Skats nye alarmsystem krydstjekker oplysningerne i årsopgørelser og blokerer helt automatisk borgerens mulighed for at gøre dem færdige, hvis rettelserne er ulogiske og usandsynlige
Arkivfoto:: Thomas Borberg

Skats nye alarmsystem krydstjekker oplysningerne i årsopgørelser og blokerer helt automatisk borgerens mulighed for at gøre dem færdige, hvis rettelserne er ulogiske og usandsynlige

Skat lægger digitale sladrehanke i 4,6 millioner nye årsopgørelser

Nyt alarmsystem fanger og blokerer de borgere, der giver sig selv ulogiske og tvivlsomme fradrag. Mere end 10.000 årsopgørelser er blokeret på fire dage.

Danmark

Glødende telefoner, stressede netforbindelser og forvirrede borgere i titusindvis.

Interessen har været enorm, siden Skat i sidste weekend lagde næsten 4,6 millioner danskeres færdigbehandlede årsopgørelser ud på nettet.

Det er lige nu, vi kan juble over, at vi skal have skattepenge tilbage. Eller bande over, at der skal betales noget mere. Og traditionen tro sidder op mod 900.000 danskere frem til 1. maj og retter i de oplysninger, der automatisk er skrevet ind i årsopgørelsen. Men den proces baner også vejen for masser af fejl, forglemmelser og rendyrket snyd.

Før i tiden måtte vi finde de fejlagtige årsopgørelser manuelt

Derfor har Skat i al hemmelighed taget et nyt våben i brug for at finde og stoppe de årsopgørelser, der er præget af fejl og kreativ bogføring.

Mere end 30 digitale stopkloder er på forhånd lagt ind i Skats tast selv-funktion på nettet. Ved at krydstjekke oplysningerne i årsopgørelsen blokerer klodserne helt automatisk borgerens mulighed for at gøre årsopgørelsen færdig, hvis rettelserne er ulogiske og usandsynlige.

»Før i tiden måtte vi finde de fejlagtige årsopgørelser manuelt i kontrolarbejdet, når vi havde udbetalt skattepenge til borgerne. Nu fanger vi fejlene, allerede når de sker, og inden vi har udbetalt en krone. Det er intelligent kontrol ved fordøren, og det har vi store forventninger til«, siger Jørgen Wissing Jensen, kontorchef med ansvar for årsopgørelser i Skats kundeservice .

Han understreger, at »langt de fleste borgere« indberetter korrekte årsopgørelser, men mange laver fejl, og så er der en lille gruppe af hærdede snydere, der gør, hvad de kan, for at hive penge ud af statskassen.

Med de digitale ’fælder’ forventer Skat, at der bliver fanget flere fejl og – ikke mindst – snydere. Det er første gang, Skat bruger de digitale stopklodser, der på bare fire dage har blokeret mere end 10.000 årsopgørelser på grund af usandsynlige rettelser.

Har en borger eksempelvis skrevet et beløb ind i det felt, der giver fradrag for en fredet ejendom, så bliver rettelsen blokeret automatisk og på stedet, hvis der slet ikke er registreret en fredet ejendom i borgerens navn.

Og har borgeren ikke en registreret arbejdsindkomst, bliver stopklodsen aktiveret prompte, hvis han eller hun forsøger at få et befordringsfradrag. Fordi det både er ulogisk og usandsynligt, at man er berettiget til et skattefradrag for transport mellem hjem og arbejde, hvis man ikke har et arbejde. Derefter får borgeren besked om, at fradraget ikke kan godkendes, at de usandsynlige rettelser skal ændres, eller at borgeren skal kontakte Skat.

»Ofte er det jo uskyldige fejl, folk laver. Men når folk ringer til os, fordi de er blevet blokeret, så kan vi jo hurtigt afgøre, om der er tale om fejl, eller om vi skal bede om dokumentation for det fradrag, borgeren mener at være berettiget til«, siger Jørgen Wissing Jensen.

Ros fra skatteeksperter

Skats nye digitale kontrolsystem bliver mødt med lige dele ros og anerkendelse fra landets skatteeksperter.

»Det her er en meget effektiv metode, når det gælder om at fange de fejl og forglemmelser, der kan gemme sig i en årsopgørelse«, siger Jørgen Rønning Pedersen, partner i revisionsfirmaet PwC.

Men det er afgørende for systemets succes, at borgerne også får en hurtig ekspedition og afklaring af deres sager, når de bliver blokeret, mener han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er også meldingen fra det privatøkonomiske rådgivningsfirma Aktiv Finans, hvor direktør Flemming Thorslund advarer Skat mod at »lade borgerne hænge til tørre på en fortravlet telefonlinje, sådan som det ofte er tilfældet i Skat«.

Revisionsfirmaet BDO roser også Skats nye stopklodser eller sladrehanke, men chefkonsulent Henning Boye Hansen kaldet det »ærgerligt og uforståeligt«, at Skat ikke på forhånd har fortalt befolkningen om de nye kontroller, så borgerne ved, hvad der foregår, når de bliver blokleret.

»Det her virker lusket, og det er næppe befordrende for Skats i forvejen noget flossede renommé,« siger han.

Jørgen Wissing Jensen afviser kritikken: »Vores opgave er at sørge for at borgerne betaler den korrekte skat, hverken mere eller mindre, så enkelt er det«.

På en uge har mere end 600.000 borgere rettet i årsopgørelserne, viser nye tal.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce