Da firmaet Hvidovre Rengøring/Social Skade Service sidste måned blev sat i gang med en totalrydning af Jane og Annie Albrechtsens 2.-sals lejlighed, syntes chefen i firmaet, John Rasmussen, ikke engang, at lejligheden lå i top-20 over de værste affaldstilgroede lejligheder, han har set.

Heller ikke selv om der lå skrald i op til to meters højde, der havde hobet sig op i alle rum gennem 13 år.

Og John Rasmussen har ellers set meget, for totalrensning af boliger, hvor syge mennesker ikke har magtet at rydde op og gøre rent, er hans speciale.

Men da hans ansatte gik om bord i køkkenet hos de to førtidspensionerende kvinder, moderen Annie og datteren Jane, blev de alligevel lidt overrasket. Her havde der hobet sig madrester op, så de nederste lag var, som John Rasmussen omtaler det, »komposteret til en ubestemmelig masse«.

FOTOSe billeder fra Jane og Annies lejlighed

Nede i køkkenaffaldsbunkerne fandt en af rengøringsfolkene Bo Hjarsø og hans kolleger både biller, edderkopper, larver og insekter.

»Alt, hvad der findes inden for den slags kryb, tror jeg, men jeg har altså ikke navn på alle de arter«, siger Bo Hjarsø.


Og han fik et decideret chok, da de borede sig ned i lagene. Oprydningsfolkene gik med kulfiltermasker, så man skulle reelt ikke kunne lugte noget særligt. Men nede i bunkerne lå en ti år gammel mælk. Uåbnet.

»Da vi med en skovl slog hul på den, måtte vi simpelthen skynde os ud af lejligheden. Det var slemt«.

Den rådne mælk var så meget en stinkbombe, at containeren til de to kvinders affald i dagene og ugerne efter blev ved med at stinke af den umiskendelige lugt. Og da oprydningen var tilendebragt, måtte containeren sandblæses og males på ny.

Mit hjem er min fæstning
Et gammel ordsprog siger, at ’mit hjem er min fæstning’, og i Jane og Annies tilfælde er det en dyb sandhed. I lange perioder har de to kvinder været i en slags stillingskrig med myndighederne, som de ikke synes forstår dem, og de har prøvet at klare det meste selv i bjergene af skrald.

Ofte har de trukket vindebroen helt op, når de var helt udkørte, og Annie lå i sengen med sine selvmordstanker. Kvindernes oplevelse er, at kommunen i stedet for at lytte til deres behov stillede for mange firkantede krav om en totalrydning.

Da de for 13 år siden af samme kommune blev hjulpet ud af det rækkehus, de dengang boede i, var det også groet til i affald. Men dengang foregik udmugningen efter deres opfattelse så hårdhændet, at de mistede en masse kære ejendele. De følte sig trampet på dengang og vil ikke risikere det samme igen.

Så døren til deres 2.-sals lejlighed er i perioder kun blevet åbnet på klem, når nogen ringede på. Især hvis gæsten kom fra kommunen.

Hygiejne.  Annie og Jane har ikke kunnet lave meget mad i deres uhygiejniske kaos. »Vi har ikke skrællet kartofler i mange år; hvis vi overhovedet har fået kartofler, er det dem på glas, som vi har varmet på panden«, fortæller Jane, der går på bare tæer på grund af varmen i lejligheden. Foto: Miriam Dalsgaard
En støttekontaktperson har dog de seneste år fået lov at komme ind. Det samme har en kommunal hjemmehjælper i perioder – men den eneste form for rengøring, der kunne foretages, var støvsugning af de 2-3 kvadratmeter gulv i entreen, som affaldet endnu ikke dækkede.

Det at passe moderen har slidt hårdt på Jane, som har pension på grund af blandt andet umodenhed. Hun har også brugt mange kræfter på at søge aktindsigt, skrive klagebreve og surfe på nettet efter råd.

Mor Annie har aldrig tvivlet på, at datteren var der for hende. Deres ubrydelige bånd stammer helt tilbage fra den tid, hvor de boede sammen med Annies mor i et stort dejligt hus, og hvor Jane voksede op sammen med både sin mor og mormor.

