Sidney Lee

Sidney Lee (f. 1979) hedder rigtig Sidney Hassel Hansen og er opvokset i indre by, København.

Han er de seneste to år blevet et kendt ansigt i reality-programmer og tabloid- og sladderpressen.

Så kendt, at han i juli 2009 var Danmarks mest googlede person og i august vandt Ekstra Bladets ’flash factor’-konkurrence om at være mest kendt foran folk som ’Erik og Anni’.

Har vundet DM i forskellige kampspil som ’Tekken’ og ’Mortal Combat’ 18 gange og har levet af at være gamer og reparere arkadespil.

Medvirkede i 2007 i DR 2-dokumentaren ’Blod, sved og springskaller’, hvor han skulle træne til at blive professionel wrestler.

Samtidig meldte han sig til Kanal 4’s program ’Hva’ Kvinder Vil Ha’. Siden har han medvirket i programmerne: ’Singleliv’ (Kanal 4), ’Dagens Mand’ (TV 2), ’Det Perfekte Program’ (Voice TV) og har desuden været gæst i f.eks. ’Go’ Morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Danmark’ (TV 2), ’Vejen til Parken’ (Kanal 5), ’Aftenshowet’ og ’Boogie’ (DR 1).

Han trak også overskrifter med sin stort anlagte boksekamp mod fodboldspilleren Stig Tøfting tidligere på året, hvor Tøfting vandt efter få sekunder.

I denne tv-sæson vil Sidney Lee være at finde i ’Zulu Djævleræs’ (TV 2 Zulu), ’Fangerne på Fortet’ (TV3), ’Singleliv sæson 6’ (Kanal 4) og ’Mørk & Jul’ (TV 2 Zulu).

Læs mere om Sidney Lee på Wikipedia (eksternt link)

Sydney Lee.

Foto: Miriam Dalsgaard

Hjemme hos Sidney Lee er der dødningehoveder på hoveddøren.

Der er dødningehoveder på de overfyldte askebægre, på plakaterne på væggene, på arkade-spillemaskinerne, der fylder det meste af stuen i ungkarlehyblen i Vanløse, og på hans store brystkasses udspændte T-shirt.

Der er kaos overalt i den toværelses lejlighed.

Spisebordet, der står foran en hel væg avisudklip i glas og ramme, sladrer om, at der har været fest.

Jeg tæller ni tomme flasker Bacardi og Smirnoff i forskellige smagsvariationer som lime og æble.

»Altså, det er ikke kun fra i går«, skynder Sidney Lee sig at forklare.

»Det er nok fra den sidste uges fester. Her er lidt smadret. Men der kommer et rengøringshold og ordner det hele i morgen tidlig, inden jeg skal filme«.

Den nye sæson
En ny tv-sæson er skudt i gang.

Og dermed en ny sæson med Sidney Lee.

Den ihærdige linselus optræder i disse dage i en bred vifte af underholdningsprogrammer, fra 90’er-comebacket ’Fangerne på Fortet’ til ’Zulu Djævleræs’.

Og så går der ikke en dag, uden at Ekstra Bladet, B.T. eller Se & Hør bringer updates fra Lees gøren og laden.

Manden er det seneste halve år blevet en kultfigur i det danske mediebillede.

Dansk Paris Hilton
Med sine let genkendelige, noget karikerede kendetegn: den bodybuilder-pumpede krop, den selvbrunede mørke kulør og den uundværlige bandana om hovedet er Sidney Lee et godt bud på en dansk Paris Hilton – et navn, et brand, en visuel figur, som egentlig ikke rigtig kan noget, andet end at være sig selv.

»Det er ret skørt. Jeg har stået til fester med 300 mennesker, der var klædt ud som mig. Jeg har mødt tre forskellige personer, der havde fået mig tatoveret på armen. Jeg får 1.000 friend-requests om dagen på Facebook, og da jeg var på Roskilde Festival i år, var der 600, der ville tage billeder sammen med mig – på en dag«, siger Sidney Lee.

Han ryster lidt på hovedet, som om det ikke rigtig er gået op for ham, hvad det er, der har ramt ham.

»Det er nærmest blevet umuligt at gå i byen, fordi alle vil hen og snakke med mig hele tiden, og det er ikke altid, man lige gider det, men det skal man, for ellers er man bare et arrogant røvhul. Det er også umuligt for mig at få en kæreste nu, for der er så mange fakes derude, der bare gerne vil kunne sige, at de har været sammen med mig«, siger han.

