Anklagemyndigheden tager nu konsekvensen af et tydeligt signal fra Højesteret og vil fremover nøje vurdere hver eneste sag om ulovlige knive for at se, om fængsel vil virke urimeligt eller ej.

En bunke sager om knive har været parkeret rundt om i politikredsene, fordi man skulle vente på Højesterets domme midt i december i sagerne mod en nordjyde og en ung fynbo.

De har begge fået bødestraf på 3.000 kroner i stedet for syv dage i fængsel. Pædagogmedhjælper Peter Søbygge blev afsløret med et multiværktøj i bilens handskerum på havnen i Nørresundby, mens den unge fynbo Haris Cehic blev taget med to hobbyknive i en bil i Middelfart.

LÆS ARTIKELUlovlige knive giver ikke fængsel

Efter at have vendt og drejet dommene har Rigsadvokaten nu udsendt en vejledning til de lokale anklagere om, hvordan knivsager skal behandles.

Sådan bliver praksis i fremtiden
Hvis man går rundt med en kniv i lommen om natten ved eller på et diskotek eller værtshus, er der næsten ingen tvivl. Så skal anklageren kræve fængsel.

Derimod peger pilen mod bøde, hvis det skyldes en forglemmelse, at en hobbykniv ligger i en værktøjskasse i bilen, eller hvis en håndværker render rundt med en kniv i arbejdsbukserne.

Balladen om knivloven har rejst spørgsmålet om det fornuftige i at indføre minimumstraf.

I lovens såkaldte forarbejder står der, at fængsel skal være »den altovervejende hovedregel«, og de ord blev taget for pålydende af både dommere og anklagere - indtil Højesteret altså med de principielle afgørelser slog fast, at det kan virke urimeligt i de konkrete tilfælde.

LÆS ARTIKEL Rigsadvokat langer ud efter kritiske politikere

»Reglernes indbyggede kattelem er større, end anklagemyndigheden og landsretten havde vurderet«, siger statsadvokat Jens Røn på Rigsadvokatens kontor.

Fængsel er ikke længere hovedreglen
Så nu får anklagerne i de nye retningslinjer besked om at se bort fra Justitsministeriets forarbejder til knivloven. Det er slet ikke sikkert, at fængsel bliver hovedreglen, når folk bliver standset med ulovlige knive, lyder det.

Det udtrykkes på denne måde:

»Uanset det, der er anført i forarbejderne, bør der således ikke lægges afgørende vægt på, i hvilket omfang den faktiske hovedregel på området bliver idømmelse af bøde- eller fængselsstraf«.