En augustdag i 2009 er et fly landet i lufthavnen i Kastrup.

Med om bord er et glad og nybagt forældrepar fra Næstved og to piger fra Etiopien, et søskendepar på halvandet og ni år, som parret efter års barnløshed og ventetid nu er far og mor til.

Venner, naboer og pårørende er mødt op med flag for at hilse og kramme og fejre starten på en ny familie. Blandt dem er farens søster og hendes mand og deres tre børn - den yngste datter er på nogenlunde samme alder som sin ny kusine fra Etiopien.

Alle er spændte og forventningsfulde. Og så kommer de:

»Den lille var bare så sød og nuttet, og Amy – vi troede jo, vi skulle møde nogle udmattede, generte børn«, fortæller Amys adoptivonkel.

»Og så kommer hun os strålende i møde, giver pænt hånd og siger goddag på engelsk. Hun er smilende og fuld af overskud. Hun tager vores yngste datter i hånden og tager hende med hen for at vise sin rygsæk, hvor hun har billeder af sin familie i Etiopien. Vi tænkte: hold da op, hun er helt fantastisk, hende der. Og at det var et utroligt held, at de piger virkede så søde og velfungerende«.

LÆS OGSÅ Kommune anmeldt til politiet for børnevold

De kommer ellers fra barske vilkår og stor fattigdom. Moren har aids i udbrud og har været kørt ned i en trafikulykke og kan ikke længere forsørge sine yngste døtre. Der er større børn i familien, blandt andre en storesøster, som kan arbejde og tjene penge, og der er også onkler og bedsteforældre. Men Etiopien er et af verdens aller-, allerfattigste lande, fortæller adoptionskonsulent Mette Garnæs fra Danadopt, som har formidlet adoptionen af børnene.

»Hvis den fattigdom så er garneret med, at en af forældrene er syg eller er helt væk, så har de ingen chance for at forsørge børnene«.

Adoption er ret almindeligt og noget, man taler åbent om i Etiopien, fortæller hun videre. Amy og hendes lillesøster har tilbragt den seneste tid på et børnehjem, men de har stadig kontakt til deres biologiske familie. Moren har besøgt dem jævnligt på børnehjemmet. Og et lille album med billeder af familien følger med til Danmark.

Konflikter i bølger
Den første tid ser alting ud til at gå godt i villaen i Næstved. Faster og onkel bor i København, så de har ikke så tit kontakt med familien i Næstved. Men de mødes til almindelige familiesammenkomster. Og det gode indtryk af Amy holder ved.

»Hun er en utrolig sød, velfungerende, kvik og social, intelligent pige uden nogen problemer. Vi har kun godt at sige om hende«.

De to kusiner leger sammen, når de ses, og en weekend har de Amy med i sommerhus.

»Vi tog på ture og hyggede os sammen. Det var helt uproblematisk og en ren fornøjelse, nøjagtig som at have en anden af vores datters veninder med«.

Amy har hurtigt lært at tale godt dansk og er efter få måneder taget ud af modtageklassen på folkeskolen i Næstved og begyndt i en almindelig 3. klasse. Men der er problemer i villaen i Næstved.

»I starten var det okay, lad os sige et par måneder, og så begynder det hele at køre«, siger Amy selv. Hun er i dag 12 år, men kun på papiret. Lægeundersøgelser har vurderet, at hun formentlig er 13 eller 14.

LÆS OGSÅAmy: »Kommunen tror, jeg er et legetøj«

Konflikterne bølger i hjemmet. Amy bliver sur og reagerer voldsomt ved det mindste krav eller forbud. Der er konflikter om småting som tøj og venindebesøg. Amy har også låst sig inde på badeværelset, stukket af ud ad et vindue og truet med at skære sig med en saks.

Amy fortæller: »De begyndte i hvert fald at slå. Nogle gange var det uden grund. Fordi, hvis de nu var trætte, når de kom fra arbejde, så var det mig eller min lillesøster, det gik ud over«.

Også lillesøsteren bliver slået nogle gange, fortæller Amy:

»Altså, da hun græd, når de skiftede ble på hende, så slog de hende i numsen, ikke? Så græder hun endnu mere«.