»Du kan prøve at se her«, siger han og hiver laptop’en frem.

»Hvis du skriver mit navn i Google, så kommer der 17 millioner og 400.000 hits frem. Hvis du så skriver ’Anni & Erik’, så kommer der cirka 500.000 hits frem, det er ret vildt, ikk?«.

Hadegrupper
I vore dage er berømthed direkte målbar.

Men også antipatien, som giver sig udtryk i op mod 100.000 medlemmer af Sidney Lee-hadegrupper på Facebook.

Sidney Lee lægger ikke skjul på, at han selv har søgt berømmelsen.

Nu, hvor han har opnået den, er spørgsmålet så bare, hvad den skal bruges til.

For første gang siden mediecirkusset begyndte, tjener Sidney Lee nu penge på sit brand, sig selv.

Han får både honorarer for tv-deltagelse, har åbnet et merchandise website med T-shirts og optræder som gæstebartender og dj på landets diskoteker, efter sigende til honorarer på 10.000 kroner for en til to timers langen over disken og opstilling til fotos.

Heavy metal og doku-soap
Sidney Lees lejlighed vidner om, at han mest bruger den som opvarmning inden fest eller restituering efter fest.

Også i dag har han tømmermænd og har netop fulgt en journalist fra Urban ud, inden næste hold fra nærværende dagblad rykker ind.

»Jeg skal flytte her fra Vanløse og ind til byen nu, det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg kommer jo selv inde fra byen og synes, der bor nogle federe mennesker. Jeg tror også, mine naboer glæder sig til, jeg flytter. Jeg har holdt ret mange fester med vilde typer med tatoveringer og piercinger overalt, der kom herhjem og hørte heavy metal. Og med alle mine arkademaskiner tændt, så larmer det ret meget«.

Foto:  Miriam DalsgaardFlytningen måtte dog lige udskydes til næste sæson af ’Singleliv’ – en doku-soap om folk, der leder efter en kæreste, hvor Sidney Lee spiller en fremtrædende rolle – var i kassen.

Måske er der bedre billeder i, at drengerøven sidder i en lille, smadret Vanløse-hybel end de 300 kvadratmeter herskabslejlighed, som Sidney Lee har i kikkerten på Vesterbro?

I hvert fald er det meningen, at de mange ekstra kvadratmeter skal bruges til få opstillet alle de 32 arkademaskiner, Sidney Lee ejer, som i øjeblikket er nedbarberet til fem styk på grund af pladsmangel, mens resten står opmagasineret i Allerød.

»Jeg elsker wrestling«
Fra computeren spiller 80’er metal-bandet Helloween.

Vi sætter os i lædersofaen foran et sofabord, der er dækket med fastfood-skrald, tomme cola-flasker, cigaretskod og krøllede aviser.

På den store fladskærm kører der wrestling, der gør det svært at få øjenkontakt med Sidney Lee, der hele tiden liige skal tjekke, hvad der sker i ringen, hvor to mænd i spandex, høje støvler og langt hår smider rundt med hinanden.

»Jeg elsker wrestling. Min familie var nogle af de første, der fik kabel-tv i Danmark, allerede i 1987, hvor jeg opdagede wrestling på britiske kanaler som Super Channel og Sky. Dengang var jeg helt overbevist om, at det var real. Hvis min far sagde til mig, at det var skuespil, og at man ikke kunne tæve sådan på hinanden i virkeligheden, blev jeg virkelig sur og forsvarede det. Men en dag måtte jeg jo erkende, at det er fake. Wrestling er bare en stor underholdningssport, det er ligesom at se en soap-opera, ikk’?«.

»Arkadespil var mit alter«
Det er kendetegnende ved Sidney Lee, at hans person, udtryk og smag er blevet etableret allerede i barndommen.

Han er en slags fastfrosset billede af en tid, der ikke er mere.

Besat af arkademaskiner i en nutid, hvor alle andre spiller PSP eller Wii. Lytter til metal og glamrock fra 80’erne som Guns N’ Roses, Megadeth og Poison i en tid fuld af computermusik og r’n’b-pop.

Og klæder sig som en wrestler fra slut-firserne i en tid, hvor alle hans gamle idoler falder døde om efter et langt liv på smertestillende, steroider og stoffer.

»Min far siger, at jeg kun var 3-4 år gammel, første gang jeg opdagede arkademaskiner, hvor jeg røg op og rev rundt i joysticket og var fuldstændig fascineret af spillet. Det var som et alter for mig. Jeg begyndte at spille arkadespil som ’Bomb Jack’, ’Bubble Bobble’ og ’Double Dragon’. Altså, det siger dig måske ikke så meget, men det var nogle af de første og helt klassiske spil«.

