Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 8. jul. 2012 KL. 16.57

Politikere tænder på cigaretter i pakker uden logo

Pakker uden kendetegn kombineret med advarsler mod rygning kan holde unge fra smøgerne, mener politikere, der ser frem til en juridisk afklaring.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vi skal hellere sætte ind mod de sociologiske faktorer, der gør, at mange børn og unge fra bestemte miljøer begynder at ryge

Liselott Blixt (DF)

Prince er kendt for kronen, Camel for kamelen, mens de røde takker pryder en pakke Marlboro.

Firmaer bag cigaretter har gennem årtier opbygget stærke varemærker, der har appelleret til millioner af rygere.

Men står det til en stribe politikere, bør Danmark overveje at forbyde tobaksproducenterne at trykke deres logo på pakker med cigaretter.

De afventer i første omgang en retssag på den anden side af jordkloden, der skal afklare, om det overhovedet er lovligt at kræve, at cigaretter sælges i samme kedelige pakker uden særlige kendetegn.

LÆS OGSÅ Butikker sælger færre smøger og mere alkohol

Down under står den australske regering midt i et opgør mod verdens fire største tobaksvirksomheder, der har hevet staten i retten med påstand om, at politikerne med en ny lov stjæler industriens ejendom: nemlig de varemærker, som kunderne forbinder deres produkter med.

Grønbrune pakker
Ved lov indførte det australske parlament sidste år, at alle cigaretter skal sælges i ens grønbrune pakker fra december 2012. Logoet skal væk, navnet skal stå med små bogstaver, og pakken skal være fyldt med barske billedadvarsler mod rygning.

Herhjemme siger sundhedsminister Astrid Krag (SF):

»Det er en idé, som bestemt er værd at gå videre med. Hvis vi kan få færre børn og unge til at ryge ved at indføre neutrale pakker, hvor producenterne ikke gennem logo og farve kan målrette produkterne, så det bliver attraktivt at ryge, er det helt klart noget, vi skal overveje at tage med i den værktøjskasse, der skal sikre, at vi bliver flere røgfrie i Danmark. Men ligesom andre lande afventer jeg i spænding efterårets udfald af den australske retssag og afklaringen af andre juridiske spørgsmål«.

Kort før folketingsvalget sidste efterår skrev SF i sundhedsudspillet ’Færre rygere blandt børn og unge’, at partiet vil indføre »ens cigaretpakker for alle mærker«, og argumenterede på følgende måde:

»Cigaretpakkers farve og brand spiller en afgørende rolle for unges rygning. Ens pakker vil derfor fjerne en vigtig ’brandingeffekt’ af cigaretmærkerne og derved gøre dem mindre tiltrækkende for unge. Samtidig med de ens pakker skal der indføres billeder af rygerelaterede sygdomme på pakkerne, som vil være med til at afskrække unge rygere«.

LÆS OGSÅOverlæge foreslår 70 kroner for smøger

Hvis Australien vinder retssagen, vil du så gå videre med det og indføre det i Danmark?

»Ja, så er det noget, jeg vil gå videre med, men det er klart, at der er flere juridiske spørgsmål om handelsaftaler, varemærker og patentrettigheder, der stadig skal afklares efter den australske retssag«, siger sundhedsminister Astrid Krag.

Helt oplagt at indføre
Politikere fra de radikale, Socialdemokraterne og Enhedslisten er enige med ministeren. Dog advarer gruppeformand Per Clausen (EL) mod at lade sig tryne af tobaksindustriens sagsanlæg.

»Nej, det skal vi ikke lade os afskrække os af. Det lyder helt oplagt at indføre logofri cigaretter i Danmark, og jeg vil bede sundhedsministeren afklare, hvordan vi kan gøre det. Så må vi sammen med Australien og eventuelt andre lande bære den risiko, der er for at blive udsat for retssager. Men det vil blot give tobaksindustrien et yderligere dårligt image, hvis den begynder at føre sager for at få lov til at pakke cigaretter ind i noget, der får dem til at se smarte ud. Jeg tror, de fleste kan se, at industrien i så fald er ude i et usympatisk ærinde«, siger Per Clausen, mens de radikales sundhedsordfører Camilla Hersom siger:

»Jeg har sympati for tanken og er overbevist om, at der er noget at hente ved at begrænse den måde, pakkerne præsenterer sig på. Resultatet kan nås på flere måder. Både ved at gemme cigaretterne i butikken i et skab, hvor man ikke kan se dem, og ved at indføre neutrale pakker«.

LÆS OGSÅRygere blæser på advarsler

Derimod er sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) ligesom de andre borgerlige partier imod:

»Alle ved, det er farligt at ryge. Vi skal hellere sætte ind mod de sociologiske faktorer, der gør, at mange børn og unge fra bestemte miljøer begynder at ryge«.

Juridisk chef Ian Robinson fra British American Tobacco, der ejer blandt andet Prince og Kings, forklarer, hvorfor varemærkerne er vigtige:

»Varemærkerne gør, at vi kan adskille vores produkter fra konkurrenternes. Det vil blive umuligt at introducere et nyt mærke for på lovlig vis at konkurrere på markedet. Hvis vi ikke kan få et nyt produkt til at se anderledes ud, har forbrugerne ingen grund til at skifte mærke«.