Efter Anna Mees fald: Tre radikale i kamp. Skal de syge i job? Skal hjemløshed afskaffes? Skal minoriteter trives bedre?

Lyt til artiklen

Efter at Radikale Venstres unge komet Anna Mee Allerslev måtte trække stikket på grund af skandalesager tidligere på ugen er der lagt op til en gyser i aften om, hvem der i stedet for hende skal være de radikales spidskandidat i København til kommunalvalget om tre uger.

Valget får ikke bare lokal betydning, men er også vigtig for partiet på landsplan, fordi København er en radikal højborg.

Her svarer de tre kombattanter hver på tre spørgsmål, inden partiets medlemmer i aften stemmer om, hvem der skal føre partiet i hovedstaden.

  • Outsideren Anette Thaulow

Vi får fat i Anette Thaulow, da hun sidder på en altan i Tyrkiet og nyder morgenvarmen. Hun er på en længe planlagt ferie, mens det radikale partiopgør folder sig ud hjemme i regnvåde København. Og det glæder hun sig over, at hun er:

»Jeg tror, at jeg herfra kan være i bedre zen-mode«, griner hun.

Anette Thaulow har meldt sig til kapløbet om at blive spidskandidat i sidste øjeblik. Og sidder i øvrigt ikke i Borgerepræsentationen.

Hun er bosat i Brønshøj siden 2008 og har to sønner David på 22 og Alexander på 23. Anette Thaulow er uddannet cand. merc. og arbejder med rekruttering i den danske virksomhed Ramsdal Gruppen. Hun har blandt andet været været mentor for jobsøgende kandidater og personer med anden etnisk baggrund end dansk. Og været med i opbygning af flygtningeorganisationen Venligboerne.

Hvad er din mærkesag nr. 1?:

»Alle der kan og vil beskæftigelse skal have mulighed for at komme på arbejdsmarkedet, uanset om de kun kan bidrage med fem-ti timer om ugen. Det kræver kræver velvilje fra alle erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer. Erhvervsskolerne skal opkvalificeres, og alle skal bidrage med flere lærlingegarantier«

Anna Mee Allerslev kæmpede med, at mange syge bliver arbejdsprøvet igen og igen, og at København er den kommune, hvor det er sværest at få en førtidspension?

»Klapjagten på de syge, der er ramt af arbejdsmarkedsreformer, går mit hjerte nær. Nogen af dem har været drevet rundt i hamsterhjulet i 20-30 år uden at komme tæt på arbejdsmarkedet. Det er på grænsen til umenneskeligt. Jeg forstår deres vrede. Jeg ved godt, at Anna Mee blev udnævnt til den onde heks i den sammenhæng. Men der sidder en flok folkevalgte i beskæftigelsesudvalget, som har svigtet ved ikke at trænge igennem embedsværket og sikre de reformramte bedre forhold. Det er også sådan, at systemet straffes økonomisk, når nogen får en førtidspension - det skal vi gøre noget ved«.

Hvordan skal du kunne trænge igennem, når Anna Mee ikke kunne?

»Anna er en fantastisk forhandler, men det er vigtigt i den slags interne udvalgsdiskussioner at være ydmyg. Måske har Anna haft nogen udfordringer der«.

I din præsentation af dig selv foreslår du, at København skal have en ansigtløftning, og at de små butikker skal have det bedre. Hvordan?

»De små butikker dør hen, og de store kæder overtager. Vi skal gøre en indsats for mindre iværksættere med rådgivning og støtte, så de bedre kan tage kampen op mod de store. Og der skal ved nybyggeri gøres mere for fra starten at tænke små iværksættere ind, der kan åbne butikker og lignende«.

Hvad synes du om forløbet i Anna Mees sag, der nu har ført til hendes afgang?

»Jeg vil sige så meget, at jeg har valgt ikke at udtale sig til BT og Ekstra Bladet fremover. For der er drevet heksejagt. Hun har haft en fabelagtig karriere og gjort det virkelig godt, og jeg vil karakterisere det, der er sket, som et karaktermord. Jeg ville dog ikke selv holde bryllup på den måde gratis i kommunale lokaler. For ydmyghed er utrolig vigtigt, når man er folkevalgt. Jeg vil dog også sige, at rådgivningen har ikke været så god, og nogen må sidde med røde ører«.

Mia Nyegaard er ved at skrive tale til kandidatkampvalget i aften, da Politiken kontakter hende. Hun arbejder som forretningsudvikler og er tidligere administrerende direktør for Friis-Holm Chokolade A/S og har arbejdet i både det offentlige og private i København, London, Malmø og Bruxelles.

Hun er uddannet cand.scient.pol og MA i Afrikastudier og har de seneste år været Radikale Venstres socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation,

Hvad er din vigtigste mærkesag?

»At afskaffe hjemløsheden. Det skal blandt andet gøres ved at bygge flere særlige sociale boliger med støtte til udsatte mennesker. Lige nu har vi en flaskehals, så de mest udsatte er på venteliste og er anbragt midlertidigt på herberger. Det er en katastrofe, især når det er unge, som ikke kommer i arbejde og uddannelse. Man har jo beregnet, at det koster 20 millioner kroner for samfundet hver gang målt over et livsforløb«.