Miraklet
Men sidste år skete der noget, der kan minde om et mirakel.

Annie blev for mange år siden diagnosticeret depressiv, men lige meget hvilken form for antidepressiv lykkepille, lægen ordinerede til hende, fik hun det aldrig godt. Tværtimod kastede hun op, havde heftige smerter og spiste stærk, smertestillende medicin.

For et år siden hankede hun og Jane op i hinanden og sagde stop til flere antidepressiva. I stedet kontaktede de Annies oprindelige speciallæge, som de ikke havde haft kontakt med i mange år.

»Han sagde med det samme, da han havde undersøgt mig, at »det der, det er da ikke depression, det er angst«, og så fik jeg ny medicin. Og meget hurtigt fik jeg det meget bedre«.

I takt med Annies forbedrede helbred fik de to kvinder også mod på at se virkeligheden i øjnene. De fik kontakt med Hvidovres 2. viceborgmester, Arne Bech, som begyndte at rode i sagen, der kom på Politikens forside i april.

oprydning.  Ifølge Jane har nogle af naboerne brokket sig over lugten fra lejligheden, der for alvor er sluppet ud på trappen, fordi døren har stået konstant åben i mange dage.
Dengang ønskede mor og datter ikke at vise ansigt og navn, men de følte sig stærke nok til at vise deres elendighed frem kombineret med budskabet om, at de som andre mennesker drømmer om et liv med orden og renlighed.

Kommunen ville stadig have en totalrydning af boligen her og nu. Især efter at offentligheden havde fået indblik i, hvordan de to kvinder levede. For det lignede en skandale, at kommunen trods mange anstrengelser ikke havde haft evnen til at få skik på de to kvinders bolig.

Kommunen fandt nu en tom lejlighed i samme boligkompleks, hvor de to kunne rykke over, samtidig med at de fik bevilget en måneds tid til at deltage i oprydningen i den gamle lejlighed.

Endnu en kommunal betingelse var, at der i fremtiden skal føres et ’forvaltningstilsyn’ hvert halve år i den nye bolig, hvor myndighederne skal holde øje med, at Annie og Jane ikke for tredje gang bliver begravet i deres eget affald.

Annie og Janes betingelser for at forhandle var, at de ville tage del i sorteringen af de titusindvis af genstande for at undgå en gentagelse af miseren for 13 år siden, hvor alt for meget af deres bohave blev smidt væk.

Den majdag, de to kvinder mødte op på Hvidovre Rådhus for at underskrive den nye aftale, var Jane »en total rutschebane af nerver«. Hun havde både bælte og taske med dødningehoveder på og en T-shirt med den symbolske påskrift ’Stop Volden’. Parat til kamp.

»Efter alle de år er det nu, vi skal finde en løsning. Pust til mig, og jeg vælter, som om en orkan fra Texas havde ramt mig«.

Annie var mere rolig: »Jeg vil bare gerne starte på en frisk«.


Da de en halv time senere kom ud fra mødet efter at have indgået aftalen, var reaktionen ikke til at tage fejl af:

»Yes! Nu skal jeg til at bage kager, når vi igen får en ovn«, lød det fra Jane.

»Og nu skal vi have gæster igen«, fastslog en svært tilfreds Annie.

Men Hvidovres socialdirektør Kit Claudi var nervøs:

»Vi har før været millimetertæt på en løsning. Og så er det alligevel gået galt. Lad os se, hvordan det går med at få ryddet ud«.

Som at skrælle tapet
»Mor, skal vi beholde den her?«. Jane holder en globus op.

»Ud!«, siger Annie krumbøjet over endnu en affaldssæk, hun er i færd med at fylde. Hun kigger knap nok op. To ansatte fra rengøringsfirmaet er også i gang i stuen. Noget af gulvtæppet er her i midten af juni blevet synligt. Nusset er ikke ordet. Et hjørne af en glemt sofa titter frem.

