Hvis man vil have et godt liv, skal man vælge at vokse op i en dansk akademikerfamilie. Se bare de seneste ugers socialstatistik.

Ifølge UniC fik børn af akademikerforældre sidste år dobbelt så høje karakterer til folkeskolens afgangsprøve end børn af ufaglærte. 8,6 mod 4,3. Og børn af ph.d.er toppede med 9,5. Samtidig viser en ny undersøgelse fra AE-Rådet, at akademikeres børn stort set alle får en uddannelse.

Men mest overraskende er det, at Rockwool Fonden nu hamrer en pæl igennem myten om, at akademikerforældre først kommer hjem, når au pairen har lagt lille Anna i seng. Glem det!

Både mødre og fædre med lange uddannelser bruger mere tid på at bade, læse lektier og spise med deres børn end ufaglærte mødre og fædre. Faktisk markant mere tid!

Ved første øjekast er der kun godt at sige om det forhold, at akademikerbørn udsættes for en særlig opvækst. Den positive arv er kun … positiv.

Men det passer ikke. Udviklingen har også en bekymrende side. I disse år vokser stadig flere børn op i rene akademikerfamilier, hvor både far og mor har læst på universitetet. Forskerne taler om homogami. Og det er nyt. Tidligere forelskede lægen sig i en lægesekretær.

Men med uddannelsesløftet blandt kvinderne sker der det, at den medicinstuderende typisk finder sammen med den universitetsstuderende, han møder til festen på kollegiet.

Det afspejler sig i vennekredsen. Og blandt naboerne. For vi flytter i stigende grad sammen med i boligområder med sociale kopier af os selv.

Når barnet så kommer, slår skævheden igennem i den lokale vuggestue og børnehave. Og folkeskolen. Derfor viser nye tal fra UniC, at hvor den 15-årige fra Lyngby-Taarbæk sidste år fik 8,1 i gennemsnit til folkeskolens afgangsprøve, fik en jævnaldrende fra Langeland sølle 5,5. Lægges det hele sammen, er der altså en voksende gruppe børn, der i fremtiden kun vil opleve veluddannede mennesker under opvæksten. Mor og far. Onkel og tante. Mor og fars venner. Og skole- og legekammeraternes forældre.

Det er meget muligt, at sådan en opvækst i akademikerghettoen vil være et godt afsæt for at komme i betragtning til en ph.d.-afhandling i 2025. Men der er også problemer. Og det handler ikke kun om, at et samfund, hvor vi kun omgås kopier af os selv, bare er et kedeligere samfund.

Det handler i den grad om lidelsen ’social blindhed’ – at en beskyttet opvækst kan svække fornemmelsen for, hvordan mennesker fra andre lag føler og tænker og oplever verden.

Afdøde Tine Bryld fortalte sidste år i et interview her i avisen, at den største øjenåbner i hendes liv var, da hun – lægedatteren – som barn mødte børn fra andre lag i lokalområdet. Sådanne erkendelser er vigtige i et samfund, hvor akademikere i stigende grad skal tage beslutninger for andre. Og så handler det ifølge socialforskerne om, at det svækker den sociale mobilitet, hvis de veluddannede isolerer sig.

LÆS ARTIKELUlige børn leger bare bedst

For når vi i Danmark historisk har haft en høj social mobilitet – i modsætning til f.eks. USA – hænger det også sammen med, at den ufaglærtes barn har mødt velstimulerede kammerater, der har kunnet vise ham en verden, der var større end den, han kendte. Derfor rykkede han socialt. Forskningen taler om ’klassekammerateffekten’.

Men Danmarks store udfordring lige nu er, at den sociale mobilitet er gået i stå, og at en stor gruppe unge fra ufaglærte hjem aldrig får den der uddannelse. Kunne en svækket klassekammerateffekt være en del af forklaringen? Det skulle man da mene.

Måske har børn af akademikere ikke kun en interesse i at score det høje eksamensgennemsnit og det gode vellønnede job? Måske har de også interesse i et sammenhængende samfund, hvor man mødes på tværs af skel? Ja, måske har historien om den positive sociale arv i toppen af samfundet også en skyggeside?