Adoptivforældrene ved godt selv, at den er gal. Konflikterne kommer i bølger. De får rådgivning via en særlig psykologtjeneste for adoptionsfamilier, hvor psykologen bliver så alarmeret, at han underretter kommunen: Den er helt gal i familien, forældrene kan slet ikke rumme Amy – kommunen bør straks gribe ind, hvis Amy skal undgå et psykisk sammenbrud.

Amy bliver fjernet til sidst
Vi er i januar 2010, og Amy har nu været i Danmark et halvt år. Adoptivforældrene søger hjælp fra Næstved Kommune i form af psykologbistand og familierådgivning, men hjælpen trækker ud – der går mere end et år med op- og nedture, hvor voldsomme konflikter skifter med bedre perioder, og hvor adoptivforældrene skiftevis vil af med Amy og vil beholde hende.

Adoptivforældrene slår Amy – eller rettere, de indrømmer, at de i affekt kommer til at ruske hende og daske til hende. Ifølge Amy selv sker det nærmest ugentligt, at hun bliver slået, sparket, truet med at blive sendt på børnehjem. Hun har været bange for at fortælle det til nogen, fordi de så vil slå hende endnu mere. Men i marts 2011 har hun fået nok.

»Det var ikke okay, og så fortalte jeg det til skolen. Og så var det, vi ventede lidt, og så skete det igen, og så blev jeg fjernet«.

Det kommer som et chok for familien i København, den dag Amys adoptivfar ringer og fortæller, at Amy er fjernet af kommunen. De har givet op. De kan ikke styre hende, konflikterne er eskaleret, og nu kan de ikke mere. De skal ikke have hende tilbage, for det gik bare ikke. Det er den mest forfærdelige dag i deres liv, men beslutningen er uigenkaldelig, meddeler de familien i København: Amy skal aldrig tilbage til dem, det er uigenkaldeligt forbi.

Amys ting kom i 7 skraldesække
Det tager kun halvanden time for Næstved Kommune at anbringe Amy uden for hendes familie. Sagen er akut, og i sådanne tilfælde har kommunen blandt andet muligheden for at ringe til Hanne og Ole Keller, en erfaren plejefamilie, som bor i landlige omgivelser uden for Næstved.

Hanne og Ole har i forvejen to børn i pleje samt to egne sønner på 16 og 25 år. Ole er tømrer, snedker og bygningsingeniør og driver sit eget firma i en bygning på gården, mens Hanne, som er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske, nu er fuldtids familieplejemor. Foruden de faste plejebørn står de til rådighed som akutfamilie.

Kommunen ringer. De har en pige, der sidder inde på skolen. Hun vil ikke hjem til sine adoptivforældre, og de vil heller ikke have hende hjem. Halvanden time efter sidder hun i Hannes stue, kun med sin skoletaske og det tøj, hun går og står i. Lidt trykket og mistænksom, naturligt nok. Men det varer ikke så længe. De hjælper hende med at ordne hendes værelse, og dagen efter kommer sagsbehandleren med Amys ting i syv klare skraldesække, som adoptivmoren har pakket og stillet ud foran huset.

I begyndelsen er Amy meget opsøgende, næsten lidt omklamrende.

»Hun fulgte efter en hele tiden og spurgte, hvad man lavede«, fortæller den store plejedatter, som har boet hos parret i fem år. Hun er frivilligt anbragt, har kontakt med sin familie og bliver student til sommer – et sjældent resultat for et anbragt barn.

Amy elsker den store gymnasiepige, som måske minder om hendes savnede storesøster fra Etiopien. Hun er også vild med at tumle med den yngste søn Jeppe og agere boksebold for hans taekwondo-øvelser.

Amy higer efter at være en del af en stor familie. I starten er hun meget ivrig for at opføre sig pænt og passe ind. I takt med at hun begynder at føle sig mere tryg, viser hun stærke følelser af vrede, sorg og savn. Hun kan også prøve grænser af og plage lidt, men hun accepterer hurtigt, at den voksne bestemmer.

Og så er hun desuden glad, charmerende, sød og sjov. Hun kan synge og danse og fortælle og grine – de har aldrig haft så meget underholdning i huset. Hun er også en vildbasse, hun kunne lige så godt være en dreng – men vredesanfald og konflikter som hos adoptivforældrene? Det mærker de slet ikke noget til.

