Det næste store systemskifte vil ske den dag, det nye ’AOF-flertal’ tør begynde at samarbejde:

A for Socialdemokraterne, O for Dansk Folkeparti og F Socialistisk Folkeparti.

Aftenskoleholdet har allerede 93 mandater bag sig i Folketinget og står i en række meningsmålinger til at kunne få over 100 mandater – tilsammen – ved det næste valg, i 2011.

Foreløbig fremstår alliancen som et fantasifoster.

For skønt Socialdemokraterne kan leve med et hvilket som helst stabilt flertal – uanset farvesammensætning – er der endnu et godt stykke vej, før Dansk Folkeparti på den ene side er parat til at samarbejde med de tidligere 68’ere, og SF på den anden side vil kaste sig i armene på de sidste rester af Fremskridtspartiet.

Men bevægelsen er sat i gang. Dansk Folkeparti har for længst taget det første skridt:

I en ny biografi med titlen ’Kristian – kronprinsen’, fortæller Dansk Folkepartis 40-årige formand for folketingsgruppen, Kristian Thulesen Dahl, at pianisterne gerne vil lægge stemmer til at danne et nyt ’AOF’-samarbejde:

»Hvis de radikale i socialdemokraternes øjne forsøger at ødelægge en socialdemokratisk ledet regerings mulighed for at føre en udlændingepolitik, der er i takt med det, folket vil have. Så kan det godt ske. Spørgsmålet er bare, om de har modet til det, om de har SF’s opbakning til det – og det er det, jeg tvivler på«, siger Kristian Thulesen Dahl i portrætbogen.

Drømmescenario
Og det er spørgsmålet: Er der grund til at tvivle på SF’ernes villighed til at gå med i et flertal uden om Det Radikale Venstre?

Blandt de ældre SF’ere er modstanden stor, men blandt de yngre – dem, der stod i spidsen for SFU i slutningen af 1990’erne – er det et drømmescenario, hvis de radikales elitære og verdensfjerne hattedameøkologi kan holdes væk fra magten.

Som tidl. SFU-formand og tidl. pressesekretær, Peter Goll, har udtalt om opgøret: »Vi vil ikke lave grønne afgifter , der rammer socialt skævt, så hellere undvære«.

De unge SF'ere, der udgør en af Villy Søvndals vigtigste magtbastioner, har i årevis kæmpet for at nedtone den grønne profil til fordel for en strammere kurs i udlændingedebatten.

Kombinationen af frelst miljøbevidsthed og antinational pladderhumanisme er af de unge SF’ere blevet udlagt som den største forhindring for at hverve nye vælgere til SF.

I stedet skulle partiets politik være »fast og fair« – ligesom, ja ligesom VK-regeringens.

Med det fælles skatteudspil fra SF og Socialdemokraterne ser det ud til, at de, der tidligere blev kaldt ’Børnebanden’, endegyldigt har vundet på begge fronter:

SF har mere end accepteret VKO-blokkens mange stramninger i udlændingepolitikken og har nu også valgt at skrue ned for de grønne ambitioner på klimaområdet.

SF’s unge skatteordfører og tidl. SFU-formand, Jesper Petersen, har netop beroliget alle de klimaskeptiske vælgere med, at de grønne afgifter ikke vil blive justeret eller pristalsreguleret under en S+SF-regering:

»Der er blevet indført stigende afgifter med regeringens skattereform på de private husholdninger, og vi kan med sindsro sige til borgerne, at de ikke kommer til at skulle betale mere i afgifter«.

Ved at fastfryse de grønne afgifter svækker SF ikke alene muligheden for at påvirke folks adfærd i en mere grøn retning, men bryder også med partiets hidtidige linje.

Som et ekko fra en anden tid, dengang SF stadig kunne betragtes som et grønt parti, har den gamle fornyer, Steen Gade, udtalt:

»Når man har skattestop og ingenting foretager sig, er det med til at underminere effekten af de grønne afgifter«. Men det er nu SF’s egen klimapolitik.

Symbolsk fravalg af de grønne
Strategien handler netop om at underminere effekten af de grønne tiltag, så vælgerne, særligt de mindrebemidlede, ikke rammes direkte på pengepungen. Det er et symbolsk fravalg af det grønne.

Frem for at udvikle en ny progressiv politik, der skaber bedre muligheder for de svageste og nye jobmuligheder for de dårligst uddannede, har SF valgt blot at fjerne de barrierer, som angiveligt skulle have holdt nogle fra at stemme på partiet.

Med accepten af udlændingelovgivningen og status quo på klimaområdet har de unge SF’ere nu fjernet de sidste forhindringer for et samarbejde med Dansk Folkeparti.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, står allerede parat. På et spørgsmål i TV 2 Nyhederne om, hvem hun og SF vil gennemføre skattepolitikken med, svarede hun: »For eksempel kunne jeg da pege på Dansk Folkeparti«.