Ministerbilen er en spritny Mercedes S500 Plug In Hybrid. Den er en blanding af en elbil og en benzinbil, kan køre over 35 km på en liter benzin og er det hotteste og absolut sidste nye indenfor bilteknologi.
Den lister lige så stille ned ad skovvejen. Meget forsigtigt trækker den ind i skovbunden. Selv om den er stor, så ser bilen ganske undseelig ud for foden af de mastodontiske bøgetræer, der står som en søjlehal af 25 meter høje elefantben.


























