De omfattende sultestrejker blandt syriske asylansøgere er stoppet efter at have varet i over tre uger.

Men 24 iranere fortsætter deres desperate aktion, deriblandt 13, som ligger på en græsplæne foran asylcenter Sandholm på 14. dag.

LÆS OGSÅAkutte indlæggelser stopper syreres sultestrejke

Alene i går måtte flere på sygehuset, men aktionen fortsætter, siger talsmand Mehdi Ghasghaiezadeh.

Han fortæller, at nogle af de strejkende har været i danske asylcentre i op til 13 år, uden hverken at kunne slippe ud i det omgivende samfund eller at kunne rejse tilbage til deres hjemland.

»Flere af dem har boet i Danmark i mange år, og alle har fået afslag på asyl. Vi ved ikke, hvad der sker, hvis de bliver sendt hjem, og vi ved ikke, hvor længe de skal bo i asylcentre. 10 år? 12 år? Hvornår skal de have lov at komme ud i samfundet? Jeg synes ikke, det er menneskeligt«, siger han.

»Ingen vil høre på os«
Oprindeligt ville gruppen aktionere på Christiansborgs slotsplads, men det afviste politiet at give tilladelse til. Derfor blev det i stedet ved parkeringspladsen i Sandholm.

»Vi begyndte at sultestrejke 17. maj og har forsøgt at kontakte mange medier om aktionen. Men det er meget mærkeligt. Ingen vil høre på os«, siger talsmand Mehdi Ghasghaiezadeh, som siger, at han har sendt over 100 emails ud.

I mellemtiden er iranerne ved at blive syge af deres spisevægring, siger han.

»Vi har haft tre personer, som er blevet syge. I går måtte to på hospitalet, den ene med en infektion i mave og nyre, som skal opereres. Den anden kom tilbage i dag og fortsætter, selv om han stadig har det skidt«, siger talsmanden.

Har ikke andet valg
Han fortæller, at enkelte af iranerne er truede i Iran, fordi de er konverteret til kristendommen, imens resten har haft blandet sig i politik.

Ifølge ham er der stor forskel på iranerne og syrernes situation. Syrerne kan håbe på et demokratisk udfald af deres revolution. Iranerne har ikke samme grund til håb, og må bare vente på, at der sker et eller andet, så de kan leve deres liv.

»Vi har ikke andet valg end at sultestrejke«, siger Mehdi Ghasghaiezadeh.

Men det virker jo ikke? Medierne interesserer sig ikke for jer, og politikerne vil ikke 'lade sig presse' af sultestrejker?

»Nogle er nødt til at høre på os. Vi har været her i mange år. Vi er nødt til at gøre et eller andet«, siger han.

»Vi kæmper for vores liv«
Men noget tyder på, at sultestrejker ikke virker i Danmark?

»Vi har ingen anden mulighed. Vi vil ikke presse Danmark med vores sultestrejke. Vi kæmper for vores liv - vi vil ikke dø. Ingen vil høre på vores problem«, siger han.

»Hver dag skal vi være bange og vente på, hvornår vi skal tilbage. Hvornår banker politiet på vores dør for at sende os til Iran? Vi kan ikke finde en anden mulighed end at sultestrejke«, siger han.

Men hvorfor fortsætte, hvis det ikke virker at sultestrejke? Hvad skal de hjælpe?

»Der skal komme nogen og tale med os og høre om vores problem. Vi skal bare have chancen for at tale vores sag. Det er vores eneste mulighed efter mange år«, siger han.

Er Danmark ligeglad?
Men hvad hvis der ikke kommer nogen?

»Jamen, hvad skal vi gøre? Vi er nødt til at kunne snakke ikke kun vores sag, men vores liv. Hvis Danmark er ligeglad, hvad er så forskellen på min diktaturstat og her? Hvor længe skal vi sidde i asylcentre uden at kende vores fremtid«, spørger Mehdi Ghasghaiezadeh.

Men hvad skal der til, for at I stopper?

»Vi venter på en god løsning. Den nye regering gav håb om en ændring, men efter mange måneder er der ikke sket noget. Intet har ændret sig. Vi er nødt til at prøve at trænge igennem«, siger Mehdi Ghasghaiezadeh.

Ud over gruppen foran Sandholm, sultestrejker en gruppe iranere for øjeblikket i en kommunal bygning på Vesterbro, som de gik ind i, da de blev smidt ud af Stefanskirken.

FACEBOOKBliv ven med Politiken