Hvad skal der ske med Amy?
En akut anbringelse kan normalt tælles i uger. Plejefamilien undrer sig over, at de intet hører fra kommunen om, hvad der skal ske, og hvor Amy skal hen. Skal hun videreadopteres til en ny familie? Eller skal der findes en varig plejefamilie? Amy er stærkt påvirket af usikkerheden, og i skolen og fritidsklubben har hun anfald af gråd og panik, skriver plejeforældrene i en af mange indtrængende henvendelser til kommunen.

De foreslår, at Amy skal undersøges af en psykolog. De skriver, at Amy er skrækslagen for at komme på institution eller børnehjem, fordi det minder hende om forfærdelige oplevelser fra Etiopien. Men i øvrigt er hun faldet godt til hos dem, og de synes selv, de har det nødvendige overskud til at tage sig af hende og udvikle hende … så hvis hun skal i en varig plejefamilie, vil de godt påtage sig opgaven.

I endnu et brev opfordrer plejemor Hanne indtrængende til at sætte mere skub i sagen. Hun undrer sig over, at Næstved Kommune ikke har mere kontakt til et barn, der er akut anbragt – sagsbehandleren har endnu ikke været på besøg efter syv uger. Hun opfordrer dem også til at rådføre sig med eksperter i adoptivbørn og frem for alt at finde en hurtig afklaring.

»Vi skønner, at Amy ikke kan eller skal vente længere på at få at vide, om hun kan blive boende hos os«.

Efter to måneder kommer Amys sagsbehandler på besøg. Hun taler med Amy for at høre, hvordan hun har det. Amy siger, at hun er glad for at være hos plejefamilien. Men at det er meget vigtigt for hende at vide, hvordan hendes liv bliver.

Kommunen kan imidlertid først tage stilling til, hvad der skal ske med Amy, efter en psykologisk afdækning, og den er der ventetid på. Hvis det skal gå stærkere, skal der hyres en ekstern psykolog, og det afslår forvaltningen: Sagen er ikke akut. Amy må vente.

Under samtalen med sagsbehandleren siger Amy også, at hun føler sig helt alene i Danmark, for hun har jo ikke nogen, når adoptivforældrene ikke vil have hende.

Onkel og faster, bliv væk!
Men Amy har faktisk mere familie i Danmark. I København bor hendes danske faster, adoptivfarens søster, som også er hendes gudmor, hendes onkel og Amys fætter og to kusiner. De var med til at tage imod hende i lufthavnen i sin tid, og siden er især den yngste kusine blevet Amys gode veninde. Familierne ses ikke så tit, men da fasteren hører, at Amy er blevet anbragt akut, ringer hun i dagene efter to gange kort til hende for at spørge, hvordan hun har det.

»Du skal vide, at vi elsker dig, og har du brug for os, må du endelig kontakte os«, fortæller hun Amy.

Faster og onkel skriver også straks til Næstved Kommune for at tilbyde sig som en del af Amys netværk. De holder utroligt meget af hende og vil gerne fortsat se og støtte hende. Loven siger, at kommunen har pligt til at undersøge, om der er personer i barnets netværk, der kan inddrages, herunder i familien. Men kommunen svarer ikke på deres brev.

Og da Amys adoptivfar hører, at de har ringet til hende, ringer han rasende tilbage. Hvad de havde gjort, var utilgiveligt. De skulle bare glemme Amy – og i øvrigt ville han aldrig se dem mere.

Familierne i København og Næstved har ikke set hinanden siden.

Da de et halvt år senere sender en fødselsdagsgave til Amys lillesøster, kommer den uåbnet retur.

Familien i København ringer til Næstved Kommune for at rykke og spørge, om Amy kan have gavn af, at de besøger hende. Men det er der ikke behov for.

»Amy skal have ro på, det er bedst, hun ikke ser jer«, lyder beskeden.

Nå, tænker de. Det vigtigste er, at Amy har fortalt, at hun har det godt hos den plejefamilie, som hun nu bor hos. Så må vi respektere ikke at se hende.

»Det har vi så meget fortrudt«, siger de i dag.

Fortsættes mandag

Amys adoptivforældre ønsker ikke at medvirke i artiklen. I en udtalelse skriver de blandt andet: »Vi genkender på ingen måde Politikens udlægning af sagen. For at beskytte vores familie ønsker vi ikke, at sagen skal udspille sig i medierne. Vi elsker vores datter og samarbejder med relevante myndigheder«.