Jeg tænker, at overborgmester Frank Jensen vil sige, at der allerede gøres meget?

»Det passer ikke. I budgettet for næste år er der for første gang i lang tid sat penge af til det, og det er derfor, vi har ventelister«.

Kan man afskaffe hjemløshed?

»Jeg vil i hvert fald sige, at en hjemløs er én for meget. Jeg anerkender som socialliberal, at du har en ret til at gå i hundene, men det er jo en sølle ret og skyldes næsten altid de livsomstændigheder, personen er vokset op i«.

I din præsentation af dig selv foreslår du, at Københavns erhvervsliv skal styrkes. Hvorfor og hvordan?

»Der er jo ikke nogen grund til, at så mange skattekroner skal ende i Nordsjælland. Jeg synes ganske vist, at København som erhvervsby er bedre end sit rygte, men vi skal slås mere for, at de store virksomheder lægger deres hovedsæder og arbejdspladser i København. Og her skal vi se kritisk på de gebyrer og det bureaukrati, som mange virksomheder mener, at der er for meget af. Det kan også være, at nogle af de kommunale udbudrunder er for uigennemsigtige«

»Og så skal vi have flere sociale job, så udsatte mennesker kan få lov at tjene lidt ekstra ved at hjælpe det lokale erhvervsliv. Der skal gøres mere fra kommunens side med at skabe bæredygtig økonomi koblet med jobskabelse for dem, der ellers har svært ved at klare sig selv. Det man kalder social impact investeringer skal vi have mere af«.

Hvad synes du om Anna Mee-sagens forløb?

»Jeg havde egentlig besluttet at trække en streg i sandet og ikke have en holdning til det. Men som sagen har rullet har hun da taget fejl. Men det har fandme ikke været et kønt forløb at se en af sine venner være det igennem. Det er jeg personligt berørt af«

Ledende kræfter i partiet har jo direkte undsagt hende, så det er vel ikke kun pressen?

»Der er noget vasketøj, vi vasker hjemme. Men jeg vil sige, at pressen har gjort sit job, det er i orden at få den slags frem, og Anna har begået fejl og taget konsekvensen. Det har vi lært af og så må vi videre«.

40-årige Tommy Petersen har en hektisk fredag morgen, da Politiken ringer. Ikke bare skal han forberede sig til aftenens dyst, han bliver også forstyrret af henvendelser i forbindelse med nyheden om, at han vælger at betale for brug af et lokale på rådhuset til sin fødselsdagsreception tidligere i år. Selv om det var relateret til hans arbejde som politiker og derfor ikke noget, han behøvede at betale, gjorde han det alligevel - under indtryk af Anna Mee Allerslev-affæren.

Allerslevs afløser vil pludselig også betale regning for fest på rådhuset

Han er gruppeformand for de fire radikale politikere på Københavns Rådhus og er uddannet cand.merc. fra CBS. Han har to sønner og bor sammen med sin kæreste Søren på Islands Brygge. Tommy Petersen overtager Anna Mees Allerslevs borgmesterpost frem til 1. januar.

Hvad er din vigtigste mærkesag?

»Det er overordnet at gøre byen så rummelig som mulig med endnu højere til loftet, så alle føler sig velkomne i København. Det har vi stadig udfordringer med at forskellige minoriteter kan være i fred og leve, som de vil«.

Hvordan vil du sikre det?

»Jeg har fokus på at bakke meget op om de initiativer, der tages i folkeskoler. Der skal bygges broer, som nedbryder fordomme og vi skal lære børn og unge at respektere og acceptere hinanden. Jeg bakker desuden meget aktivt op om de organisationer, der har et virke med samme formål«.

Har du selv oplevet ubehageligheder, fordi du er homoseksuel?

»Nej, men jeg har været vidne til flere episoder med trusler og tilråb. Det er jo tydeligt, at når halvdelen af de homoseksuelle ikke er sprunget ud på deres arbejdsplads, vidner det om, at der er et stykke vej endnu, før vi er der, hvor folk oprigtigt kan føle, at de kan være sig selv«.

I din præsentation af dig selv har du advokeret for, at byen skal være mere sund. Hvordan?

»Det handler om at indrette byen, så man bliver glad af at bo i den. Så vi skal have mere bynatur (Tommy Petersen var meget aktiv i arbejdet for at sikre, at der ikke bygges boliger på en gammel strandeng på Amager Fælled, red.). Vi skal styrke cyklismen mere og nedbringe luftforureningen«.

Overborgmester Frank Jensen vil forbyde nye dieselbiler fra 2019. Er det godt nok?

»Jeg bakker op om Frank Jensens udspil, men måske er det ikke så ambitiøst, som det kunne være. Vi er villige til at se på en mere ambitiøs plan«.

Hvad er din bedømmelse af forløbet med Anna Mee Allerslev og hendes afgang?

»Det har været meget barskt. Jeg bakker op om Annas beslutning om at trække sig, men om hun er behandlet fair? Jeg vil bare sige, at det har været voldsomt også i pressen. Især var det vildt at se, at selv efter at hun havde betalt for lokalet til sit bryllup, blev skriverierne ved. Men Anna er langt fra den første politiker, der får sådan en tur. Sådan er betingelserne«.

Flemming Christiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her