Digitalt

Træt af cookies? Apple vil begrænse overvågningen af dig på nettet

Tech-giganten vil i sin Safari-browser fra i dag automatisk blokere cookies, der stalker brugere på internettet. Tiltaget får ros og ris af analytikere.

Digitalt

Hvis du søger efter en rejse til Sardinien eller klikker på en test af kaffekværne, kan du opleve, hvordan reklamer om rejsemålet eller kaffekværne forfølger dig på Facebook eller andre steder på internettet.

Det skyldes små filer - såkaldte cookies - som websider efterlader i din computer eller telefon for at indsamle data om dine præferencer og adfærd på internettet.

Sporingen sker automatisk og ofte uden brugernes viden og informerede samtykke, men det vil techgiganten Apple gøre noget ved med en kontroversiel opdatering af sin internetbrowser, Safari.

»Apple mener, at mennesker har ret til et privatliv«, lyder det fra producenten af iPhone, iPad og Mac-computere.

»Sporingsteknologien er blevet så omfattende, at det er muligt at genskabe størstedelen af en persons adfærd på nettet. Disse oplysninger indsamles uden tilladelse og bruges til at målrette annoncer, og det er derfor, at reklamer følger folk rundt på internettet«, fortsætter Apple i en udtalelse om tiltaget.

Ud fra data om brugerens adfærd på nettet kan man blandt andet lave såkaldt profilering. Disse profiler kan blive solgt videre, så andre firmaer eksempelvis kan bruge dem til at kreditvurdere kunder.

Safari fjerner sporingsværktøjer

Lidt over halvdelen af alle besøg på danske hjemmesider kommer ifølge analysefirmaet Gemius fra Apples styresystemer.

Med en opdatering af styresystemerne - i dag på iPhone og iPad og på mandag på Mac-computere - indfører Apple i sin Safaribrowser det, som selskabet kalder Intelligent Tracking Prevention. Det er en automatisk begrænsning af cookies, der indføres som standardindstilling i brugerens internetbrowser.

Konkret betyder den, at cookies fra andre end hjemmesiden selv - såkaldt tredjepartscookies - bliver slettet automatisk fra brugerens computer, hvis de er registreret af Apple som rene overvågningsværktøjer fra reklamenetværk. Hvis brugeren selv aktiverer denne tredjepartscookie, bliver den først slettet efter 24 timer.

Det kan eksempelvis være, hvis du søger efter et hotel på et bookingsite. Så vil hjemmesiden kunne genkende dig, men du vil ikke efterfølgende få hotelannoncer smidt i hovedet på andre hjemmesider, ligesom annoncenetværket bag heller ikke får mulighed for følge dig og bygge en profil, baseret på din adfærd og interesser.

Flere bekymrer sig om privatliv på nettet

Apples tiltag får ros fra Gry Hasselbalch, der rådgiver om og forsker i privatlivsbeskyttelse, teknologi og dataetik.

»Noget af det mest usynlige og det, vi forstår allermindst af som internetbrugere, er disse cookies, der forfølger os og kortlægger vores adfærd. Derfor er det et godt sted at tage fat for Apple. Og det er en del af en større bevægelse - et dataetisk paradigmeskift«.

»Forbrugerne bekymrer sig mere og mere over deres privatliv på nettet, og virksomheder som Apple begynder at markedsføre sig på at beskytte brugernes data og have fokus på dataetik«, siger Gry Hasselbalch, der er medstifter af tænkehandletanken DataEthics.

Hun forklarer, at Apple agerer sådan i markedet, fordi selskabets forretningsmodel adskiller sig markant fra Googles og Facebooks. Hvor Google og Facebook er gratis tjenester, der tjener deres mange milliarder på at høste og sælge data om deres brugere, så sælger Apple hardware i form af Mac-computere, iPhones og iPads.

