Månederne går i familien Kellers hus, hvor Amy er sat i pleje, efter at hendes adoptivforældre opgav at have hende.

Hun er mere og mere fast inventar i familien. Som plejestoresøster Julie, som nu er 18 år, siger det:

»I starten var det sådan lidt: hun skal bare være her et par uger. Så går tiden, og man begynder at knytte sig til hende«.

Adoptivforældre havde været flove og rådvilde
Det er stadigvæk hendes adoptivforældre, der har forældremyndigheden over hende. Men de vil bortadoptere hende og ønsker derfor slet ingen kontakt med hende. De når så vidt som at mødes med statsforvaltningen om videreadoption.

Men så ombestemmer de sig.

Omkring fire måneder efter, at Amy er kommet ud til Hanne og Ole Keller, ringer familieplejekonsulenten og fortæller, at nu vil adoptivforældrene alligevel gerne have hende tilbage. De føler, at de nu er kommet sig. De havde været kørt helt ud og havde mistet kontakten til deres følelser. De havde været flove, rådvilde og manglede i den grad også hjælp og rådgivning. Men nu har de fundet ind til sig selv og deres følelser igen og kan begynde at se klart og adskille tingene. Og de vil ikke sige farvel til Amy.

LÆS OGSÅKommune anmeldt til politiet for børnevold

Men Amy vil ikke hjem, og hun vil ikke se dem: »Jeg var glad for at være hos Hanne og Ole«, fortæller hun til Politiken. »Hvis de (adoptivforældrene, red.) ikke ville have mig, skulle de have tænkt over det, før de fjernede mig fra min mor (i Etiopien)«.

Anbringelsen har været frivillig, men nu går sagen ind i en ny fase, hvor kommunen skal afgøre, om forældrene kan hente Amy hjem, eller om der skal træffes beslutning om tvangsanbringelse. Amy har berettet om mange voldsomme episoder, hvor hun er blevet slået, sparket og låst inde af adoptivforældrene.

Adoptivmoren slår hende med knytnæve i hovedet oppe ved håret, fordi det ikke kan ses der, fortæller hun blandt andet til en samtale med sin sagsbehandler.

»Hun har også hevet mig i håret og skubbet mig ind i køjesengen, så det gjorde ondt i nakken. Jeg har fået mange skrammer på armene«, fortæller hun.

Om en voldsom episode med adoptivfaren fortæller hun: »(han) lægger mig ned på gulvet og sparker mig ind til væggen og sparker mig i maven så hårdt, at jeg kastede op, fordi det gjorde ondt«.

Nogle timer efter de voldsomme episoder siger adoptivforældrene altid, at det aldrig vil ske igen, og at de ikke vil slå hende mere. Men det sker altid igen efter en uge eller 14 dage, fortæller Amy.

Tvinges til samvær
Mens sagen ruller, begynder adoptivforældrene at ringe flittigt til Amy for at fortælle hende, at de elsker hende, de er hendes mor og far, og de glæder sig til, at hun kommer hjem igen. Især adoptivmoren kan ringe op til syv gange i træk, også sent om aftenen, når Amy skal sove.

Nu vil adoptivforældrene også gerne se hende igen. Og uanset om Amy vil eller ej: Det har de ret til, for de har stadig forældremyndigheden. En dag i september ringer telefonen hjemme hos Hanne og Ole kl. 10 om formiddagen med besked om, at Amy vil blive hentet direkte fra skole og kørt til et mødested, hvor hun skal være klokken 15.

»Det opponerede vi imod, for vi kunne jo slet ikke nå at forberede hende på det. Det viste sig bagefter, at adoptivforældrene havde vidst det i 14 dage, men kommunen havde glemt at fortælle det til Amy«, siger Hanne.

LÆS OGSÅNæstved Kommune melder plejefamilie i Amy-sag til politiet

Ole kører ind til Næstved for at hente Amy hjem, så hun ikke skal hentes direkte fra skolen af kommunen. De forsøger at forklare hende, at det faktisk er rigtigt, at når man er forældre, har man krav på at se sit barn, og derfor er sagsbehandleren på vej for at hente hende.

Men Amy vil ikke. Der er helt lukket, alle overtalelser er forgæves.

Sagsbehandleren er kommet og venter utålmodigt. Da hun egentlig har opgivet og er ved at køre sin vej, foreslår Ole som en sidste udvej: »Hvis en af os kører med, vil du så ikke?«. Så siger Amy ja, på betingelse af at hun selv bestemmer, hvornår hun vil gå igen. Hanne løber efter sagsbehandleren og stopper hende, og Ole kører med hende derhen.

Skælder adoptivforældrene ud
Amy går ind til adoptivforældrene, og så skælder hun dem ud. Hun fortæller, hvorfor hun ikke vil se dem, og siger: »Hvis I tror, jeg flytter hjem, tror I fejl. Hvis jeg nogensinde kommer ind over dørtærsklen igen, er det, fordi nogen slæber mig ind, når jeg er død«.

Det tager ti minutter, og så nægter hun at blive længere. Bagefter er hun tæt på kollaps: »Jeg var helt færdig. Min krop begyndte bare at ryste og sådan noget. Jeg havde det ikke så godt, for jeg var vred inden i mig, fordi de stadig kan tro, jeg vil tilbage til dem. Jeg var også bange, fordi jeg fik sagt en masse, jeg ikke måtte sige«, fortæller Amy.

Kaster op hver dag
Ugen efter bliver de indkaldt til møde på kommunen. Der er fundet en støtteperson, en leder fra et kommunalt opholdssted, som kan hjælpe med at gennemføre de næste samværsbesøg. Både Hanne og Amys sagsbehandler er med til mødet, og der bliver snakket om mange ting.

Blandt andet bliver det nævnt, at Amy ikke kan være sikker på at blive hos Hanne og Ole. Det er stadig kun en midlertidig anbringelse, en mellemstation.

Den besked bliver Amy vred over. Ude på parkeringspladsen bagefter siger hun: »Jeg er så gal og rasende, at jeg har lyst til at smadre nogle biler!«. Hanne spørger, om hun ikke kan få det ud på en anden måde. Så råber hun i vilden sky: »Jeg hader kommunen!«. Og så kaster hun op.

De næste flere uger kaster Amy op hver dag. Hun får mavekramper og kan ikke holde noget i sig. Derfor må det næste samværsbesøg med adoptivforældrene aflyses, hun er for syg. Hun kan heller ikke passe sin skole. Først da lægen giver hende mavesårsmedicin, får hun det bedre.

Bløder op over for adoptivforældrene
Omsider lykkes det faktisk at gennemføre et besøg, hvor hun leger med sin lillesøster i to timer, mens adoptivforældrene holder sig i baggrunden.

Det går godt, faktisk over al forventning. Amy er glad. Hun bløder op og taler endda med sine adoptivforældre. »Jeg er ikke ondskabsfuld. Man skal give folk en anden chance. Vi kan godt være venner«, siger hun til dem.

Hun vil endda gerne komme forbi og besøge sin lillesøster efter skole hjemme hos adoptivforældrene. Alt sammen dog på én betingelse:

Hun vil være sikker på, at hun skal blive boende hos Hanne og Ole.

Amys adoptivforældre ønsker ikke at medvirke i artiklen. I en udtalelse skriver de blandt andet: »Vi genkender på ingen måde Politikens udlægning af sagen. For at beskytte vores familie ønsker vi ikke, at sagen skal udspille sig i medierne. Vi elsker vores datter og samarbejder med relevante myndigheder«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken