Flere børn, færre indtægter, mere ballade – selv den sløjeste oliesheik kan se, at det er en dårlig cocktail og en ringe start på det nye årti.

Men sådan ser det ud. Den arabiske verdens ledere er nødt til at vise ansvar.

I løbet af det næste årti eller halvandet vil den arabiske verdens befolkning vokse med 100 millioner mennesker.

Samtidig kan ingen olieproducent overhøre det umiskendelige signal fra klimatopmødet – at verdens dominerende politiske ledere ønsker at gøre sig fri af olie og gas.

Og sidste uges heldigvis mislykkede flyterror er samtidig en grum påmindelse om, at verden for resten ikke fik løst problemet med fejlslagne stater i det årti, vi lige slap ud af. Mindst tre, måske flere, af de fejlslagne stater hører hjemme i Den Arabiske Liga.

Tre problemer
Problem nummer et: Allerede i dag har den arabiske verden en ungdomsarbejdsløshed omkring 25 pct. Hvad stiller man så op med 100 millioner nye indbyggere, som får brug for skoler, sundhed, boliger – og beskæftigelse?

Uanset de europæiske landes mangel på arbejdskraft vil de arabiske stater blive nødt til at sørge for egne indbyggere. Det bliver ikke lettere af, at hovedparten af befolkningstilvæksten vil ske i lande, der allerede døjer med en voldsom fattigdom – som f.eks. Egypten, Yemen og Sudan.

Problem nummer to – at regeringer, industri og forskning i verdens rige samfund og de store vækstlande nu søger erstatning for olie og gas – kan højst forsinkes af de arabiske olielande. De kan forsøge at sænke prisen på olie og gas og derved udskyde konkurrencedygtigheden af ny, alternativ energi. Men dels vil det svække den indtægt, som de selv kan vride ud af olien og gassen. Og dels kan det ikke ændre, at produktionen af olie og gas alligevel vil toppe om 20-30 år.

Med andre ord: De arabiske olielande får – ligesom andre – nu selv travlt med at spekulere i tiden efter olien. Der skal findes nye indtægter. Det er lettere sagt end gjort, især hvis de sidste årtiers olieindtægter ikke alene skal investeres i papirer i Vesten, men også skal sikre udviklingen af konkrete arbejdspladser i Mellemøsten og Nordafrika.

Og problem nummer tre – de fejlslagne stater – kommer som en ekstra hovedpine for den arabiske landekreds. For snart ni år siden gik USA på jagt efter terrorlederen Osama bin Laden. Hvis han ikke er død og ikke skjuler sig i en pakistansk grænseprovins, er hans bedste alternativ én af tre andre stater, hvor han vil finde den nødvendige kombination af lovløshed og folkelig sympati til at gemme sig – nemlig Yemen, Somalia og Sudan.

Alle tre stater er med i Den Arabiske Liga og hører til verdens fattigste lande. De savner duelige og ansvarlige regeringer. De rummer store lovløse områder, hvor lokale klanledere og militser hersker. Og de producerer religiøs ekstremisme, social bitterhed og politisk fanatisme.

Afslutning på olieæraen kræver nye løsninger
Det er en sprængfarlig opskrift på ballade. Vesten er ikke optaget af at løse den sociale krise. Nato-lande kan ikke kontrollere problemet udefra – heller ikke ved flådefartøjer ud for Afrikas Horn og i Det Arabiske Hav. Og den arabiske verden vil få mindst lige så svært ved selv at hjælpe de fejlslagne stater ud af deres morads.

Klimaforandringer kan skabe mere tørke og udløse mere sult i dele af den arabiske verden – samtidig med at stigende havvand kan ødelægge Egyptens Nildelta, som er afgørende for at kunne mætte den enorme egyptiske befolkning.

Både den tiltagende klimakrise og den uafvendelige afslutning på olieæraen vil derfor kræve dynamiske og solidariske løsninger af den arabiske verdens ledere. Det fordrer, at de rige olielande langs den arabiske golfkyst ikke kun tænker på sig selv, men også på investeringer i de økonomier, hvor det økonomiske afkast formentlig vil være mindst – igen Yemen, Somalia og Sudan plus Egypten – men hvor den politiske udvikling til gengæld er mest nødvendig.