Der findes trofaste Politikenlæsere, der har det med digitale nyheder lidt ligesom nonner, der forvilder sig ind på et sømandshotel en sen aftentime, når bølgerne og mandehørmen går højt: De oplever, at det hele bliver hurtigt meget uoverskueligt og svært at håndtere.

Man forstår godt dem, der føler trang til at gemme sig bag en udfoldet avis og glemme det digitale eksprestog, der buldrer forbi øjne og ører.

Men der er en virkelighed, der trænger sig på, og den er lige om hjørnet. De nyheder, der i årevis har været gratis, skal læserne, som på nettet ofte kaldes brugerne, snart til at betale for.

De følgende linjer er især henvendt til de læsere, der kun sjældent eller slet ikke læser nyheder på en skærm.

14. maj kunne vi på Politiken.dk citere vor chefredaktør Lars Grarup for følgende i et interview:

»Vi har i mere end 125 år taget betaling for den trykte avis. Nu siger vi det samme på Politiken.dk: Hvis du bruger os meget, koster det (...) Vores mål er, at vi i løbet af det første år får konverteret 1 procent af Politiken.dk’s 900.000 læsere til at være betalende abonnenter. Samtidig sender vi et signal til markedet om, at journalistik koster«.

LÆS ARTIKELSeks skarpe: Derfor indfører politiken.dk digitalt abonnement

Grarup forklarer, at den betalingsmodel, Politiken kommer til at bruge, er valgt fra ingen ringere end New York Times:

»Modellen overlader det til markedet at vurdere værdien af indholdet på Politiken.dk. Det er altså ikke en redaktionel vurdering af den enkelte artikel, men brugerens vurdering af det samlede tilbud. Derudover rammer modellen de mest loyale brugere. Vi regner med, at jo mere man benytter sitet, jo mere loyal er man, og des villigere er man til at betale. Ikkeloyale brugere vil aldrig møde ønsket om brugerfinansiering«.

Først til efteråret vil læserne kende de magiske tal på det, der i mediejargonen hedder en paywall: Hvor mange artikler kan man gratis klikke sig ind på, inden nummeret på dankortet skal i anvendelse, og hvor meget taksten så bliver for adgangen til resten.

Abonnenter på Politikens papirudgave vil ikke møde denne betalingsmur; de vil fortsat have fri adgang til hele Politiken.dk. Hvad går så den såkaldte New York Times-model ud på?

Enhver kan læse ti gratis artikler hver måned. Er man abonnent på den trykte avis, er der selvfølgelig fri adgang til alt indhold.

Et alternativ kan være at tegne et rent digitalt abonnement til 8,75 dollar (ca. 52 kroner) ugentlig. Avisen begyndte at rejse sin ’mur’ i marts 2011, og et år senere havde den 380.000 registrerede betalingsbrugere, svarende til lige knap halvdelen af det antal, der betaler den fulde pris for abonnementet på den trykte avis.

Sagt i kort form handler det om konvertering: at få gratister til at betale for noget, de ikke har været vant til at betale for.

Udfordringen består selvsagt i at kunne tilbyde brugerne noget indhold, som ikke ligner alt det, de kan hente gratis på alle mulige andre nyhedssider, og da abonnenterne på den trykte avis i forvejen er inde i folden, skal vi altså kunne motivere nye læsere ved at tilbyde noget, de ikke kan hente hverken hos andre netmedier eller i vor trykte avis. Dette er lykkedes fint for vore kolleger i New York, men der er jo også størrelsen til forskel.

Så VI sejler ind i uroligt farvand. Nogle læsere er usikre, således som det fremgik af et debatindlæg på Politiken.dk: »I dag abonnerer jeg på papirudgaven. Skal jeg betale to gange for at læse de samme artikler digitalt? (...) Hvis jeg skal betale to gange, dropper jeg papirudgaven. Så enkelt er det«.

Her vil jeg svare, at der på Politiken.dk er masser af relevant og seriøst stof, som ikke er at finde i papirudgaven. Og læs så lige, hvad en anden debattør skrev på vor netavis’ debatside:

»Jeg vil gerne betale for seriøs og dybtgående journalistik, men jeg vil ikke betale for test af flødekarameller eller for en anmeldelse af/reklame for seneste caffelattecafé (...) På den anden side finder man på Politiken.dk et indlæg fra en biskop angående diskussionen om at afskaffe store bededag samt eventuelt yderligere et par helligdage. Det er naturligvis væsentligt, hvad en kirkens mand har at sige i den anledning, så jeg klikker selvfølgelig på linket. Men det kan vel næppe karakteriseres som journalistik? Min pointe er, at inden vi læsere bliver bedt om at tage stilling til, om vi vil betale, bør Politiken klart definere, hvor meget det vil koste, hvad der vil forblive gratis, og hvad der vil blive omfattet af brugerbetaling«.

Bare rolig, kære læser, det kommer. Men vi skal lige forbi sommeren.