Den borgerlige anstændighed står ikke til at reddes af Venstrefolk, og slet ikke af tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Hun har for længst solgt ud af enhver politisk integritet og står i dag som selve symbolet på Venstres principløshed.

Det har derfor komikkens skær, når Birthe Rønn Hornbech – der i årevis forvaltede udlændingereglerne helt ud til kanten af loven – nu pludselig føler trang til at lægge afstand til VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti. Hendes ’omvendelse’ virker opportunistisk.

LÆS ARTIKELRønn retter otte hårde anklager mod Pia K.

Umiddelbart kan det være svært at fortænke enkelte politikere, der engang blev rost for deres liberale frisind, i at føle bondeanger.

Men selvopgøret skulle være kommet langt tidligere, hvis kritikken skulle virke troværdig.

At et lille slæng af andre Venstrefolk, såsom Britta Schall Holberg, Eyvind Vesselbo og Jens Rohde, også tror, at de kan redde det engang så liberale partis ære med personangreb på Pia Kjærsgaard, fuldender kun komedien.

Det virker lige så tragisk, som det er ynkeligt, når Venstrefolk forsøger at skyde skylden for en moralsk korrumperet og humanitært afstumpet politik over på støttepartiet:

Som om problemerne er kommet til Venstre udefra; som om den indre opløsning af Venstre skulle kunne bremses med øget kontrol af grænsen over for Dansk Folkeparti.

Ansvaret for, at Venstre har samarbejdet så tæt og systematisk med Dansk Folkeparti gennem et helt årti, kan kun placeres ét sted, og det er i Venstres egen folketingsgruppe.

Hvis Birthe Rønn Hornbech, Britta Schall Holberg og andre vil gøre en sidste forskel i dansk politik, skal de ikke revse Dansk Folkeparti, men derimod finde mod til at sætte gang i et selvopgør internt i Venstre. Det er og bliver Venstre, der har et problem, ikke Dansk Folkeparti.

Hvis Birthe Rønn Hornbech vil gøre alvor af de liberale og europæiske værdier, hun selv hævder fortsat at repræsentere, er det partiet Venstre, som må skifte kurs.

Første skridt er afskaffelsen af retsforbeholdet og en fuldtonet opbakning til, at grænseoverskridende problemer skal løses i fællesskab med EU-landene.

Dansk Folkeparti mener, hvad de nu engang gør – og har vist sig i stand til at mobilisere mellem 10 og 15 procent af vælgerne.

Men det er Venstre, der i modsætning til søsterpartierne i Sverige, Norge, Finland og Tyskland, har valgt at samarbejde med et nationalpopulistisk parti.

Venstre må selv til at sige klart fra. Alt andet har karakter af billige point og ansvarsforflygtigelse.