Familiens outsider
Sidney Lee hedder rigtigt Sidney Hassel Hansen og er 30 år.

’Sidney Lee’ er hans kunstnernavn, men fornavnet er et, hans mor, der er skolebibliotekar og optaget af Storbritannien, har valgt.

»Min familie hader alt det med medier og har sagt, at jeg aldrig må gå ind på dem personligt i interview. Min mor gider heller ikke læse om, hvor mange gange jeg har taget coke, eller om jeg har været sammen med 600 kvinder i mit liv. Hun ser ikke mine programmer, men hvis hun tilfældigvis slår over og ser mig, siger hun, at hun får helt ondt i maven af at se mig på tv. Hun er meget stille og rolig og har altid ønsket, at jeg skulle tage mig en uddannelse og stifte familie«.

Men det gjorde han altså ikke. Så Sidney Lee spiller rollen som outsider i familiens skød.

Altid hype og medieræs
Han har netop har holdt lidt pause fra bylivet med en uge i sommerhus med storesøster, lillebror og forældrene, men kunne dog ikke helt lade være med at lave et par interview over telefonen.

»Jeg har altid vidst, siden jeg var helt lille, at jeg skulle et eller andet specielt. Jeg har brug for denne her opmærksomhed, selv om jeg også hader den nogle gange. Men jeg kommer ligesom i en særlig zone, når kameraerne kører, og man er på. Men jeg ser aldrig mine programmer selv, jeg er meget selvkritisk og sidder bare og synes, jeg ser tyk ud eller noget. Jeg så sådan et klip på Ekstra Bladets hjemmeside forleden, hvor jeg skulle køre i pariserhjul og interviewes. Det var selvfølgelig klippet på alle mulige måder, men jeg sad og tænkte, hold kæft, hvor jeg virker som en nar, ikke? Men jeg tror altid, der vil være medieræs og hype omkring mig. Jeg har altid været sådan her, helt tilbage i folkeskolen på Sølvgade Skole vidste alle, hvem jeg var«.

Sidney Lee var kun 10 år gammel, da han fik sin første arkademaskine i julen 1989.

Forældrene havde arvet en del penge efter hans farfar, der havde ejet nogle bygninger rundt omkring i København, så familien havde flere penge end de andre i klassen.

Derfor fik Sidney, som han havde ønsket sig, et stort kabinet-arkadespil til sit værelse – en maskine, der kostede 80.000 kroner fra ny.

»Mine venner var ved at dø af jalousi, fordi de var nødt til at tage ind til Scala eller Palads for at spille, mens jeg havde den derhjemme. Og så kørte det bare fra da af med en ny maskine om året«.

Boede i Scala
Da forlystelsesmekkaet Scala åbnede i 1989 – og dermed den store spillehal Professor Olsens Spilleland – stod 10-årige Sidney Lee i kø og kom ind i de hellige haller som nummer tre.

Arkadehallen var i de år enhver rask drengs bud på paradis med masser af videospil og flippermaskiner, der let kunne give lommepengene ben at gå på og få tiden til at forsvinde i den skærmblå luft.

Sidney  Lee spiller arkadespil i Scala i centrum af København, 1991. Privatfoto I Sidney Lees fotoalbum har han et billede fra 1991, hvor han som lille dreng fuldstændigt opslugt står badet i en arkademaskines blå lys, mens de små hænder styrer hen over knapperne.

Blikket er fast, og han ænser ikke verden omkring ham.

»Jeg boede nærmest i Scala og kunne være der hele dage. De åbnede kl. 11 om formiddagen, så jeg pjækkede tit fra skole og tog derind. Mine forældre var meget åbne og tillidsfulde omkring det, men de anede ikke, hvad der foregik. De gav mig lov til at blive derinde, til Scala lukkede klokken 24. Aftalen var, at hvis jeg kunne ligge i min seng senest kl. 01 og i øvrigt komme op i skole næste morgen, så måtte jeg gerne spille alt det, jeg ville«.

Det eneste barn i Scala
Dengang var Scala et råt sted med bander og vold på gangene, hvor den københavnske ungdom pissede territorier af og brugte stedet som en slags ungdomsklub.

