Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 3. apr. 2008 KL. 18.29

Jakob-gruppe på Facebook: Brug os

Medlemmer af Facebook-gruppen for den forsvundne 18-årige Jakob Haugen-Kossmann beder politiet om at blive aktiveret.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Trods en intens eftersøgning er den 18-årige gymnasieelev Jakob Haugen-Kossmann stadig som sunket i jorden.

Jakob Haugen-Kossmann, der kaldes 'Poul' af sine klassekammerater på Ordrup Gymnasium, har været eftersøgt, siden han tog afsked med sine venner efter en bytur i indre København natten til lørdag.

Politiet har gennemsøgt flere københavnske parker med hunde, men har ingen afgørende spor i sagen.

Facebook-støtter: Lad os hjælpe
Jakob Haugen-Kossmanns venner og klassekammerater har klistret massevis af efterlysningssedler op i København, og Facebook-støttegruppen 'Hvor er Jakob (Poul)?' har rundet de 9.000 medlemmer.

Sympati-tilkendegivelserne strømmer ind på Facebook, og i et særligt diskussionsforum opfordrer gruppemedlemmer Nordsjællands Politi til at bruge de mange Facebook-støtter mere aktivt i eftersøgningen.

»Har politiet ikke en plan for, hvordan de kan få 8000 (og formentlig mange flere) til at søge efter Jakob på en struktureret måde rundt omkring?«, spørger én.

»Jeg er fuldstændig enig! De må kunne bruge vores hjælp til et eller andet. Jakob er jo derude et sted, og findes - det skal han! Så brug os nu«, skriver en anden.

Politiet på besøg i Ordrup
Politiken.dk ville gerne have spurgt vicepolitikommissær Erik Pontoppidan fra Nordsjællands Politi, om han kunne bruge den ekstra hjælp fra offentligheden, men det har trods gentagne forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra ham.

Facebook-gruppens initiativtager, Christian Andreas Helvind, der er klassekammerat til Jakob Haugen-Kossmann, har dog allerede været i kontakt med Pontoppidan omkring muligheden for at hjælpe:

»Han var ude at informere vores klasse om efterforskningen, og her spurgte vi ham, hvordan vi kunne hjælpe bedst muligt. Han svarede, at det vi gjorde nu, var det bedste - nemlig at fortsætte med at gøre folk opmærksomme på sagen og forsøge at finde mennesker, der ved noget. Vi kan selvfølgelig ikke blande os i det deciderede politiarbejde og for eksempel kigge overvågningsbånd igennem«, siger Christian Andreas Helvind.