Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 12. aug. 2012 KL. 19.00

Politiet sigter far for drabsforsøg på tvillingepiger

Faren forsøgte at begå selvmord efter knivstikkeri. Begge piger er i livsfare.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Politiet sigter faren til de to fireårige tvillingepiger, der lidt over middag, blev stukket med kniv på Rigshospitalet, for drabsforsøg.

Det oplyser efterforskningslederen til politiken.dk.

»Vi mener, det er faderen, der har påført pigerne deres skader, og vi forventer at fremstille ham i grundlovsforhør i dommervagten i morgen in absentia. Vi sigter ham for to drabsforsøg«, siger efterforskningens leder og vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Lau Thygesen.

LÆS MEREFar sårer tvillingepiger med kniv på Rigshospitalet

Formodede gerningsmand ikke afhørt
Ifølge politiet sprang den formodede gerningsmand ud ad et af vinduerne på Rigshospitalet i det, som politiet betegner som et selvmordsforsøg. Hans tilstand er nu stabil, oplyser politiet.

»Vi betragter det her som en familietragedie. Den formodede gerningsmands tilstand er stabil, men vi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre ham«, siger Lau Thygesen.

»Vi skal nu have klarlagt, hvad der ligger til grund for det her. Men det er dybt tragisk«, siger Lau Thygesen.

Begge piger på operationsbordet
Familien opholdt sig på Rigshospitalets Ronald McDonald Hus, fordi den ene af pigerne har været igennem et længere sygdomsforløb og var indlagt, fortæller han.

Huset tilbyder familier med børn, der er indlagt på Rigshospitalet, et sted at bo i nærheden af hospitalet under et sygdomsforløb.

Politiet har tidligere oplyst, at den ene pige var i livsfare, mens den anden var ilde tilredt. Begge pigerne er fortsat under behandling på hospitalet.

»Begge pigerne er på operationsbordet på Rigshospitalets traumecenter«, siger Lau Thygesen.

Søndag aften betegner politiet begge pigers tilstand som kritisk.

»Den sidste melding, vi har fået er, at det står kritisk til for dem begge, men vi håber selvfølgelig det bedste«, siger Lau Thygesen til Ritzau.

Ingen vidner har set noget
Politiet har foretaget afhøringer af vidner på hospitalet. Men ingen har tilsyneladende set noget.

»Vi har afhørt de vidner, der var på hospitalet. Ingen af dem har set noget, men flere har hørt skrigeri og tumult«, siger Lau Thygesen.

Politiet blev tilkaldt til Rigshospitalet søndag klokken 13.29 af pigernes mor, der oplyste, at hendes mand var gået amok og truede med at slå hendes børn ihjel med en kniv.