Danmark værdsætter ikke sine digtere, sagde Klaus Rifbjerg ved et arrangement på Politiken torsdag, da han fyldte 80.

Det mærkelige er, at der skal så lidt til for, at vi faktisk kunne gøre en langt større indsats, simpelthen fordi kunstneres levefod er så lille, at små forskelle i samfundsøkonomisk henseende kan have stor betydning.

Nyheden om at Poesiens Hus er truet af lukning er trist nok i sig selv, men selvfølgelig kan man spørge, om der behøver at være både et LitteraturHaus og et Poesiens Hus i København.

Men et oplæsningssted og et samlingssted for litteraturen er der behov for, så hvorfor ikke forene de to huse i ét, ekspandere aktiviteterne og give det en endnu mere central beliggenhed. På Kgs. Nytorv eller på Rådhuspladsen. Med bogcafé og bibliotek og ovenpå gæstelejligheder for tilrejsende, oplæsende forfattere.

Det ville blive et magnetisk sted, magneter af den slags findes allerede og er store succeser i f.eks. Berlin og Oslo.

Bare man sørger for, at det hele er af kvalitet: en rigtig god café, en rigtig god boghandel med alle arkitektur- og designbøgerne, postkortene til turisterne og et aktuelt og klassisk udvalg af det bedste i paperbacks og aviser. Statsstøttet ved en snedig omvej, hvor støtten går til litteraturhuset og ikke til boghandlen.

Hvad der også mangler er billige boliger til unge danske forfattere, lejligheder nær oplæsningssteder og Netto. I øjeblikkets pressede boligmarked, hvor stilstanden på ejermarkedet skubber mange over i lejeboligerne, er det ekstra svært for absolutte lavindkomstgrupper som kunstnere at finde noget at bo i.

Der er masser af legatboliger i udlandet til ophold, når man skal lidt væk og have skrevet bogen færdig, men der er behov for at gøre noget for kunstnernes dagligdag.

Endnu mangler vi også at se, at et nyt politisk regime forlader de sidste ti års halvlunkne misundelsespolitik, hvor alle helst skulle falde så tæt på gennemsnittet af en borgerlig tilværelse som muligt og gør det klart, at kunstnere findes og lever på andre måder og i andre rytmer og har brug for støtte, grundlæggende støtte til deres grundforskning, leveret med så lidt bureaukrati som muligt, netop for at spare de afgørende småpenge, der så kan frigøres til ekstra støtte, flere legater, flere legatboliger, udgivelsesstøtte til små forlag, der heldigvis stadig tager chancer med smal litteratur.

LÆS OGSÅLukningstruede oaser har brug for hjælp

Og endelig støtte til oversættelse fra og til dansk.

Der skrives og udgives bøger, de købes og læses og er en mursten i den åndelige grundmur i samfundet. Fra bøger vokser film, teaterstykker, kommissioner, erkendelser, kritik, avisomtaler, interview, biblioteker, bogbindere, trykkere, papirsælgere, genbrugsstationer, antikvariater, skoler, klassesæt, bibliotekarer, råd og udvalg.

Hele ordmassivet er så afgørende for et nyt bruttonationalprodukt, som det regeringen ønsker sig, at vi slet ikke har råd til ikke at tage det langt mere alvorligt.

Men vi mangler flere steder med høje kvalitetskrav, noget i internetalderen, der modsvarer fortidens skov af tidsskrifter og magasiner, der trykker fiktion og essays, modsvaret af en stærk, kritisk og faglig kultur.

Der igen holdes oppe ved at satse benhårdt på et humaniora med tid til fri forskning, frigjort fra at skulle skrive ansøgninger om bevillinger og tænke i meritering i en uendelighed i stedet for simpelthen at læse og skrive og undervise, som humanister er til for og gode til.

At vi alle skal være bureaukrater, kommer der hverken effektivt bureaukrati eller stor kunst ud af. Tværtimod: leflen og intriger, jasket jappet kunst og en overproduktion, en overflod af information, som ingen orker eller evner at sortere i. Viden og kunst er udsøgt og skal være det.

Derfor hænger afbureaukratisering af forskningen og bedre forhold for kunstnere sammen. Derfor er synet på humaniora og kunst hos politikerne afgørende, og den tiltagende mangel på interesse og viden hos beslutningstagerne skræmmende.

For det man bør gøre er at samle kunststøtten i et enkelt kontor med et ringbind for hver af kunstarterne og små effektive udvalg til fordeling inden for hver af kunstarterne. I virkeligheden findes det allerede. Det hedder Statens Kunstfonds tremandsudvalg.

LÆS OGSÅSmå tidsskrifter må acceptere sig selv som poesiens rugekasser

Til gengæld kan man sætte pinden højt og forlange det bedste af kunstnerne, så de ikke bliver fristet til at fortynde deres talent ved at lave alt muligt andet.

Det kan vi gøre ved at sikre produktionen i første led gennem støtte til kunstneres livsvilkår: bolig og grundindkomst eller støtte til udgivelse af den litteratur, der ikke kan tjene sig selv hjem, men som tjener os i det lange løb.

Det kunne den nye regering uden store summer, men med vilje til prioriteringer straks gøre noget ved.

Poesiens hus bor vi alle sammen i. Renover det, byg til.