”Jeg er ikke sådan en barnepigepolitiker, der mener, at man skal holde folk i hånden. Jeg mener, at man godt kan overlade folk et personligt ansvar”- Anders Fogh Rasmussen til Jyllands-Posten d. 20. januar 2013

Til april er det fire år siden, at der var skiftedag i Statsministeriet efter Anders Fogh Rasmussens dygtigt timede exit fra dansk politik. Fogh har altid haft en formidabel evne til at tage ansvar for succeshistorierne, men til gengæld holde sig så langt væk som muligt, hvis noget var gået galt.

På den måde var det også helt efter bogen, at Fogh valgte at daffe af mens det trak op til et gevaldigt økonomisk uvejr i horisonten.

Som tiden går, er der dog kommet flere og flere revner i det i starten så rosenrøde billede af Anders Fogh. Måske er det netop denne kritik, der langsomt æder sig ind på det foghske eftermæle, der i søndagens udgave af Jyllands-Posten har fået NATO-bossen til for første gang at svare på kritikken af hans økonomiske politik.

I dag ved vi, at indførelsen af de afdragsfrie lån i 2003 samt skattestoppet, har haft afgørende betydning for, at det danske boligmarked i dag befinder sig i en sørgelig tilstand. Fogh mener dog, at boligboblens kollaps er boligejernes eget ansvar. ”Hvilket type lån, folk optager, det må de virkelig selv om”, siger Fogh til Jyllands-Posten og tilføjer, at han ikke er en ”barnepigepolitiker”.

Med andre ord vender landsfaderen efter 4 års tavshed tilbage og fastslår, at den økonomiske krise i Danmark skyldes alle de uartige børn, som ikke har kunnet forvalte det personlige ansvar.

Jeg er næppe den eneste, der var fuldstændig paf over at læse, hvordan Fogh fik tørret ansvaret for en makroøkonomisk nedsmeltning af på ”det personlige ansvar”. Fogh mener altså, at den enkelte dansker i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit lån skulle konsultere sin egen ansvarsfølelse og overveje, hvordan hans/hendes handling ville påvirke den samlede økonomi.

Mange danskere har nok haft antaget, at politikerne havde umuliggjort optagelsen af afdragsfri lån, hvis det havde udgjort en risiko for personlig ruin og markedskollaps.

Fogh står klar med lektien: Danskerne var for dumme, og hr. og fru Jensen burde havde forudset, at deres ønskedrøm om en murermestervilla førte Danmark ud over den økonomiske afgrund.

Dette mærkelige rationale er ikke anderledes end at påstå, at det er folks egen skyld, hvis de kører over en bro der braser sammen.

Derfor er Foghs nervøse bortforklaringer en værre omgang juks, der ikke bidrager med andet, end at udstille hans egen politiske utilstrækkelighed.

Hvis Fogh selv mener, at det er et kvalitetsstempel, at han ikke er en barnepigepolitiker, kan konklusionen derfor kun være, at dansk politik har akut behov for flere og ikke færre barnepigepolitikere.

Jeg tror sådan set de fleste danskere ville synes, det var rigtig rart, hvis politikerne her i landet sørgede for at sikre en ansvarlig banksektor eller træde på bremsen, når økonomien løber løbsk.

Politik betyder noget. Også dengang Fogh regerede landet sammen med Pia Kjærsgaard.