Tillykke til Politiken. Tillykke til Bo Lidegaard.

Da Tøger Seidenfaden døde, var jeg fuld af fortvivlelse. Ikke bare fordi min avis havde mistet sin dygtige chefredaktør. Men også fordi kulturradikalismen havde mistet en af sine klogeste og modigste fanebærere. For 100 år siden var det Hørup og Brandes-brødrene, der lyste op i samfundsdebatten. For 50 år siden var det PH og Villy Sørensen. Og i vores tid var det Tøger Seidenfaden. Da han døde, havde jeg det som om, den sidste store kulturradikalist var død uden at efterlade sig arvinger. Kilden var tørret ud. Nu skulle man på kirkegården eller i arkiverne for at finde den ufortyndede kulturradikalisme.

I tiden efter Tøger Seidenfadens død, var der naturligvis mange bud på, hvem der kunne efterfølge ham. Men for mig var konklusionen givet. Ingen ville kunne løfte arven. Jo, måske som chefredaktør på Politiken, men ikke som levende og lysende fyrtårn. Skuffet og småbittert nøjedes jeg med at konstatere, at min tid åbenbart var blevet snydt for den trækkraft af frisind og fremtidstro, som tidligere tider har været velsignet med.

Men så kom nyheden om, at Bo Lidegaard skulle afløse Tøger Seidenfaden. Og jeg tænkte: Måske er der alligevel en værdig efterfølger.

Bo Lidegaard er en sjælden intellektuel kapacitet, og meget tyder på, at de skandinaviske kulturradikale værdier sidder lige så fast på hans rygrad, som Fjällræven på danske turister i Sydeuropa. Selv lagde jeg først for alvor mærke til Lidegaard, da han tilbage i 2004 gik i rette med Foghs pludselige, men også meget belejlige, fordømmelse af samarbejdspolitikken under besættelsen. Den var – ifølge Fogh – udtryk for ”et politisk og moralsk svigt”, og det lod forstås, at Irak-krigen bl.a. var et spørgsmål om at genrejse Danmarks stolthed og ære. Lidegaard havde netop færdiggjort fjerde bind i serien om dansk udenrigspolitisk historie, da debatten brød ud. Bindet behandlede perioden 1914-1945 og hed slet og ret: ”Overleveren”. Pointen var klar: Dansk udenrigspolitik handlede om overlevelse, og Bo Lideggaard argumenterede klart og skarpt for, hvorfor fortiden ikke kan måles med nutidens alen. To år efter dedikerede han en hel bog til emnet: "Kampen om Danmark".

Siden har jeg mødt ham et par gange og fulgt hans virke både som embedsmand og forfatter. Vel har han været tæt på en regering, som han nu skal forholde sig kritisk til – også retrospektivt. Vel vil der blive boret i hans rolle i karrikaturkrisen og COP15. Vel kan man stille spørgsmålstegn ved, om at han kan træde hurtigt nok ud af det mentale embedsværk og ind på polemikkens slagmark.

Alligevel må vi glædes over, at vi på en af landets vigtigste poster udi meningsdannelse har fået en lysende intellektuel kapacitet. En diplomat og pragmatiker. En erfaren leder. En knivskarp debattør. En kulturradikal, som ikke er bleg for at tage de store kulturradikale ord i sin mund:

"Synspunktet Politiken har i 125 år stået på en bestemt side i debatten om samfundet, om kulturen, om verden. Bladet har stået for frisind. For oplysning. For kvalitet. For opgøret med snæversyn og fordomme. Politiken har stået forrest i frontlinjen, når de værdier, vores samfund bygger på, har været under beskydning. Og Politiken har selv skudt, når det var det, der skulle til."

Sådan taler en brandesianer. En kulturradikal. En chefredaktør.

Jeg ser frem til at følge udviklingen – både Politikens udvikling, Bo Lidegaards udvikling, og den kulturradikalisme, som han nu er sat til at forvalte. Selv lægger han ikke skjul på, at han ikke er tilfreds med at forpagte den kulturradikale slægtsgård og støve de kulturradikale nipsgenstande og arvestykker af. Han ønsker at udvikle og forny projektet. I en tidligere boganmeldelse gik han hårdt til Politiken og skrev bl.a:

"Det er, som om avisen ikke helt har besindet sig på, hvor hurtigt konteksten er skiftet, og hvor dramatisk Politikens position har rykket sig i det politiske spektrum gennem det sidste årti. Vel at mærke ikke, fordi avisen i dag repræsenterer andre holdninger, end den gjorde i det forrige århundrede, men netop, fordi den ikke gør det."

Og:

"Der er fanden til forskel på at tage teten og at stritte imod forandringen. Synspunktet Politiken kommer ikke uden om at gribe ud efter spejlet og spørge: Hvad gik galt? Og hvad kan vi gøre ved det?"

Her sætter Bo Lidegaard fingeren på det ømme punkt og identificerer nutidens store kulturradikale udfordring: At kulturradikalt tankegods er blevet erobret af den nationalkonservative højrefløj. Og at dette tankegods nu bruges aggressivt og ekskluderende. Slagordene om frisind, demokrati, det åbne samfund, fremskridtstro, kvindefrigørelse, osv., osv. Før blev de råbt mod forstokkede magthavere. Nu bruger en nationalkonservativ middelklasse de samme slagord til at mase samfundets svageste endnu mere ned i støvet.

Har Politiken sovet i timen, når det er kommet hertil? Og hvad kan systemet Politiken gøre ved det? Hvis Bo Lidegaard kan levere kvalificerede svar på disse spørgsmål, er det en stor chefredaktør, der har sat sig i hjørnekontoret.