I mandags kl. 13 fremlagde S og SF deres bud på en 2020-plan.

Allerede inden dagen var omme, var kvoten for, hvor mange gange man kan holde ud at høre udtrykkene ’fugle på taget’ og ’ønsketænkning’, langt overskredet.

Overskridelsen var sådan set allerede i gang, inden S og SF overhovedet nåede at lægge planen frem. Politiken kunne således allerede fra morgenstunden citere Konservatives Mike Legarth for: »Derfor er deres drømmetænkning rent fatamorgana og fugle på taget«.

ARITIKEL S og SF har fundet tre milliarder mere til deres plan

Godt suppleret af finansminister Claus Hjort Frederiksen i mandagens Information: »Det er luftpenge og ønsketænkning«.

Selvfølgelig vil og skal den politiske scene være en kampplads med hårde, udfordrende og farvede kommentarer. Og naturligvis skal regeringens reaktion på oppositionens fremlæggelse af en 2020-plan ikke være ros, imødekommenhed og konstruktiv feedback.

Sådan er gamet ikke, og det ville også tage meget af dynamikken i den politiske debat, hvis fronterne ikke var klare.

Omvendt ville det være en befrielse, hvis borgere, som forsøger at følge de politiske udspil, ikke kunne recitere de fleste replikker på forhånd, men kunne blive både overraskede og klogere undervejs. Der er et overforbrug af standardsætninger og standardreaktioner fra de to fløje i dansk politik. Og repeat-knappen er alt for meget i brug.

Kunne vi ikke godt få variation og nuancer ind i den politiske argumentation og få stoppet automatpiloten? Det ville få folk til at lytte og tænke efter.

På medierne har vi også et ansvar. Et ansvar for at tvinge politikere til at levere mere substans og færre teaterreplikker. Politik er nemmere at forstå – og formidle – når spillet kører efter en drejebog, hvor replikkerne nærmest giver sig selv, og hvor fløjene er til at få øje på. Blå mod rød, Thorning mod Løkke og Vestager mod Kjærsgaard.

Men det er i substansen og i virkeligheden, samfundet skal udvikles. Og som medier skal vi hele tiden tvinge politikerne til at blive konkrete og nuancerede i deres argumentation, så de ikke bare kan køre standardplader af – for i sig selv er de fleste politiske statements fugle på taget, hvis de ikke efterprøves og udfordres.

Derfor var det desto mere godt for den politiske forudsigelighed og innovation, at finansministeren klokken 19.11 i fredags trådte ud af sit ministerium flankeret af Kjærsgaard, Mikkelsen og som noget helt nyt Vestager og kunne meddele, at der var indgået en aftale om en tilbagetrækningsreform mellem regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale.

I det øjeblik døde meget af forudsigeligheden på den politiske scene og i den politiske journalistik – politik kunne for en gangs skyld ikke proppes i de sædvanlige kasser og blokke. Et wake-up call for både politikere og journalister.

Det utænkelige var sket. Den urørlige efterløn var blevet rørt, endda på tværs af rød og blå. Og de politiske standardreplikker duede – i hvert fald for en stund – ikke længere.

Uanset om man elsker eller hader den nuværende efterlønsordning, er aftalen et konstruktivt tegn på mulighed for forandring og udvikling, og pludselig handler det om substans.

I en verden, der banker af sted, holder det ikke, at politikere dyrker fastlåsthed og kontrakter. Fra kl. 19.11 i fredags kunne det igen pludselig betale sig som borger at høre efter.

Derfor var det ekstra ærgerligt, at ens ører allerede mandag kunne blive trætte, fordi argumentationen – i forbindelse med fremlæggelsen af S og SF’s ’Fair løsning 2020’ – igen havnede i de sædvanlige riller, og politikerne igen tyede til standardrollespillet og standardreplikkerne.

Stop den politiske båndsløjfe, så vi undgår, at den politiske debat bliver et lydtapet, som bare kører i baggrunden. Eller er det ren ønsketænkning og en fugl på taget?

Repeatknappen er alt for meget i brug. Kunne vi ikke få variation ind i den politiske argumentation? Det ville få folk til at lytte og tænke efter.