Da Christina og Michael Jakobsen for ni år siden besluttede sig for, at de var klar til at få børn, tog de det stille og roligt.

De var midt i tyverne, og der var intet hastværk. Efter et år uden en positiv graviditetstest gik de til lægen, som ikke fandt nogen forklaring, og tre år senere nåede de frem til behandling på Fertilitetsklinikken i Brædstrup. Også her tog parret sig god tid.

»Hormonbehandlingerne slog min krop helt i stykker, og vi valgte at holde pauser ind imellem forsøgene med kunstig befrugtning, så jeg ikke også skulle blive ødelagt fysisk. Det psykiske er hårdt nok, når det igen ikke er lykkedes at blive gravid«, siger Christina Jakobsen.

Hun insisterede på, at tilværelsen skulle være styret af andet end skanninger, sædprøver og et manglende barn.

Et stramt budget
Men i dag ligner det adstadige tempo en fejl. Efter de gamle regler havde parret flere gratis behandlinger tilbage på kontoen, men med indførelsen af brugerbetaling på kunstig befrugtning fra 1. januar i år forandrede Christinas og Michaels fremtid sig fra ’med børn’ til ’uden børn’. Sådan ser de det selv.

»Det er også okay, det er ikke alle, der får børn, og vi skal nok overleve uden. Vi har et godt liv sammen, men det er frustrerende, at penge og politik skal betyde, at vi, der er dårligt stillet, ikke kan få den basale og naturlige oplevelse, det er at blive forældre«, siger Christina Jakobsen.

Hun er grafisk designer, men lider af angst og stress og kan derfor ikke passe et almindeligt fuldtidsarbejde. Der er ikke udsigt til et fleksjob lige nu, og kontanthjælp kan hun ikke modtage, fordi manden har arbejde som webdesigner. Budgettet er derfor så stramt, at 15.000 kroner er et uoverskueligt beløb.

Barnet eksisterer næsten
Christine Jakobsen ved godt, at Danmark skal spare, og at staten ikke har råd til at hjælpe alle, der beder om penge.

»Men mon de, der har bestemt det her, har prøvet at elske et menneske, de aldrig vil møde? For det er sådan, det er. Det lyder måske mærkeligt, men det føles, som om mit barn eksisterer, men at jeg aldrig vil komme til at holde det i mine arme«, siger hun.

LÆS MEREBarnløse har ikke råd til behandling

I Nordjylland fik Daisy Mathiasen sin store drøm om at blive mor opfyldt i januar 2009. To år forinden havde hun fået fjernet sine æggeledere, der var groet sammen. Så hun kunne ikke få børn uden fertilitetsbehandling. I tredje forsøg lykkedes det hende at blive gravid ved hjælp af reagensglasbefrugtning.

»Vi var først igennem to ’friske’ forsøg, hvor æggene blev sat op to dage efter udtagningen. De overskydende æg blev lagt i fryseren. Og blandt dem var Lucas. Min lille prins var i fryseren, før det heldigvis lykkedes«, siger Daisy Mathiasen.

Rådne penge
Nu drømmer Daisy Mathiasen om at gøre Lucas til storebror, men det er svært at finde pengene for den 33-årige nordjyde, der læser til social- og sundhedsassistent.

Også før brugerbetalingen blev indført, skulle Daisy og hendes mand finde pengene til reagensglasbefrugtningen, da staten altid kun har betalt for barn nummer et, men nu skal de også ud og finde 15.000 kroner til hormonbehandling.

»Det er gået fra, at jeg har et stort problem, til at jeg har et meget stort problem. 15.000 kroner er meget at skulle give oven i hatten. Vi kan ikke selv, og vi er så afhængige af de rådne penge«, siger Daisy Mathiasen.

»Jeg ved ikke, om vi kommer i gang i år. Min mand fyldte 40 år i februar, og jeg fylder 34 år i juli. Og vi bliver ikke yngre. Staten vil gerne have børn, men hvor skal ungerne komme fra?«, siger hun og henviser til, at næsten hver tiende barn bliver til ved hjælp af fertilitetsbehandling.

Borgens folk er ikke så søde
Indførslen af brugerbetalingen på fertilitetsbehandling var en del af regeringens genopretningsplan, og Daisy Mathiasen har som udgangspunkt forståelse for, at staten skal spare. Men hun mener, at det sker på et uklogt område.

»De rammer en gruppe, som er sårbar, og som ligger ned i forvejen. Uden hjælp ville vi ikke få børn. Jeg har jo ikke valgt, at mine æggeledere skulle gro sammen, så de ikke duede. Jeg har ikke levet uhensigtsmæssigt for at blive steril. De er altså ikke søde ved os over på Borgen«, siger hun.

Banken har sagt nej til at låne dem til barn nummer to, men Daisy håber, at det lykkedes at spare nok penge sammen til behandlingen, så Lucas kan blive storebror.

»Men tænk, at det er de skide penge, der skal bestemme, om jeg skal have barn nummer to. De fleste andre kan jo bare smide p-pillerne«, siger Daisy Mathiasen.