Plaget. Nils Thorsen kaster i sin nye bog lys over alle aspekter af von Triers liv. - Foto: Joachim Adrian

Når Lars von Trier i en alder af blot 54 år har indvilget i at lægge sig på briksen og øse af erindringsstoffet i utide, hænger det ifølge hans eget udsagn sammen med, at det om fem eller ti år meget vel kan være for sent.

Enten er han til den tid død eller for svækket til at gennemføre et sådant projekt, eller også er der ikke længere nogen, som interesserer sig for ham.

Ulmende lune
Sådan taler et omvandrende sortsyn.

Og nogenlunde sådan er tonen i journalisten Nils Thorsens fremragende portrætbog om den danske filmmand, som siden debuten i 1984 med ’Forbrydelsens element’ har vendt op og ned på snart sagt alle forestillinger om film, og som trods alle sine såkaldt ’udanske’ kvaliteter er gået hen og blevet om ikke folkelig, så dog en slags folkeeje.

VON TRIER »Jeg er verdens bedste instruktør«

Når dét har kunnet lade sig gøre, hænger det naturligvis sammen med, at der nede under sortsynet, manererne og tendensen til at udråbe sig selv til geni ulmer et lune, en menneskelighed og en helt usædvanlig ærlighed, som forlener den excentriske ener med så tilpas mange skavanker og forsonende elementer, at den strittende pakke trods alt er spiselig.

Og det er netop det uperfekte menneske i al dets sympatiske og skårede skønhed, der træder frem på siderne i ’Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier’.

Verbale brydekampe
Alle aspekter – fra de sorteste private stunder til de største kunstneriske succeser – bliver belyst af den ihærdige Thorsen, som for at få greb om sit vældige emne griber til at forene hele tre genrer i én: biografi, monografi og samtalebog.

Rygraden i projektet er således en serie samtaler – eller skulle man snarere sige verbale brydekampe – mellem forfatteren og instruktøren, foretaget fra sommeren 2009 og cirka et år frem.

Altså fra omkring polemikken i forbindelse med von Triers kunstneriske genrejsning med ’Antichrist’ og frem til de sidste stadier af forberedelserne til efterfølgeren, ’Melancholia’.

LÆS OGSÅLars von Trier: Min nye film kommer til at ligne lort

Og dermed også i en sen fase af den medieomtalte depression, som ramte bogens hovedperson for godt tre år siden.

At samtalerne med den nysgerrige og tålmodige journalist således også har et skær af terapi, er man ikke i tvivl om.

Men først og fremmest er det underholdende og givtigt at være vidne til deres indimellem ganske giftige udvekslinger, både når hovedpersonen er vrangvilligt afvisende, og når det lykkes intervieweren at få lirket en dør på klem til indre kamre, som rummer hidtil ukendte nøgler til forståelse af manden og hans værk.

Lad så være, at Thorsen, ubestrideligt velskrivende som han er, i det lange format indimellem balancerer på kanten til at fortabe sig i sproglige excesser, og at han sine steder synes at forivre sig på at blotlægge sit offers komplicerede forhold til kvinder, som om det var hér, den store forkromede sandhed om det hele pludselig kunne åbenbare sig.

LÆS UDDRAGLars von Trier: »Jeg ER ussel i forbindelse med kvinder«

Det ændrer ikke ved, at der, når krudtrøgen har lagt sig, ud af konfrontationerne mellem de to rejser sig noget, der ligner et fuldt portræt.

Som han skal være
Omkring bogens samtalespor – som i sig selv veksler mellem biografi og kunstsyn – væver sig en frise af udsagn fra 24 forskellige vidner, som er tæt på von Trier, enten professionelt eller privat, eller som har beskæftiget sig indgående med hans værk.

Blandt disse starter Thorsen strategisk med en seniorforsker ved Statsbiblioteket i Århus, Peder Grøngaard, som smider en spand koldt vand i hovedet på kunstneren von Trier ved at konstatere, at han har været så forhippet på at være unik, grænsesprængende og provokerende, at han har stillet sig i vejen for sit eget værk.

ANMELDELSE 'Antichrist' er et grotesk mesterstykke

Herefter bygger bogen brik for brik sin hovedperson op igen for til slut at begrunde sin titel: ’Geniet’.

Og blandt de mange stemmer, der følger i kølvandet på den kritiske forsker, er der ikke mindst gods at hente i et besøg hos skuespilleren Stellan Skarsgård.

Denne beskriver manden bag ’Breaking the Waves’ som et »hyperintelligent og overfølsomt barn« for derefter at pege på det forbløffende modige i, at en neurotisk kontrolfreak som von Trier gang på gang kaster sig ud i situationer, hvor han tvinger sig selv til at miste kontrollen.

»Jeg synes, han er præcis, som han skal være«, konkluderer Skarsgård.

Dæmoner eller film
Dét vil hovedpersonen nu ikke selv skrive under på.

Ud over at være biografi og monografi er Thorsens bog en voldsom sygehistorie, hvoraf det fremgår, at von Trier allerede i teenageårene stiftede bekendtskab med det psykiatriske behandlingsapparat.

Og i dag siger den martrede mand uden tøven, at hvis han kunne befri sig for sine dæmoner ved at holde op med at lave film, ville han ikke betænke sig et øjeblik.

LÆS OGSÅVon Trier er ved at være træt af 'Antichrist'

Sådan kommer det næppe til at gå.

Meget tyder på, at von Trier i endnu en årrække vil tage det gode med det onde og berige verden med værker, som flytter grænser inden for filmkunsten.

Og nu har vi andre så endnu bedre mulighed for at forstå, hvad der driver ham.

»Nærmere kommer vi ham næppe nogensinde«, står der på bagsiden af Thorsens bog.

Det kunne meget vel være rigtigt.

Foto:  Joachim Adrian