Når man skal skrive disse års verdenshistorie om perioden efter den kolde krig, bliver den islamiske revolution i Iran uomgængelig. Hvordan reaktionær religiøs fundamentalisme kunne overtage et fremskridtsvenligt land, der på grund af sine oliereserver levede i en slags frihed på Vestens nåde, er en kompliceret politisk historie. Men hvordan revolutionen så ud indefra, fortæller Marjane Satrapi blændende enkelt i sin stramme, grafisk underspillede og stærkt nuancerede fortælling om sin barndom i 'Persepolis'. Uhyrlige fortællinger Persepolis er i dag kun ruinerne af en mægtig persisk stad. Men med titlen trækker Satrapi veksler på den iranske kulturs store fortid og peger på en folkesjæl, der ikke lader sig knægte af formørket fundamentalisme eller andre bølgeslag mod civilisationen. Det er uhyrlige fortællinger fra præstestyrets Iran, der kommer for dagen. Marjane er et gammelklogt barn, der vokser op hos politisk bevidste, intellektuelle forældre. Hun lever et liv, der er umiddelbart genkendeligt i Vesten, hendes forestillingsverden er naiv og modstiller den politiske gru, som hun kommenterer med et barns forstand. Åndelig revolution Da hun hører om, at hendes onkel er blevet tortureret til døde i et badekar, lægger hun sig selv i et badekar i timevis. Hun ser straks effekten; hendes hud er blevet rynket, ligesom hans var! Onklens martyrium inspirerer hende til selv at blive oprørsk. Hun får forældrene til at indsmugle forbudte Iron Maiden- og Kim Wilde-plakater syet ind i foret i farens frakke. Og det er fantastisk morsomt at læse om de 12-årige pigers oprør i skolen mod deres religionslærers hysteriske regler og moralske hykleri. Den åndelige revolution udspiller sig først og fremmest som en massiv regulering af kroppene og kønnene, og den lille Marjane er god til at sætte sin lærerinder på plads med oplysninger, hun har hørt i hjemmet. Men til sidst er det moren, der gør alvoren klar for hende ved fortælle om den skæbne, der overgik en af deres bekendte: Ifølge loven må man ikke slå en jomfru ihjel, så når unge piger anholdes, »gifter man hende med en revolutionsgardist, som tager hendes mødom før henrettelsen! Forstår du, hvad det betyder?«, råber moren og ryster Satrapi. Guldnøgle til indsigt Under krigen mod Irak udleveres der gyldne plasticnøgler til 14-årige drenge i skolerne. Hvis de melder sig til hæren og dør som martyrer, vil de kunne bruge nøglen til at komme ind i himlen, hvor guldpaladser og jomfruer venter på dem. »Man kan tilgive, men man bør aldrig glemme«, skriver Satrapi i sit forord. Med denne samling erindringer (som har fået en fin fordanskning af Julie Paludan-Müller) har hun skænket os en ægte guldnøgle til indsigt i livets glæder og sorger, udåd og handlekraft i en afgørende periode, hvor Østens forhold til Vesten blev knyttet på ny. Forhåbentlig følger andet bind om hendes ungdom i østrigsk eksil også snart. De to bøger, som vi tidligere har anmeldt i engelsk udgave, er tilsammen et mesterværk.