»Jeg var det eneste barn derinde, de andre var sådan nogle store 16-årige drenge med læderjakker med King Diamond-rygmærker. Jeg kan huske den der stemning, når jeg skulle hjem om natten, når de lukkede. Det var lige der, hvor byen peakede sådan en lørdag aften, og alle hang ud i området og festede, og jeg så så meget vold og lort. Min mor var derinde en enkelt gang for at tjekke, hvad det var for noget, men der kom hun kl. 16 om eftermiddagen, hvor der var helt roligt, så de anede ikke, hvordan der var i virkeligheden«.

Men Sidney Lee lærte alle vagterne og de ansatte at kende, der syntes, det var hyggeligt med den lille dreng og passede på ham.

Og fodrede ham med popcorn og free plays og gratis biografbilletter til Scala-biografen.Sidney  i 1993 med bøjle, sort hår og Iron Maiden. Privatfoto

Fordi Sidney Lee spillede så meget så tidligt, blev han rigtig god og begyndte tidligt at stille op til konkurrencer og kunne tæske mange af de store drenge.

»Alle har jo et talent for et eller andet. Jeg har et talent for videospil og lærte også mig selv at reparere maskinerne. Det var jeg nødt til. For jeg fik cirka en ny maskine hvert år fra da af. Da jeg blev non-firmeret fik jeg ’Mortal Combat II’, som står derovre«, siger han og peger på den 150 kilo tunge maskine.

Da Sidney Lee selv begyndte at tjene penge, gik de også til gamle arkademaskiner, som han opsnusede på Bakken, i Tivoli Friheden, i Tivoli – og langt senere på ebay.

»Når man samler på arkademaskiner, er man nødt til at vide, hvordan man skifter spoler og gummibånd og pærer i dem, og jeg begyndte at arbejde med at reparere dem, blandt andet i Regnbuen inde i Tivoli«.

Elsker alt ved USA
Efter niende klasse forsøgte Sidney Lee sig med gymnasiet, men efter fire måneder på Gammel Hellerup Gymnasium gik han ud og rejste i stedet til Los Angeles i USA, hvor han boede hos en familie og arbejdede i en arkadehal.

Og ellers fik dyrket sin fetich for Guds eget land.

På hans stuevæg hænger et stort Sydstatsflag, der stammer fra det halve år, han også har boet i Austin, Texas.

»Jeg elsker alt ved Amerika, deres sport og måde at være på«.

Noget, Sidney Lee ofte bliver drillet med i medierne, er hans forkærlighed for Amerika, hvor mange mener, at han taler med amerikansk dialekt, ligesom udlandsdanskere som Birgitte Nielsen og Ole Henriksen.

Og det er da rigtigt, at der sniger sig mange amerikanske ord ind i Sidney Lees sprog, som ’pain-killers’, ’fake’, ’real’, ’community’ og ’gamer’.

Og de bliver udtalt med en imponerende autentisk US-udtale.

Men ud over det taler Sidney Lee ikke udenlandsdansk. Han taler københavnsk.

Foto:  Miriam DalsgaardSlangeskindsgemacher
Han taler som mange unge, der er opvokset på Nørrebro med det sammensurium af dialekter, flad udtale og slang, det inkluderer.

Også Sidney Lees udtalte forfængelighed og kropsdyrkelse er noget, der vækker opmærksomhed.

På gulvet i lejligheden ligger stakke af tøj. Stramme slangeskindsgamacher, cowboystøvler, et patronbælte, flossede jeans og nedringede toppe.

Foruden den velvoksne samling på cirka 80 forskellige bandanas, mange af dem i lyserød, pink og rød.

På et klip på youtube kan man se Sidney Lee optræde i bar overkrop, hestehale, indsmurt i selvbruner, med smykker og i gang med at tage mascara på.

»Der er rigtig mange, der synes, det er for meget, og kalder mig gay eller metroseksuel, men det er jeg fuldstændig kold i røven over for. Jeg er tilpas sikker på mig selv og min seksualitet til at være ligeglad. Men derudover har jeg mange gay venner og går tit på gay klubber, jeg kan ikke se, hvad problemet er«, siger han.

»Jeg har hørt metal, siden jeg gik i 1. klasse, og dengang var det altså helt normalt i rock’n’roll, at fyre havde makeup på og lignede piger. Men det er totalt tabu i dag, og den slags tøj, jeg går i, er slet ikke trendy. Men jeg har ikke noget imod at provokere folk lidt. Og så kan jeg godt lide den der old school-stil«, fortæller han, mens han viser et billede af idolerne Guns N’ Roses, hvor der hverken er sparet på eyeliner eller hårspray.

Sidney i Vejen
Sidney Lee kommer en del på rockklubben The Rock i indre by, hvor han blot er en blandt mange mænd i pink gamacher og makeup.

Foto:  Miriam Dalsgaard Men hans stil clasher ofte i mødet med især den provins, der hyrer ham som celeb-gæst.

»Engang skulle jeg være gæstebartender i Vejen i Jylland, og jeg kom ind med lyserød bandana og havde min gode ven Casper med, som har langt hår, er helt tynd og tøset og har tatoveringer op og ned ad arme og fingre. Det kunne de bare ikke have derovre. Især ikke når der stod 50 tøser og ville tage billeder med mig. Så de der fyre stod bare og skumlede og sagde »bøsse«. Men jeg har altid bodyguard med og har aldrig været ude for noget ubehageligt«.

Sidney Lee har, efter eget udsagn, ikke ret mange venner, men mange bekendte.

'Face' og 'heel'
De to bedste venner Casper og Dennis ligner henholdsvis Marilyn Manson og Axl Rose, og når Sidney Lee er med på billederne, skal man lige gnide øjnene for ikke at tro, det er Manson, Rose og selveste Hulk Hogan – 80’ernes store wrestling-stjerne, der ikke kun er Sidney Lees største idol, men også hans stilmæssige forbillede.

»De må gerne skrive på nettet, at de hader mig. Jeg er sgu ligeglad. Jeg synes, det er fedt at få en reaktion. Det er bedre end at være ligegyldig. Som da jeg havde bokset mod Stig Tøfting, og der stod 3.000 mennesker og buhede af mig, og jeg gav dem fingeren. Jeg elsker den der reaktion«.

Driften stammer, siger han selv, fra wrestling-mytologien, hvor kampene stort set altid er bygget op over 'face' og 'heel'-mytologien.

I wrestling spiller man en på forhånd aftalt rolle i ringen. ’Face’ eller ’babyface’ er den gode, helten, mens ’heel’ er en bad guy, der bruger feje tricks.

Mødet med Tøfting
Hulk Hogan var altid ’face’, indtil han, til stort ramaskrig blandt sine fans, en dag skiftede til ’heel’, og det var først der, at Sidney Lee virkelig elskede ham.

I en stort anlagt show-boksekamp i februar i år skulle fodboldspilleren Stig Tøfting bokse mod Sidney Lee.

Hvor Tøfting havde forberedt sig i månedsvis og tog det dødsensalvorligt, havde Lee ikke rigtig fået gjort noget ved det og lod sig falde og blev liggende ved første stød fra Tøfting.

Hvilket fik hele salen til at buhe og Tøfting til at skælde Sidney Lee ud for åbent kamera med beskyldninger om dårligt sportsmanship.

SE KLIP Tøfting vs. Lee (eksternt link)

Og det endte lidt på samme måde, dengang Sidney Lee skulle prøve kræfter med real life wrestling til en showkamp, som DR 2 lavede et dokumentarprogram over.

Der fik han heller ikke lige trænet og skyndte sig, som han formulerer det, »at tappe ud«, altså at give op.

»Derfor gav jeg virkelig alt, hvad jeg havde, nede til ’Fangerne på Fortet’. Det følte jeg sgu lidt, jeg var nødt til, fordi jeg var gået halvhjertet ind til de andre programmer og havde været for doven. Så jeg tænkte, at nu skal jeg fandeme vise den danske befolkning, at jeg godt kan, når jeg gider. Og så kunne jeg også sagtens gennemføre de der opgaver«.

Skuespil
Der er en stolthed at spore i hans ansigt, når han taler om sin deltagelse i ’Fangerne på Fortet’.

Han har brug for at vise, at han kan noget nu, at han ikke er en joke.

Derfor hedder næste punkt på Sidney Lees dagsorden skuespil.

»Når man laver reality, tror alle jo, at man er totalt blank. Men jeg vil gerne videre nu og være skuespiller. Når jeg laver reality, spiller jeg jo også en rolle, hvor jeg siger noget ekstra dumt og så holder et stone face, mens jeg forestiller mig, hvordan folk sidder derhjemme og råber ad mig. Men jeg har brug for, helt egoistisk, at vise folk, at man godt kan komme videre, selv om man har lavet reality. Derfor starter jeg med nogle serier og noget reklame nu og håber, der en dag vil komme noget film«.

Skal du have noget med?
Sidney Lee er blevet by-venner med en stor del af Københavns jetset, der alle fortæller ham, at det er ved at være sidste udkald for at komme videre.

Derfor er han også holdt op med at træne, har klippet hestehalen af og har droppet selvbruneren »for at komme væk fra det lidt pumpede look«.

Også over for hans familie har han brug for at bevise, at han kan andet end at være ham den festlige type med de smådumme one-liners på tv.

Sidney Lee spørger pludselig, om det er okay, han lige løber ned i grillen. Han har tømmermænd og er ved at blive ukoncentreret af sult.

Han spørger høfligt, om jeg skal have noget med.

Scrapbogen
Professionel som han er, rækker han journalisten en scrapbog at kigge i, mens han er væk.

På side efter side har han limet udklip, artikler og billeder fra røde løbere, hvor han optræder med stort smil hver gang, ind i bogen.

Men det er ikke kun tabloidaviser og sladderblade, der skriver om Lee nu.

En kulturforside fra Berlingske Tidende er klistret ind, hvor Sidney Lee er karikaturtegnet ved siden af Anders Fogh og Anni Fønsby.

Og et lille udklip fra Politikens ’At Tænke Sig’ er det også blevet til.

»Det er min far, der læser de der kloge aviser og klipper ud til mig«, griner han.

Rock'n'roll-liv
Tilbage i lejligheden inhalerer Sidney Lee en ribbensstegssandwich, en burger og en halv liter cola. Så kan han lidt igen. Jeg spørger ham, hvordan han har det med sit liv.

»Det sidste halve år har jeg virkelig levet et rock’n’roll-liv. Jeg ved ikke ... når jeg møder nogen, som jeg har gået i klasse med til gamle elevers fest, er de blevet gamle og halvfede og har fået børn og går måske i byen en gang hvert halve år. De spørger mig, hvordan jeg kan holde til det her liv, hvor jeg er stiv måske seks gange om ugen. Men jeg har det fint med det. Jeg er altid lidt bagstiv, men får det bedre, når jeg drikker«, siger han og begynder straks at forsvare sig.

»Altså, jeg har haft en perfekt barndom, det er slet ikke det, men hvis man går i dybden, er der nok et eller andet lort, jeg prøver at skjule. Når jeg drikker og fester, glemmer jeg mine problemer og tænker ikke over, hvad de nu har skrevet i pressen eller noget. Og så har jeg jo ikke noget rigtigt arbejde, som jeg skal op til næste morgen. Jeg ligger og sover, når folk er på arbejde og i skole. Jeg synes alligevel, de der timer fra 8-15 er kedelige. Der sker ikke en skid, så der sover jeg i stedet«.

Nattemennesket Sidney Lees store bekendtskabskreds lokker ham ud hver aften med drinks og VIP-fester, gæstelister og receptioner.

Derfor starter der en ny forestilling hver aften.

»Jeg ved godt, at der er mange, der vil synes, det lyder helt fucked-up, men sådan lever jeg altså i øjeblikket. Jeg er lidt på vej ud i at blive en raging alcoholic. Altså ikke på den der misbrugsmåde med at sidde på en bænk med en guldøl nede foran Aldi og råbe efter folk. Men jeg fester altid og kan godt drikke en flaske eller to på en aften. Til gengæld tager jeg ikke stoffer. Det gjorde jeg, da jeg var 19, men det er slut nu, fordi det tog overhånd«.

Umuligt at være anonym
Fotografen er kommet, og Sidney Lee springer op og tager øreringe på og finder nogle tunge sølvringe frem til fingrene.

Han spørger, om ikke han skal tænde arkademaskinerne, fordi det sikkert er flot på billederne. Jeg betragter scenariet i stuen, de mange spil, plakater, udklip og det store ’Terminator’-arkadespil, der starter op med et dybt brøl.

Sidney Lee ser træt ud, men finder alligevel noget energi frem.

Måske er kendisræset en slags narkotikum? Sidney Lee virker i hvert fald, som om han er fanget i et had-kærligheds-forhold til sit liv i overhalingsbanen.

»Det lyder måske underligt, men hvis jeg kunne vælge, så ville jeg gerne kunne lave fjernsyn, men være anonym i mig selv ude i byen. Men det er jo fuldstændigt umuligt ... Så skal man bag kameraet, og det er totalt for sent for mig nu. Selv om jeg stoppede med alt nu, ville folk stadig kunne huske mig om ti år, fordi jeg har gjort så stort indtryk på dem«.

Foto:  Miriam Dalsgaard