I Danmark koordineres kampen for en ambitiøs klimaaftale i København 2009 i Statsministeriet på toppen af Christiansborg.

Men i Washington D.C. er komiteen af folk med de samme interesser placeret i det afsides beliggende kælderlokale B-243 under Repræsentanternes Hus, og de er ikke optimister.

»Det bliver meget svært at få en ambitiøs og effektiv klimaaftale allerede i december 2009. Jeg frygter derfor, at EU og andre relativt progressive kræfter i det internationale samfund vil stille sig tilfredse med bare at få en aftale«, siger Ana Unruh Cohen, demokratisk seniorrådgiver i Global Warming-komiteen.

Danmark forivrer sig
Ligesom demokratiske toppolitikere, miljøorganisationer og klimaprogressive tænketanke er Cohen bange for, at Danmark har forivret sig og spillet for højt spil ved at bytte med Latinamerika, så man fik værtskabet for 2009 i stedet for 2010.

De peger på, at det måske er bedre for kloden, hvis en FN-aftale først bliver underskrevet ultimo 2010.

Det vil i givet fald betyde hastværk med at få aftalen gennemført, inden Kyoto-protokollen udløber i 2012. Men omvendt vil sandsynligheden for, at aftalen markant bremser den globale opvarmning være klart større, mener de.

USA vil strække sig i 2010
I 2010 har en ny amerikansk præsident nemlig siddet i næsten to år – tilstrækkelig længe til at få en grundig og effektiv national CO2-lovgivning på plads. Og så vil USA kunne strække sig længere ved de internationale forhandlinger.

»Jeg kan godt forstå, at EU fokuserer så kraftigt på 2009, især Danmark, der jo som værtsland vil få meget af æren for en eventuel aftale«, siger Rafe Pomerance, præsident for tænketanken Climate Policy Center og tidligere topforhandler under Clinton-Gore-administrationen, blandt andet ved Kyoto-aftalen i 1997.

»Men det skal jo også være den rigtige aftale. Og al erfaring, bl.a. fra Montreal-protokollen om ozonnedbrydende stoffer, viser, at man først får den rigtige aftale internationalt, når der allerede er lovgivning på området i USA«, siger han.

USA er den største hurdle
Miljøminister Connie Hedegaard (K) siger, at ingen har lagt skjul på, at USA er den nok største hurdle for en ambitiøs aftale, og at ingen har lagt skjul på, at det bliver svært at nå.

»Men hvis man ser på, hvor lang tid det tog at få Kyoto på plads, skal vi helst senest have en aftale på plads i 2009 for at være sikre på, at der ikke opstår et hul mellem Kyotos udløb i 2012 og efterfølgeren – så verden pludselig står helt uden klimaaftale«, siger Connie Hedegaard.