Med et iagttagende blik rundt i forsamlingen til 1. maj i Munkebo sidder jeg midt i blandt en masse mødedeltagende. Jeg begynder ihærdigt at tælle de fremmødte, hvor jeg snart når de halvfjerds. Vi er en flot forsamling - en flot forsamling af pensionister! Dem som kæmpede kampen for den sag, som vi unge i dag tager for givet, og som vi grovæder af uden tanke for, at det er privilegier tidligere generationer har brugt deres liv på at opbygge.

Efter at have talt den sidste pensionist falder min opmærksomhed på en ihærdig taler, som fortæller om de kampe, vi skal stå imod i fremtiden, kampen for fællesskab. Kampen om den værdifulde aktør på arbejdsmarkedet, som fagforeningerne er, der forhandler ordentlige overenskomster med arbejdsgiverne, hvilket gælder for alle fagområder. Ja fagforeninger og her taler vi ikke om de gule fagforeninger, som eksempelvis kristelig fagforening (KRIFA), der er en nassebutik med en masse kunder, som blot vælger groft at udnytte det arbejde de røde foreninger, som er under paraplyforeningen LO, gør for arbejdsmarkedet. Dette arbejdet bliver støttet og betalt af deres solidariske medlemmer, som kæmper for at bevare trepartforhandlingerne, så vi ikke ryger ud i tyske forhold, hvor arbejdere i forskellige erhverv må gå ned på halvtreds kroner i timen. Er det det Danmark vi gerne vil have?

En butik får ikke noget ud af at forhandle overenskomster, der er ingen økonomi gevinst ved det. Det modsatte gælder for en forening, som er oprettet af et fællesskab om et fælles interesse, der ikke bygger på kommercielle forhold, men med en dagsorden om ordentlige lønninger og arbejdsvilkår. Tiden for disse fællesskaber er ved at rinde ud, for vi danskere er blevet en flok selviscenesættende modedyr, for hvem det er blevet helt yt at hjælpe til en fælles sag - et fælles samfund. Medmenneskelighed er blevet umoderne, det er i stedet smart at være nasserøv, at udnytte alt og alle, hvor det kunne tænkes at have en økonomisk fordel for ens egen pengepung. Der bliver kun stillet et spørgsmålet til handlinger: ”hvilket udbytte kan jeg få for dette, altså hvilket økonomiske udbytte kan jeg få? Ikke hvordan det udvikler ens kompetencer og giver livsglæde, ikke hvordan det udvikler og glæder andre mennesker.

På tros af min frustration over ikke at have set nogle arbejdere fra unge familier eller nyuddannede arbejder til 1. maj, bliver jeg alligevel grebet af en kampgejst, for at vi har en fremtid at kæmpe for. Så da jeg kom tilbage til min undervisning, prædiker jeg omkring mig om de udfordringer vi har, og om at vi alle har noget at kæmpe for - da råber en af mine medstuderende "Jeg er da ligeglad".

Lige præcis - han er ligeglad. Lige nu og her får han ikke nogen økonomisk fordel ved at kæmpe for vores velfærdssamfund - så hvorfor støtte det, hvorfor engagerer sig i det. Det er håbløst gammeldags at gøre noget for fællesskabet, og hvad vil de andre ikke tænke, hvis man gjorde det. Som min kære nabo Lars, der stolt og imponeret over sin egen opdagelse, kom hen og fortalte, at hvis han blot arbejdede lidt mindre, kunne det give ham den økonomiske fordel, at han ikke behøvede at betalte topskat. Han har det som blommen i et æg, men tanken om stolt at kunne sige om ti til femten år ”jeg har været med til at få Danmark ud af krisen” faldt ham tilsyneladende ikke ind. Niks, for der skal udnyttes hvor udnyttes kan. Derfor stiger antallet af kunder til de gule fagforeninger, som et tilløbsstykke. Her fås en økonomiske fordel, og det er derfor lige meget, at det faktiske er de andre forening, altså de røde fagforeninger, der sikre gode arbejdsvilkår. At få alle fordelene uden at bidrage betyder intet for kunden i den gule usolidariske "fagforening" eller med det rette ord udnyttelsesforening.

Ved forsamlingen til 1. maj var der en anden ung deltager ud over mig, som jeg kunne dele kampgejsten med, nemlig den unge DSU'er, som de pensioneret socialdemokrater havde fået lokket til at tale. Ordstyreren afsluttede den flotte klapsalve, som den unge mand fik, med ordene: ”Hvor er det dejlig at unge mennesker vil arrangere sig i politik og i vort samfund.” Det kan jeg sandelig godt forstå, at han sagde, for der er tydeligvis meget langt i mellem os. Som en anden fra min klasse supplerede min navleanskuende medstuderende ”Det gør jo ingen forskel”.
Hvordan er sket, at vi er kommet ned på dette lavere udviklingstrin, hvor der kun tænkes på personlig vinding, hvor det er en manglende empati i forhold til andre mennesker. Det er da så fed en følelse at glæde andre, at hjælpe andre. Om halvtreds år når jeg sidder og gøre mine konti op, min økonomiske konto holdt op imod min konto med lykkelige oplevelse, skal der så stå et flot pengebeløb skabt ved at udnytte andre, udnytte den servicestation, vi i dag betragter vores sociale og solidariske samfund, en saldo som alle de griske nasserøve lige fra bankdirektøren til kassedamen, rengøringskonen til slipsedrengene på Christiansborg vil have, fordi det var på mode i ungdommen, og som væltede det sociale samfund. Eller vil der kun stå et lille pengebeløb, mens min lykkekonto vil bugne af fantastiske netværk af venner, af glædesstunder ved at have hjulpet andre, set deres lykke, set et samfund blive opbygget eller holdt ved lige. Jeg tror, at jeg vil tænke tilbage på 1. maj for halvtreds år siden, hvor jeg fik så fed en oplevelse sammen med en masse dejlige mennesker på en solskinsdag, og jeg nok også lade tankerne glide over på det modedyr af en usolidariske og økonomifikseret klassekammerat, som jeg havde. Men med et ryst på hovedet for at komme tilbage til nutiden, så har jeg valgt min vej. Spørgsmålet er hvilken vej vælger du?