Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 24. dec. 2011 KL. 13.58

Hjælpeprojekt i Aarhus blev en dundrende jule-fiasko

Velmenende pædagogstuderende kunne ikke lokke hjemløse til med gratis mad.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det skulle have været så godt. Og så endte det alligevel skidt.

En gruppe studerende fra Peter Sabroe Seminariet i Aarhus havde ellers gjort alt, hvad de kunne for at skabe lidt lys i julemørket for hjemløse i Smilets By.

588 mennesker lever nemlig, ifølge de studerende på Peter Sabroe Seminariet, uden et hjem i Aarhus. Og de hjemløse skulle også mærke, at det er jul.

De studerende slog derfor i sidste uge et telt op i Mølleparken midt i Aarhus, et af de mest belastede områder i byen, hvor narkomaner og andre misbrugere går på jagt efter stoffer. De vordende pædagoger satte også nogle olietønder op og tændte bål.

Men ingen hjemløse troppede op, til trods for, at der i teltet både var gratis, varm mad og drikke, og endda gratis tøj. Det skriver Lokalavisen.dk.

Julefrokost 'skyld' i fiaskoen
Hjemløseprojektet gik under navnet 'Giv en gave'.

»Vores gave skal gå til de hjemløse, fordi vi ønsker at sætte fokus på en samfundsgruppe, der især har hårde vilkår i vinterperioden. Derfor inviterer vi ’Hus Forbi-sælgerne’ og alle beboerne på varmestuerne rundt om i byen til gratis kage og kaffe«, skrev de studerende i en pressemeddelelse, som de sendte ud i dagene op til projektet.

Men til trods for, at der i Aarhus altså er mere end 500 hjemløse, så kom ingen forbi, da de studerende åbnede teltet om morgenen torsdag i sidste uge. Det var der en god grund til.

På et af de nærliggende væresteder, i Jægergårdsgade, var der samme dag julefrokost for hjemløse. Og hvem gider så stå i et telt, olietønder og gratis kaffe eller ej?

»Vi skulle nok have orienteret os noget bedre. Det var en dum begynderfejl«, siger pædogogstuderende Troels Windahl fra projektet 'Giv en gave' til Lokalavisen.dk.

Maden blev smidt ud
Dagen gik, uden at de hjemløse i Aarhus lod sig friste af den varme mad og drikke, som var blevet doneret af lokale caféer som Dee Dee’s, Lindas og Drudenfuss.

Ud på eftermiddagen dukkede tre hjemløse dog pludselig op i teltet. De kom direkte fra julefrokosten på værestedet i Jægergårdsgade, men de gik hurtigt igen, da de havde fået et par humpler brød med sig.

Resten af maden, som de pædagogstuderende havde gjort klar, blev smidt ud.

Studiegruppen fra Peter Sabroe Seminariet havde også skaffet noget varmt tøj fra forskellige genbrugsbutikker og et par soveposer fra Jysk Sengetøjslager. Dette blev afleveret til Frelsens Hær, da ingen af byens hjemløse altså havde den store lyst til at deltage i julestuen i Mølleparken.