Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 13. sep. 2010 KL. 15.48

Politiet: Bombemand handlede alene

Mystisk bombemand har ifølge politiet ingen medskyldige. Politiet mangler gennembrud i sagen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Bombesagen


Fredag 10. september eksploderer en bombe på et toilet på Hotel Jørgensen i det indre København. En mand arresteres senere i Ørstedsparken - mistænkt for at have lavet bomben.

Den mand, som fredag blev anholdt efter en eksplosion på Hotel Jørgensen i København, ser ud til at have opereret på egen hånd.

Det mener i hvert fald Københavns Politi, som efterforsker sagen mod bombemanden, som politiet stadig ikke kender identiteten på.

»Vi ejer ikke en eneste information, der tyder på, at han har haft kontakt med andre. Vores tese - og det vi har konkret - er stadig, at det er ham og kun ham«, siger politiinspektør Svend Foldager, Københavns Politi.

53 henvendelser fra offentligheden
Politiet har her til eftermiddag holdt et kort pressemøde foran Politigården i København.

LÆS OGSÅPolitiet: »Han gør alt for at sløre sin identitet«

Efterforskerne er stadig sparsomme med oplysninger og vil eksempelvis ikke sige noget om den pistol, der blev fundet blandt mandens få ejendele.

»Men pistolen og den tilhørende ammunition er selvfølgelig et af de spor, som vi bruger meget tid på«, lyder det fra Svend Foldager.

Politiet har indtil nu fået 53 henvendelser i sagen.

Det var en af dem, som i dag fik politiet til at afspærre Ørstedsparken igen. Hvad politiet mere præcis leder efter, vil politiinspektøren imidlertid ikke ud med.

»Men sådanne ting vil man opleve. Det er en del af efterforskningen«, siger Svend Foldager.

Spiser ikke kød
Og selv om politiet altså både har fat i manden selv, hans pistol og en mindre mængde sprængstof mangler det afgørende gennembrud i stadig: Hvem er manden?

Hjælp.  Hvis nogen har set manden købe dette værktøj, vil politiet meget gerne høre fra vedkommende. Foto: Jens Dresling.

Foreløbig ved offentligheden kun, at han har været mere end almindelig omhyggelig med at sløre sine spor.

Han har bandt andet brugt tre forskellige identiteter, slebet serienummeret i sin benprotese væk og skiftet tøj og udseende flere gange under sit ophold i København.

LÆS OGSÅForsvarer: »Han savner sin protese«

Politiet håber blandt andet, at de tidligere offentliggjorte billeder af benprotesen og af et multiværktøj fundet på det bombesprængte toilet vil kunne hjælpe med at identificere ham.

Efter anholdelsen har han blandt andet bedt om at få lov at læse i flere religiøse værker, blandt andet Bibelen og Koranen. Desuden har han meddelt, at han ikke spiser kød.

LÆS OGSÅBombemanden beder om vegetarmad og religiøse bøger

Til gengæld nægter han stadig at fortælle politiet, hvem han er. Derfor er politiet - fire dage efter eksplosionen på Hotel Jørgensen - stadig ikke i stand til at sige, om han eksempelvis planlagde en terrorhandling eller en grov kriminel handling.