Affæren om den livstidsdømte frihedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja er både opmuntrende og skræmmende.

Bahrain – og andre stater i Mellemøsten – har i årtier haft rigelig anledning til oprør for demokrati og politisk frihed.

Men i støjen fra vold og terror og alt for mange krige i regionen har det været fristende at bilde sig ind, at det fremherskende diktatur og den manglende politiske ansvarlighed i de fleste arabiske stater skulle være en stabiliserende og folkeligt accepteret tilstand.

I dag ved vi, at det er en illusion.

LÆS OGSÅAlle danske partier: Løslad al-Khawaja med det samme

Hvorfor er Khawaja-historien opmuntrende? Fordi al-Khawaja modigt – ikkevoldeligt – er gået i spidsen for folkelige krav om selv at kunne vælge sin regering i en stat, hvor Khalifa-kongefamilien siden statens uafhængighed har taget sin egen ret til magt for givet.

Og skræmmende? Fordi al-Khawaja er et vidnesbyrd om den pris, som alt for mange demokratitilhængere må betale i den arabiske verden. Han er dømt for en politisk forbrydelse. Oven i sin straf har han været udsat for tortur.

Alligevel har han fastholdt sit værdige forsvar for retten til frihed.

Al-Khawaja er derfor en indlysende modtager af Politikens Frihedspris 2012, som overrækkes til en af hans døtre i dag.

Al-Khawajas sag er også en udfordring for dansk og europæisk udenrigspolitik. Han har dansk pas og er således omfattet af EU’s forpligtelse til at beskytte sine borgere.

LÆS OGSÅFor al-Khawaja kom torturen ikke som en overraskelse

Derfor har den danske udenrigstjeneste gjort en ihærdig indsats for at få al-Khawaja udleveret til behandling på et dansk sygehus efter torturen og forårets sultestrejke. Bahrains udenrigsminister lovede faktisk at udlevere ham 14. marts, men sprang respektløst fra sit løfte.

Al-Khawaja traf senere det kloge valg at true med at leve frem for at true med at tage livet af sig selv. Det har efterladt både al-Khawaja og EU-kredsen i den komplicerede situation, at det politiske pres for at få ham fri er aftaget – uagtet af behovet og begrundelsen er uforandret.

Al-Khawaja har stadig behov for hospitalsbehandling efter torturen i Bahrain. Og han er stadig dømt for en politisk forbrydelse.

Hans landsmænd uden for fængslet er fortsat underkastet censur, politisk og religiøs diskrimination, forbud mod demonstrere frit og manglende adgang til at stille deres magthavere til ansvar.

De har ret til den politiske frihed, som al-Khawaja har gjort sig til en imponerende talsmand for.