Regn, regn, regn.
Store dele af Sjælland druknede torsdag og fredag i vand, og endnu en vejrrekord er godt på vej, hvis resten af juli blot holder sig lidt over gennemsnittet. Juni 2007 blev den vådeste i de 130 år, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lavet målinger: 124 mm mod normalt blot 55 mm. Men ordet ’normalt’ er allerede forældet, når man taler om det danske vejrlig. Vi får i disse år en forsmag på fremtidens klimaændringer med mindre af det, der i gamle dage var typisk dansk gråvejr, og mere varme og nedbør. December blev ekstrem varm Bare det seneste år er der sat 17 vejrrekorder. Vinteren blev den vådeste nogensinde med næsten dobbelt så meget nedbør som normalt – der altså ikke længere er normalt. Der var varmerekorder i juli 2006, fra september til januar og igen i marts-april.




