Ni af ti gange, når Jane falder over en ting og bliver i tvivl, om den skal bevares, siger Annie: »Ud«. Resolut og målrettet. Nu vil hun videre.

oprydning.  I alt er der blevet fjernet 1.000 sække med affald fra lejligheden. Fem containere med i alt 30 kubikmeter affald er kørt væk. Flere ton.
Maosko (1 styk), sæbedispensere, leverpostej fra 2009, deodoranter, ældgamle vingummibamser, batterier, makeup, tebreve, vat og elastikker, tøj af ubestemmelig herkomst, aviser, en pose brød årgang 2005, stumper, fnuller, rester og ragelse ryger ned i poserne.

Også en Obelix-figur, som Jane synes ligner John fra rengøringsfirmaet.

Nydeligt strygetøj
Jane falder i staver over en lampe. »Ud«, siger moderen. »Nej, den kan vi altså godt bruge«, indvender datteren og sådan bliver det. Sammen med bunker af andre genstande bliver den sendt til rensning hos Hvidovre Rengøring.

Noget af det, der undrer oprydningsholdet, er, at der inde i skabene – bag affaldsbunkerne – hænger nydeligt tøj presset og vasket. Det lugter måske ikke så godt på grund af tilstanden i lejligheden, men ser pænt ud.

Der har det hængt, siden Jane og Annie flyttede fra deres rækkehus i 1999 og hertil. Ifølge de to kvinder bad de allerede dengang om hjemmehjælp. Det kom af uklare grunde aldrig i stand.

»Ajjjj, Bøv, jeg har fundet den taske, jeg har ledt efter«, lyder det nu fra Jane. Hun kalder nogle gange sin mor for ’Bøv’.

I mellemtiden er rengøringsbossen John Rasmussen dukket op.


»Ja, det er sgu da utroligt, at noget kan blive væk her«, kommer det tørt fra ham med et lille grin, mens han kigger rundt i kaos.

Nu har en af hans folk fundet en af Janes ridepiske: »Er det noget, du bruger, når der er herrebesøg?«, vil han vide. Jane hviner henrykt.

Hun graver videre: »Jeg har fundet ting fra 1999 i bunkerne, så det er ligesom at skrælle tapet af i et gammelt hus, hvor man lag for lag kommer tilbage i tiden – helt tilbage til da det startede«.

I Hvidovre Kommune er de blevet positivt overrasket over, at samarbejdet om oprydningen med Annie og Jane er gået så godt.

»Men det handler da bare om at tale til mennesker med både respekt og humor. Det sætter de fleste pris på«, lyder John Rasmussens recept.

Han vurderer, at hans firma hver måned håndterer 10-15 affaldsramte boliger af samme ’sværhedsgrad’ som hos Annie og Jane Albrectsen, 5-6 per måned, som er værre, samt 4-6, som ikke er lige så slemme.

Da han skal videre, er det med et: »Vi ses, piger«. Jane og Annie kalder konsekvent rengøringsfolkene for »drengene«.

Endelig fri
Alle vægge i lejligheden undtagen de bærende er i dag revet ned, gulvene, og hvad der var under dem, er fjernet helt, blandt andet fordi Janes og Annies katte havde tisset og skidt på gulvet, og det var trængt igennem og ned til isoleringen og lagene mellem etagerne.

Og i køkkenet var alt under dyngerne i opløsning på grund af de fordærvede madvarer og nedsivningen herfra.


Senest er lejligheden blev ’soppet til’ i desinficeringsmidlet Rodalon, og væggene påføres specialmaling, som kapsler al lugt inde i en tæt hinde.

Den dag, tæpperne blev flået af af rengøringsholdet iført hvide beskyttelsesdragter, og de beskadigede trægulve kom frem, og vinduerne stod på vid gab, og en kølig sommervind luftede gennem de nu tomme lokaler, gik Jane hen til vinduet og bredte med en vis sans for drama armene ud i den friske luft:

»Yes, we are free«.

LÆS KAPITEL 3 HER »Nu kan man komme på toilettet om natten uden at støde ind i alt muligt«