Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 22. nov. 2010 KL. 12.07

Menneskeretsdomstolen stopper dansk Irak-udvisning

Tvangsudvisninger er nu på hold, imens forværret sikkerhedssituation undersøges.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Menneskeretsdomstolen i Strasbourg har midlertidigt stoppet en dansk tvangsudvisning til Bagdad i det centrale Irak.

Tidligere har domstolen standset 200 udvisninger fra Sverige samt et ukendt antal fra Storbritannien og Holland, efter at FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, advarede om forværret sikkerhedssituation i de centrale provinser i irak.

Det fik Dansk Flygtningehjælp til at anmode domstolen om også at stoppe en umiddelbart forestående udvisning fra Danmark til Irak, en anmodning, domstolen har besluttet at efterkomme.

Stigende antal klager
Udvisningsstoppet er kun midlertidigt, imens Den Europæiske Menneskeretsdomstol undersøger et større antal klager fra tvangsudviste.

Klagerne, såkaldte 'rule 39' anmodninger, henviser til en nylig forværring af sikkerhedssituationen i Bagdad og andre dele af det centrale Irak, og domstolen modtager et »tiltagende antal', skriver den til Sverige, Holland og Storbritannien.

Derfor har domstolen bedt om at få indblik i de tre landes sikkerhedsvurdering af Bagdad og det centrale Irak og indhenter samtidig oplysninger fra andre kilder, deriblandt fra UNHCR.

Indtil videre er tvangsudvisningerne stoppet indtil 8. december, hvor menneskeretsdomstolen mener at have analyseret sikkerhedssituationen, så det kan afgøres, om udvisningerne kan fortsætte.

Over 30 angreb om dagen
Årsagen til at sikkerhedssituationen skal genvurderes, er et stigende antal angreb og voldshandlinger, som har dræbt og såret hundredevis af civile.

Opblomstringen i volden tilskrives, at amerikanske kamptropper nu er ude af Irak, samtidig med at problemerne med at udpege en regering i landet har gjort sit til at puste til uenighederne blandt religiøse og politiske grupper i landet, ifølge Amnesty.

LÆS OGSÅKurdere tilbyder Iraks kristne beskyttelse

»Der er omkring 1.000 sikkerhedshændelser hver måned i Irak, det vil sige mere om 30 om dagen. Det betyder raketter og bomber, fortrinsvist i den centrale del af landet«, sagde Daniel Endres, UHNCR's repræsentant i Irak, i en tale i Holland 20. oktober.

»Hver iraker er på den ene eller anden måde påvirket af disse begivenheder, fordi de sker stort set over det hele«, sagde han.

Danmark skal adlyde domstol
Udvisninger til Irak var sidst øverst på dagsordenen, da Danmark trods protester fra menneskeretsorganisationer anholdte 17 udviste irakere, som havde taget ophold i Brorsonkirken i København.

Siden er irakere blevet tvangsudvist en eller nogle få ad gangen.

Danmark har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og skal derfor rette sig efter Menneskeretsdomstolen i Strasbourg.

LÆS OGSÅMassivt bilbombeangreb dræber 63 i Bagdad

Enhver, der føler, at deres menneskerettigheder bliver krænket, kan indbringe deres sag for domstolen.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech vil ikke kommentere domstolens afgørelse over for Information, men siger gennem en pressemedarbejder, at hun »tager afgørelsen til efterretning«.