede stedmødre mindre fjendtlige, end stedmødrene selv mente, de var. De følte sig altså mere onde, end stedbørnene syntes, de var. Myten om den onde stedmor er i høj grad netop myte. Men overmåde virkelig i betydningen virksom. Når man læser de interviewede kvinders egne beretninger, stikker det i øjnene, hvor meget hensynsbetændelse, der hurtigt går i stedrelationer. Kvinderne mærker forskellen på engagement i deres egne børn og deres mands børn og frygter omgående deres egen indre onde mor - for ikke at tale om omgivelsernes fordømmelse af denne - så meget, at de rask væk undertrykker sig selv og forfordeler deres egne børn. Det går igen i mange beretninger. Kvinderne undertrykker negative følelser, som ifølge forskerne var retfærdige, og de går ud over deres egne grænser for at løse problemer med den følge, at de bliver udmattede og udbrændte. Mænd og stedbørn ser på deres side ud til at føle, at de har ret til stedmorens ressourcer, det vil sige hendes arbejdsindsats og opofrelse i hjemmet, ganske ligesom hvis hun havde været den biologiske mor. Men som papmor får man ikke det til gengæld for sine anstrengelser, som biologiske mødre gør: denne salige blanding af kærlighed og tilbedelse, når 'mor er den bedste i verden'. En stedmor skal yde som en mor, men uden at have en mors rettigheder til at kunne bestemme og sætte grænser og uden at blive belønnet med kærlighed og idealisering. Det, der dominerer stedmødres fortællinger, er følelser af ikke at blive regnet med og af at stå uden for vigtige relationer. I stedfamiliens komplicerede netværk og relationer med ekskonens nuværende mands tidligere samlever er der mange kalendere, som skal koordineres. Det er ofte komplicerede puslespil, der skal gå op i planlægningen af familiens liv. Eftersom det traditionelt oftere er kvinderne, der organiserer hverdagen og det sociale liv, rammes stedmødre sandsynligvis mere i denne komplicerede familie. De kan ikke få overblik over, hvem der kommer og går i familien, planlægge indkøb eller aktiviteter. Stedmorens muligheder for at påvirke disse beslutninger et tit små. Hun er ikke den, der tager sig af forhandlingerne. Men når det bliver besværligt, er der høje forventninger til, at hendes gode vilje skal være det kit, der får hverdagslivet til at fungere. Hun forventes i sin rolle som social koordinator at lade det almennyttige gå forud for sine egne interesser. Sandsynligvis er manglen på magt i en i øvrigt ansvarsfuld situation en bidragende faktor til stedmødres dilemma. Anderledes sagt har det jo sine grunde, når stedmødre har det sværere end stedfædre. Forholdet til stedbørnene fletter sig ind i de problemer, kvinder i dagens samfund i forvejen har med kvinderollen, og forstærker dem. Manderollen frembyder større valgfrihed - også til at fraskrive sig ansvar - end kvinderollen gør. Mændene kan komme og gå med deres nærvær - og få tak for det. Kvinder kan ikke. De kvinder, der klarer sig bedst i rollen som stedmødre, fortæller Cornelia Sabelström, er karakteriseret ved evnen til at hævde deres egne interesser, stille realistiske krav til sig selv og ikke nære for stor følsomhed i forhold til skyld, aggressioner og andres behov. Den opmærksomme læser vil bemærke, at den karakteristik stort set udgør modstykket til kvinderollen - og til de fleste mænds kvindeidealer. Er der så virkelig ingen realitet bag 'den onde stedmor'? Jo. Der er en rå og brutal realitet på spil, som vel ikke bør hverken fornægtes eller tabuiseres ej heller moraliseres over: Det er mere hårdt at arbejde for andres børn end for sine egne. Simpelt og enkelt. Det er provokerende at yde og stå til rådighed med sine ressourcer uden at få den kærlighed og idealisering til tak for det, som den biologiske mor kan påregne. I stedfamilien kan man som kvinde risikere at skulle yde i en relation uden at blive elsket, endogså uden at blive respekteret. Her er nogle udtalelser: »Det var, som om deres tilstedeværelse var meget stærkere og gnavede på en anden måde end hendes egen datters«. Og: »Hun indså tidligt, at hun nok ikke ville komme til at elske Torkels datter lige så meget som sin egen datter, men hun havde ikke forstået, hvor påtrængende deres tilstedeværelse kunne føles. Det var, som om selve luften blev påvirket. Iltindholdet faldt, ikke meget, men alligevel«. De vidner om, hvad det gør, når 'ormen i æblet' ikke er ens egen lille orm ... men en andens. Derfor har kvinderne ofte en mere voksen forventning til stedbarnet. De stiller større krav til barnet om selvstændighed og udvikling, fordi de ikke kan rumme det barnlige ønske om passivt at blive fodret. Hvad er den klogeste strategi? Kvinderne kan søge at blive den eneste mor, som erstatter den biologiske, eller at være en anden mor, som eksisterer parallelt med den biologiske. Men så vidt jeg kan se, anbefaler Cornelia Sabelström især én stedmormodel: at relatere sig til barnet som en ven ved at forsøge at tilbyde det det, man har, uden samtidig at etablere en afhængighedsstruktur. Hvad dagens plagede papmødre angår, så skal de ifølge Cornelia Sabelström rejse sig ved det træ, de faldt. Det er i kvinderollen, at svaret og løsningen på frustrationerne gives. At kunne opleve, at man er den, der kommer med det gode, giver mange kvinder en dyb tilfredsstillelse. At modtage stedbørnenes fortrolighed om skole, fester, kærester, ven- og venindebøvl. At være den, der forærer yndlingstøjet. At skabe et hjem, hvor andre nyder at komme, at lave fredagshygge foran fjernsynet, at introducere stedbørn til nye oplevelser - alt det er eksempler på den glæde, familiefællesskab indebærer for mange kvinder. På samme måde angiver mange af stedmødrene, at de finder særlig glæde i den store, brogede familie, en glæde ved frodigheden i at være mange. Det er her, muligheden for at vende underskud til overskud ligger. Her fra idealernes verden, hvor jeg taler, kan jeg have nogen tvivl om Sabelströms løsningsmodel - var det ikke netop kvinderollen, der var problemet? Men i realiteternes mere grimede verden - da skal det jo nok have noget på sig. Den blommekage, man bagte, og som blev helt spist op. Et fuldt middagsbord med børn i mange aldre samt venner og kærester. Ah! Og så stiller Cornelia Sabelström forslaget om at udskifte både 'pap' og 'sted' med bonus. Bonusmor til bonusbørn.