»Apple har længe sagt: 'Vi sælger produkter - ikke vores kunders data'. De forsøger at se på anvendelsen af data fra et forbrugerperspektiv, og den tankegang gennemsyrer deres forretningskultur. Samtidig har de meget bevidst lagt afstand til andre Silicon Valley-selskaber, som får deres profit fra brugernes data«, siger Gry Hasselbalch.

Foruden det »dataetiske paradigmeskifte« peger hun på, at den nye fælleseuropæiske databeskyttelseslov vil skærpe kravene til tech-giganter og reklamenetværk, der udnytter borgernes data.

Virksomheder risikerer således fra maj 2018 gigantbøder, hvis de indsamler personers data uden informeret samtykke, eller hvis de ikke passer ordentligt på datastrømmene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Apple skaber falsk tryghed

I snit planter en dansk hjemmeside 25-75 cookies i den besøgendes computer eller telefon. Det oplyser rådgivningsvirksomheden Cookieinformation, der assisterer omkring halvdelen af alle danske websites med at identificere cookies og sporingsteknologier på deres hjemmesider.

Direktør Karsten Rendemann siger om Apples initiativ, at det givetvis »vil medføre mindre sporing af dig i morgen«:

»Hvis ikke du bryder dig om målrettede annoncer, vil du få mindre af dem på den korte bane. Men der kan også være andre services, som du bruger, der så ikke vil kunne give dig præcise informationer. Og så skal man ikke være blind for, at der stadig vil forekomme sporing af dig - bare med andre teknologier - så Apples initiativ skaber i høj grad falsk tryghed«, siger Karsten Rendemann.

Han henviser til, at de sporingscookies, som Apple forsøger at adressere, blot er et af adskillige værktøjer til at overvåge brugernes adfærd.

»Det svarer lidt til, at dit skib er sprunget læk tre steder, og så stopper du to af hullerne og tænker 'fedt, så er den klaret'. Men der står en kæmpe milliardindustri bag, og hele det globale online annoncemarked baserer sig på den her sporing«, siger Karsten Rendemann.

Han kritiserer desuden, at Apple bevæger sig væk fra ideen om, at forbrugerne bliver oplyst om, hvad der foregår, så man selv kan foretage et oplyst valg eller fravalg af cookies. Denne idé bæres desuden frem af EU's eksisterende og nye databeskyttelseslov.

Men de færreste forstår sig jo på cookies og processerne bag internetsporing. Risikerer man ikke en syndflod af informationer, hvis man konkret skal forholde sig til enhver lille cookie på ethvert website?

»Problemet med den information om cookies, som vi kender i dag, på rigtig mange websites er decideret vildledende. Man har sat et ligegyldigt banner op om brug af cookies uden at informere brugeren om, hvad de cookies og disse data reelt bruges til. Det handler i stedet om at give ordentlig information, og som forbruger skal man så kunne sige ja til relevante ting og nej til det, man vil undgå. Eksempelvis kan man måske have tillid til cookies fra Politikens website, mens man omvendt gerne vil undgå cookies fra et pornosite«.

Reklameindustri slår sig i tøjret

Apples initiativ er blevet mødt af heftig kritik fra den amerikanske reklameindustri.

Cookie-blokeringen vil »sabotere« hele den økonomiske model på internettet, lød det i sidste uge i et åbent brev fra seks store markedsføringsorganisationer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Apples ensidige og drastiske tilgang er dårlig nyt for forbrugernes valg og dårligt for det reklameunderstøttede onlineindhold og de tjenester, som forbrugerne elsker«, lød det.

På sin side siger Apple, at tiltaget hjælper brugerne med at gøre deres onlineaktiviteter til et privat anliggende.

»Featuren blokerer ikke reklamer og griber ikke ind i den legitime sporing fra websteder, som folk faktisk klikker på og besøger. Cookies på websites, som du interagerer med, fungerer som de er designet til, og annoncer fra webudgiverne vil optræde helt normalt«, lyder det i en udtalelse fra tech-giganten.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce