Verden er på randen af en atomkrig, da følgende replikskifte udspiller sig mellem en datter og hendes far på sidstnævntes kontor:

»Far?«.

»Åh, du må undskylde. Vi ses senere, Caroline. Vi ses senere«.

»Ved du hvad?«.

»O.k. ...«.

Den korte samtale foregår i Det Hvide Hus i oktober 1962. Overvågningsbilleder har netop afsløret, at Sovjetunionen er i gang med at opruste med mellemdistanceraketter i Cuba. Præsident John F. Kennedy skal holde det første møde med sine rådgivere. Men inden mødet jagter fireårige Caroline Kennedy sin fars opmærksomhed.

LÆS OGSÅForsvundet Kennedy-bånd dukker op efter 48 år

50 år senere i Boston – også i oktober – præsenterer John F. Kennedys datter en ny bog, der vil få folk med smag for amerikansk præsidenthistorie til at spidse ører. Titlen er 'Listening in. The Secret White House Recordings of John F. Kennedy'.

Optageudstyr i skrivebordet
Takket være både far og datter kan almindelige mennesker nu for første gang i tekst og lyd få adgang til et fyldigt udvalg af de samtaler, der kom til at præge den nyere verdenshistorie. Ovenstående replikskifte er med – og mange andre, som viser præsidenten i både afslappede og højspændte situationer.

Ideen til bogen er Caroline Kennedys, men den kunne ikke være blevet til noget, uden hendes historiebevidste fars mellemkomst. I juli 1962 bad præsidenten agenten Robert Bouck om i al hemmelighed at installere aflytningsudstyr i blandt andet det ovale kontor.

Normalt var det Boucks opgave at sikre præsidenten mod aflytning udefra – nu skulle han hjælpe ham med at bevare nogle af de vigtigste samtaler, der fandt sted inde i Det Hvide Hus.

LÆS OGSÅKennedy var mere end kold krig og hed sex

Bouck installerede blandt andet en knap i det område under det berømte præsidentskrivebord – HMS Resolute – hvor Caroline Kennedy og hendes bror, John, plejede at lege.

John F. Kennedy kunne nu selv med et enkelt tryk aktivere optageudstyret, når han havde på fornemmelsen, at en særlig væsentlig samtale skulle til at finde sted. Ingen af hans nærmeste rådgivere vidste det.

Historie i real-time
Da Caroline Kennedy går op på talerstolen i John F. Kennedy Presidential Library and Museum i Boston, nøjes publikum ikke med at klappe.

Den fyldte sal rejser sig spontant, som er det præsidenten selv, der træder op på podiet.

Caroline Kennedy er den sidste overlevende kendis i Kennedydynastiet. Hun er iklædt en stilfuld sort kjole med hvide prikker – ikke ulig noget, hendes mor, Jacqueline Kennedy, kunne have fundet på at bære.

På vej ind i salen passerer man de håndskrevne noter til ’Ish bin ein Bearleener’-talen – stavet fonetisk – som Kennedy holdt i Berlin 26. juni 1963. Berlin spiller en fremtrædende rolle i ’Listening In’.

»På de her bånd udfolder historien sig i real-time på den mest dramatisk tænkelige måde«, siger hun. »Folk spøger mig ofte, hvorfor min far installerede udstyret. Som den historieelsker, han var, ved jeg, at han var tiltrukket af den nye teknologi som en måde at bevare en præcis registrering af begivenheder til brug for de erindringer, han planlagde at skrive efter sin tid som præsident«.

Hun fortæller også, at der er dem, der mener, at John F. Kennedy efter den totalt mislykkede invasion i Svinebugten i 1961 fremover ville være i stand til at vide, hvilke rådgivere der sagde hvad.

Tretten nervepirrende dage
Da Caroline Kennedy er blevet sendt uden for sin fars kontor den oktoberdag i 1962, begynder alvoren. På de knitrende optagelser fra Cubakrisens første dag, 16. oktober, er nervøsiteten allerede tydelig.

Kennedy spørger Arthur Lundahl, CIA-mand og ekspert i luftfotografier af militære anlæg: »Hvor langt fremme er det her?«.

Lundahl: »Sir, vi har aldrig set den slags installation før«.

JFK: »Selv ikke i Sovjetunionen?«.

Lundahl: »Nej, Sir … Men siden maj 60 har vi ikke haft nogen U-2-dækning af Sovjetunionen. Så vi ved ikke, hvilken praksis de ville anvende i forbindelse med …«.

Tre dage senere sidder præsidenten sammen med sine militære rådgivere, blandt andre general Curtis LeMay.

»Vi har ingen andre muligheder end en direkte militær aktion«, siger han til Kennedy, hvorefter han senere i samtalen skærper sine vurderinger. Kennedy er fortaler for en blokade, hvilket får LeMay til at konstatere: »Det er næsten lige så slemt som eftergivenheden i München«.

For  eftertiden. John F. Kennedy optog både telefonsamtaler og møder og indtalte beskeder på en diktafon.
Med disse ord sammenligner han præsidentens tøven med Münchenaftalen i 1938, hvor Frankrigs Édouard Daladier, Italiens Benito Mussolini, Storbritanniens Neville Chamberlain og Tysklands Adolf Hitler besluttede, at Tjekkoslovakiet – uden landets egen medvirken i aftalen – skulle afstå Sudeterområdet til Tyskland.

Men det skulle blive værre endnu – både med krisen og uenigheden mellem præsidenten og høgene blandt hans rådgivere.

Da Kennedy forlader kontoret sammen med sine to nærmeste rådgivere, general Maxwell Taylor og forsvarsminister Robert McNamara, kører båndet videre og optager derfor en samtale, der afslører, at generalerne David Shoup, Earle Wheeler og Curtis LeMay taler bag præsidentens ryg.

Samtalen begynder med følgende kommentar fra Shoup henvendt til LeMay: »Du hev tæppet væk under ham«.

Ros fra Hoover
Men som præsident har man det privilegium, at man også kan søge råd uden for Det Hvide Hus. Med et telefonopkald kontakter Kennedy blandt andre Dwight D. Eisenhower – tidligere præsident og femstjernet general med heltestatus efter Anden Verdenskrig. Ham ringer Kennedy til 22. oktober.

JFK: »General, hvad hvis Sovjetunionen – Khrusjtjov – i morgen meddeler, hvilket jeg tror, han gør, at hvis vi angriber Cuba, så bliver der atomkrig? Hvad er din vurdering af risikoen for, at de vil affyre de her ting, hvis vi invaderer Cuba?«.

Eisenhower: »Åh, det tror jeg ikke, de gør«.

JFK: »Det tror du ikke, at de gør?«

Eisenhower: »Nej«.

JFK: »Med andre ord, du ville tage chancen, hvis muligheden var der?«.

Eisenhower: »Sagen er: Hvad kan du gøre?«.

På krisens sidste dag, 28. oktober, hvor Sovjetunionen har indvilget i at fjerne raketterne, hvis USA til gengæld lover ikke at invadere Cuba, taler Kennedy blandt andet med tidligere præsident Herbert Hoover:

»Det her er en stor triumf for dig«, siger den aldrende Hoover, der var præsident 30 år tidligere.

Historien igennem filter
John F. Kennedy selv nåede kun at være præsident i cirka 1.000 dage, inden han blev dræbt i Dallas 22. november 1963.

Og selv om lydoptagelserne kun dækker et år og fire måneder, giver de adgang til en periode med store historiske begivenheder: Foruden Cubakrisen er der blandt andet Vietnamkrigen, rumkapløb og dramatiske begivenheder i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen.

LÆS OGSÅNy kritisk bog: var Kennedy en berliner?

»Optagelserne viser, det store antal sager, som strømmede igennem det ovale kontor. Man får en fornemmelse af præsident Kennedys kontrol med alle aspekter af udenrigs- og indenrigspolitik«, siger Tom Putnam, der er direktør for Kennedybiblioteket, til Politiken.

»På et museum er det nødvendigvis en kurator, der har besluttet, hvad man ser. Og når man læser en biografi, læser man den igennem en prisme af denne forfatters opfattelse af præsidenten. Men det her er, præcis hvad der skete i det ovale kontor«.

En global situation
Det er tydeligt, at den kolde krig gennemsyrer Kennedys hverdag, hvilket giver sig udslag i en præsident, der er særdeles optaget af ikke at tabe ansigt til Sovjetunionen. Blandet andet når det gælder noget så prestigiøst som sport og månelandinger.

13. marts 1962 fortæller han Dave Hackett – en tidligere ishockeyspiller – at han netop har læst i avisen, at det amerikanske ishockeylandshold har tabt 17-2 til Sverige. »Christ, hvem har vi sendt derover? Piger?«, spørger en fortørnet præsident

Om månelandingen siger han efter en lang samtale med mere nølende videnskabsmænd: »Alt, hvad vi gør, bør være forbundet med at komme før på Månen end russerne«.

LÆS OGSÅSjælden sex-optagelse med Marilyn Monroe ryger på auktion

»Den kolde krig var med i alle hans tanker, og det handlede ikke bare om at følge med russerne eller at være forud for dem, det var en meget kompleks tankegang«, siger Ted Widmer, historiker og tidligere taleskriver for Bill Clinton.

Det er Ted Widmer, der har skrevet de supplerende tekster i bogen og ud af 265 timers lydoptagelser har udvalgt de sekvenser, der er kommet med i bogen og på de to medfølgende cd’er.

»Det var en global situation, hvor han, hvis der foregik noget i Berlin, følte, at han måtte besvare det på en anden måde i Sydøstasien eller i Caribien. Den globale kamp var altid i hans tanker«.

Ham fyren Romney
Ted Widmer mener, at myten har været god ved den fotogene John F. Kennedy, men at denne udgivelse alligevel kan bidrage til en positiv afmytologisering.

»Vi tænker ofte på politikere som nogle, der tænker mest på sig selv, nogle, der er grådige og ligeglade med vores problemer. Her hører man et hold af unge mennesker, der arbejder hårdt for at gøre USA til et bedre land. Det lyder godt selv 50 år senere«.

LÆS OGSÅNy bog: Teenagepige var Kennedys elskerinde

Selv om bogen udspiller sig i 1960’erne, har Ted Widmer truffet nogle redaktionelle beslutninger, der bringer tankerne frem til den aktuelle valgkamp. »Kender du ham fyren Romney«, spørger Kennedy i august 1962 general Douglas MacArthur. »Har du mødt Romney? George Romney?«.

Da Ted Widmer redigerede bogen, var det ikke afgjort, at guvernør George Romneys søn Mitt Romney ville blive republikanernes præsidentkandidat, men han indrømmer, at han havde det på fornemmelsen. Eller som han siger i sin karakteristik af amerikansk politik:

»Det er som et langt tv-show, hvor der optræder nye personer med det samme efternavn«.