Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 10. aug. 2012 KL. 14.38

Statsadvokaten: »Jeg kan ikke udelukke, at der har været en misforståelse«

Københavns Politi har ikke kunnet identificere eftersøgte politifolk, siger statsadvokat.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas erkender, at hun længe har haft navnet på den betjent, som har været eftersøgt i forbindelse med anklager om hånlig behandling af en fejlagtig anholdt flyttemand under klimatopmødet i 2009.

Men den pågældende betjents navn har indgået som ét navn blandt mange navne over betjente, der deltog i anholdelsen og den efterfølgende transport. Og statsadvokaten har ikke haft oplysninger om, at den pågældende betjent opholdt sig inde i transportvognen.

Det oplyser Lise-Lotte Nilas til TV2 News efter, at hun har genåbnet sagen om hånlig opførsel fra en betjent under klimatopmødet. Sagen blev ellers lukket i går efter flere års efterforskning.

LÆS OGSÅTidligere chefpolitiinspektør: »Nej, nej, nej, nej. Totalt udelukket« at betjente ikke kan findes

»Der har været oplysninger om, at den pågældende har været en del af forløbet. Men vi har ikke ment at kunne fastlægge ham som en, der har været inde i vognen«, siger hun og fortsætter:

»Der har været mange navne oplyst i forbindelse med sagen. Men vi har ikke haft oplysninger om, hvem der sad inde i transportvognen«.

Hun fortsætter:

»Det er rigtigt, at der har været navne på et stort antal politifolk, som har deltaget, dem har vi ikke afhørt særskilt. Via politikredsen har vi fået oplysninger om, at man ikke har kunnet identificere, hvem der sad bagest i vognen«, forklarer Lise-Lotte Nilas.

Formand for Politiforbundet, Peter Ibsen, har tidligere i dag påpeget, at statsadvokaten har haft den pågældende betjents navn liggende på sit skrivebord.

»Betjenten, der selv meldte sig, undrer sig over, at han aldrig nogensinde er blevet kontaktet af statsadvokaten, som jo opgav at finde frem til ham«, siger Ibsen.

LÆS MEREPolitiforbund: Statsadvokat kender efterlyst betjent

Lise-Lotte Nilas forklarer, at Københavns Politi har oplyst navne på de to betjente, der sad på de forreste sæder og stod for at køre selve cellevognen. Men at de to betjente ikke har kunnet bidrage yderligere til at opklare, hvem der i øvrigt befandt sig i køretøjet.

På et tidspunkt i efterforskningen modtog hun oplysninger om, at den eftersøgte betjent formentlig var fra aktionsstyrken. Den oplysning gik statsadvokaten videre med, og det viste sig, at det ikke hang sådan sammen.

Vil ikke udelukke misforståelse
På spørgsmålet om, hvorvidt hun i sin efterforskning har været grundig nok, svarer Lise-Lotte Nilas:

»Jeg kan ikke udelukke, at der har været en misforståelse. Det havde været rart, om vi var nået frem til det her, inden vi nåede frem til vores afgørelse. Nu er der en mulighed for at komme videre. Glædeligt at vi nu kan komme videre efter, at den pågældende person selv har rettet henvendelse«, siger hun til TV 2 News.