Dansk Røde Kors meddelte i mandags, at organisationen har indført ’undtagelsestilstand’ i Sandholmlejren. ’Undtagelsestilstanden’ skyldes, at man har måttet stuve 750 mennesker sammen i lejren, som under normale – og allerede meget pressede – tilstande huser 600 mennesker.

Det betyder, at Røde Kors ikke kan leve op til de standarder, som organisationen har sat for modtagelse af asylansøgere. Ifølge Røde Kors’ asylchef, Jørgen Chemnitz, bor folk under uværdige forhold og må stå i kø i timevis for at få mad.

Undtagelsestilstanden i Sandholmlejren er opstået som følge af en anden undtagelse. Overbelægningen i lejren skyldes nemlig, at der det seneste år er kommet langt flere asylansøgere til Danmark, end myndighederne havde regnet med. Det sker efter flere år, hvor kun meget få asylansøgerne kom til Danmark.

Tid til selvransagelse
Den stramme asyllovgivning, som VKO indførte i 2002, virkede, fik vi at vide. ’Tilstrømningen’ til Danmark var stoppet. Asylansøgerne og menneskesmuglerne gik uden om Danmark, efter at det var rygtedes, hvor vanskeligt det var at få asyl. Derfor står man helt uforberedt på situationen og har travlt med at få genåbnet nedlagte asylcentre.

Ifølge den seneste opgørelse fra Udlændingeservice boede der ved udgangen af sidste år 1.832 asylansøgere på landets asylcentre, mens der i oktober i år befinder sig 2.600 personer – et samlet antal, der stadig er blandt de laveste i Europa.

Dertil kommer, at man mangler plads til de mange uledsagede børn, der også kommer til Danmark for tiden.

Det må være tid til selvransagelse i VKO. For hvad er gået galt, siden der på det seneste er sket en markant forøgelse af antallet af asylansøgere, der søger til Danmark? Kan de mennesker, der kommer, hverken se eller høre? Hvor kommer de fra, siden dansk asyllovgivning og praksis tilsyneladende er gået fuldstændig hen over hovedet på dem?

De kommer såmænd fra lande, der befinder sig i politisk og voldelig konflikt, sådan som asylansøgere altid gør. Fra primært Afghanistan og Irak, som er de to lande, der de sidste mange år har produceret flest asylansøgere i verden.

Antallet af afghanske asylansøgere, der er kommet til Vesten i 2009, har ikke været så højt siden lige efter invasionen af Afghanistan i 2002.

Vi kender kun alt for godt historien om de to lande. Vi er på en vis måde en del af deres historie. Danmark deltog som bekendt med tropper i Irak og har stadig soldater i Afghanistan, hvor situationen desværre kun er blevet værre.

Irakerne bliver ved med at komme
Det, der selvfølgelig må undre politikerne, er, hvorfor budskabet ikke er trængt ind derude. Selv efter en kirkerydning og tvangshjemsendelser af deres landsmænd er irakerne stadig blandt de nationaliteter, der topper listen over asylansøgere i Danmark.

Måske er det slet ikke så kompliceret. Måske skyldes stigningen i antallet af asylansøgere helt enkelt, at irakere såvel som afghanere stadig lever i den vildfarelse, at det land, der har sendt soldater til deres land for at redde dem fra undertrykkelse og terror, også kunne tænkes at ville hjælpe dem, hvis de kom her.

LÆS OGSÅ Vi kan hjælpe de afviste irakere

Eller måske er det endnu simplere: Disse mennesker har et reelt behov for beskyttelse og kan ikke tillade sig den luksus at overveje, hvilket land de kommer til.

Det betyder i så fald, at antallet af mennesker, der søger asyl i Danmark – og andre lande – har en direkte sammenhæng med krig, forfølgelse og undertrykkelse i de lande, de kommer fra. Det er såmænd også det princip, flygtningekonventionen bygger på.

Det er bare ikke den logik, der har styret dansk asyllovgivning. Det politiske flertal har hævdet, at man ved signaler og restriktiv lovgivning kunne holde folk væk. Den seneste udvikling tyder ikke på, at det er helt nok.

Mon ikke 2009 bliver en undtagelse, og vi vil se ’normaliteten’ genindfinde sig ved hjælp af nye restriktioner næste år.