Lønnen falder ikke kun i Grækenland.

Den overenskomst, der blev indgået i går mellem Dansk Industri og CO-Industri, og som omfatter 240.000 arbejdere, vil medføre et fald i reallønnen for mange.

En ny barsk virkelighed, som traditionen tro vil smitte af på lønniveauet på andre områder.

Med et kosmetisk løft i den samlede lønramme vil nogle af de lavest lønnede industriarbejdere kunne se frem til en negativ lønudvikling.

Priserne på almindelige livsfornødenheder stiger i disse år, i januar lå inflationen på 3 procent, og en gennemsnitlig dansk industriarbejder, der fortsat er så heldig at have et job, vil således gradvist kunne købe mindre og mindre for sin løn.

LÆS ARTIKEL Topforhandler er tilfreds med lønstigning på 1,35 kroner

Krisen begynde nu for alvor at kunne mærkes her i Danmark.

Under krisen er op mod 180.000 private job forsvundet, og fra nu af bliver konkurrencen om arbejdspladser jernhård. Men lønmodtagerne har igen vist, at de er villige til at ofre lønstigninger til fordel for øget uddannelse.

Det er stærkt opløftende. Arbejderbevægelsen har tydeligvis lært af den sidste store samfundskrise i 1970’erne, og kræver derfor ikke længere fiktive lønstigninger, som bare sætter sig i en løbsk inflation.

Det er bedre kvalificerede arbejdere, ikke papirpenge, som Danmark skal leve af i fremtiden.

Modydelsen til løntilbageholdenheden har været øget efteruddannelse og ekstra pension til timelønnede, der arbejder i weekenderne.

Man må håbe, at andre faggrupper har modet til at gå samme vej.

Sammenlignet med lønproblemerne og gadeoptøjerne i andre dele af Europa, er der grund til at glædes over vores særlige arbejdsmarkedsmodel, hvor parterne selv tager ansvar – og selv finder praktiske og tillidsfulde løsninger, hvor fokus i stigende grad er på opkvalificering.

Den mådeholdne ansvarlighed, der nu vises fra arbejdstagerside, stiller dog krav til politikerne om dels at lette arbejdernes hverdagsøkonomi reelt gennem de skattelettelser, som S-R-SF-regeringen har lovet, og dels at holde igen med at vælte nye afgifter og omkostninger over på almindelige lønmodtagere.

Hvis lønmodtagerne i længden skal vælge uddannelse frem for løn, og dermed styrke samfundsøkonomien, kræver det, at politikerne prioriterer bedre vilkår for arbejdere – som kompensation for lavere løn.

Med industriens skrabede overenskomst har arbejdsmarkedets parter taget et vigtigt første skridt.

Næste stop bliver den nye regering, som stadig har meget at leve op til, når det gælder reelle forbedringer af privatansattes vilkår.